Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Helga Foght

Oprindelig forfatter MinKr
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Helga Foght, Helga Elisabeth Foght, 11.12.1902-23.11.1974, kattuntrykker. Født i Kbh. (Kapernaum), død på Kbh.s amtssygehus, Gentofte, urne Gentofte kgd. F. var uddannet husholdningslærerinde 1926 men arbejdede som sekretær på Askov højskole 1930-32. Interesse for gamle danske tekstiler bevirkede imidlertid at hun 1934-37 uddannede sig til kattuntrykker på Kunsthåndværkerskolen hos Marie Gudme Leth og lærte broderiteknik i Selskabet til håndarbejdets fremme. Efter studieophold i Berlin startede F. eget værksted 1937 hvor hun som en af de første danske kunsthåndværkere eksperimenterede med film-tryk. F.s kattuntryk var først og fremmest brugskunst der blev anvendt til gardiner, forhæng og møbelbetræk og som var i pagt med de funktionalistiske krav til boligindretningen om store, rolige flader. F. stillede strenge krav til teknik og komposition, og hendes mønstre var klare, nærmest matematiske i deres opbygning. Hun arbejdede både med abstrakte mønstre og med plantemotiver med ornamental karakter. Fra 1939 samarbejdede F. med tekstil-engros firmaet L. F. Foght (ejet af F.s fars fætter), Kbh. der solgte mange af hendes stoffer. F.s eget værksted videreførtes efter 1974 af kattuntrykkeren I. Ingetoft. Fra 1930erne underviste F. bl.a. i mønstertegning, farvelære, tekstilmaterialelære og stoftryk på Tegne- og kunstindustriskolen for Kvinder, på Kunsthåndværkerskolen og på Den danske husflidshøjskole i Kerteminde. F. sad i Dansk husflidsselskabs hovedbestyrelse 1947-64 og var samtidig den første sekretær i Foreningen Danmarks folkelige broderier der stiftedes 1954. Her gjorde F. en indsats for at arrangere udstillinger af gamle tekstiler i privateje som foreningen lånte og registrerede. Til institutionen Højskolernes håndarbejde der stiftedes 1932 for at skaffe undervisningsmateriale til højskolerne tegnede F. broderimodeller, bl.a. inspireret af teknikker på gamle Amagerdragter. Fra 1949-53 var F. medlem af Den Permanentes bestyrelse ligesom hun var medlem af Foreningen dansk kunsthåndværks bestyrelse og forretningsudvalg. F. har deltaget i en lang række udstillinger både i Europa og USA og var siden 1940 fast udstiller i Selskabet til håndarbejdets fremme og i Landsforeningen dansk kunsthåndværk. På Kunstindustrimuseet, Kbh., er F. repræsenteret med stoffer fra 1940erne.

Familie

Forældre: kanonér, grosserer Villiam Rudolf F. og Dagmar Elise Kirstine Clausen (født ca. 1875).

Udnævnelser

R. 1970.

Annonce

Bibliografi

H. F. i Nordenfieldske kunstindustrimuseum. Årbok, Trondheim 1950 9-22. – Hans Lassen i Håndarbejdets fremme, 1951 74-79. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Minna Kragelund: Helga Foght i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289554