P. Johansen, Peter Johansen, 7.6.1858-3.11.1939, kunsthistoriker. Født i Kbh. (Frels.), død på Frbg., begravet i Kbh. (Vestre). J. blev student 1877 fra Odense og tog juridisk embedseksamen 1883. Samtidig med fagstudiet dyrkede han kunst, var elev på P. S. Krøyers malerskole og fulgte forelæsninger hos Julius Lange. Efter afsluttet universitetsstudium udstillede han (indtil 1891) som maler på Charlottenborg og blev allerede 1883 fast assistent ved kunstakademiets bibliotek der s.å. flyttede ind i sine nuværende lokaler i udstillingsbygningen. Til akademiet var J. derefter knyttet i en lang årrække. Efter Langes død 1896 holdt han her kunsthistoriske forelæsninger (jævnsides med F. Beckett) indtil 1901 da han overtog docenturet i kunsthistorie (fra 1915 i billedkunstens historie) og s.å. blev chef for biblioteket; fra begge disse embeder tog han sin afsked 1928. 1901–16 var han tillige sekretær ved akademiet og medlem af dette; endelig havde han 1897–1901 fungeret som sekretær ved Charlottenborg-udstillingen. Sit fortrolige kendskab til akademiets forhold og dets historie gennem tiderne har han godtgjort i skriftet Det kongelige Akademi for de skjønne Kunster 1700–1904, 1904, udg. s.m. F. Meldahl. – Som kunsthistorisk forfatter har J. i sin metode, delvis også i sit stofvalg vist sig som Julius Langes elev. Lige vidt fjernet både fra den arkæologisk-historiske danske skole og fra den rene kunstkenderkritik har han dyrket sit fag ud fra kultur- og åndshistoriske synspunkter (Kunst og Illusion, 1912; Dødens Billede, 1917), men også rene æstetiske problemer har han med forkærlighed taget op til behandling, således i Billedkomposition, 1926 (tysk udg. 1930) og Bemerkungen zur Frontalität (Kunstchronik 1917). De brede syntetiske fremstillinger der er hans styrke har fået deres særlige farve af hans ofte friske og originale analyser af artistiske værdier og er præget både af betydelig litterær kultur og omfattende historiske kendskaber. Som hovedværker må nævnes Gothikens Billedkunst. Frankrig, Tyskland, Italien, 1929 og Renaissance, Billedkunsten i Florenz-Rom fra Donatello til Michelangelo, 1931 (tysk udg. 1936). Til dem slutter sig en række mindre arbejder om fremmed billedkunst fra renæssancen til empiren, bl.a. debutbogen Giorgione, 1898, Botticelli. Bidrag til en Analyse af det artistiske (Tidsskrift for Konstvetenskap 1918), Jan Vermeer de Delft, à propos de l'ordre chronologiquedeses tableaux (Oud Holland 1920) Giotti in Assisi (Jahrbuch für Kunstwissenschaft 1931), Goya-Ingres, 1934. Endelig udgav J. 1922 en laererig og selvstændig bog om Fidias (engelsk udg. 1925) set fra et rent kunstnerisk synspunkt, senere suppleret med en afhandling om Parthenongavlgruppernes teknik og deres mestre (i Jahrbuch des deutschen archäologischen Instituts 1925). – Til dansk kunsthistorie har J. givet flere værdifulde bidrag, først og fremmest skrifterne Nordisk Oldtid og dansk Kunst, 1907 og Før Thorvaldsen. Rom-København, 1910, begge udgivet af den af J. selv redigerede serie Blade af dansk Kunsts Historie; heri fremkom også den lille monografi over Jørgen Sonne (1902). Helt populær er bogen om Eckersberg (1935). -J. deltog 1917 i stiftelsen af Foreningen til gamle bygningers bevaring og har ofte i dagblade og tidsskrifter taget til orde for værn af det gamle Kbh.s skønhedsværdier.

Familie

Forældre: kateket i Kbh., senere sognepræst i Odense og Svanninge Jensenius J. (1827–1902) og Thora Oldenborg (1836–1900). Gift 27.6.1897 i Svanninge med Fanny Rebekka Bense, født 5.2.1866 i Kbh. (Trin.), død 2.12.1934 på Frbg., d. af malermester Christian Daniel Bernhard B. (1831–86) og Clara Emilie Løchen (1840–1913). -Bror til Jens J. (1873–1950).

Udnævnelser

R. 1904. DM. 1928.

Ikonografi

Afbildet på karikatur af C. Røgind, 1899, på Viggo Johansens mal. 1906–08 af akademirådsmøde 1904 (St.mus.) og på tegn. af Alfred Schmidt, 1921 (Fr.borg). Foto.

Bibliografi

Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig