Erik Zahle

Erik Zahle, 16.10.1898-11.6.1969, kunsthistoriker, museumsdirektør. Født i Kbh. (Frue), død sst., urne i fællesgrav, Bispebjerg kgd. Z. voksede op i et stærkt politisk engageret hjem hvor personligheder som Edvard Brandes, N. P. Bransager og Henrik Cavling færdedes som venner af huset. Senere i livet vedkendte han sig den radikale holdning han havde tilegnet sig i sin ungdom, uden dog nogensinde selv at være politisk aktiv. Allerede i gymnasietiden var han en flittig gæst på Statens museum for kunst og Den Hirschsprungske samling, og efter artium (mat.) fra H. Adlers fællesskole 1917 valgte han kunsthistorien som studiefag under docent, dr.phil. Fr. Becketts vejledning. Af stor betydning for Z.s studier blev rejseårene 1920-22 hvor han havde mulighed for længere ophold i London, Paris og fremfor alt i Italien, hvor han snart fandt sit speciale i den venetianske malerkunst. Her lagde han også grunden til sit enestående kunsthistoriske privatbibliotek hvor kildeskrifter om italiensk kunst fra 1500- og 1600-tallet udgør en væsentlig del. 1926 blev han magister i kunsthistorie. I sine første studieår var han kommet i forbindelse med den fremragende kunsthistoriker og museumsmand Mario Krohn og havde fået lejlighed til at arbejde under dennes kyndige vejledning på Thorvaldsens museum og på Statens fotografisamling. Z.s første faste ansættelse var bibliotekarstillingen ved Kunstindustrimuseet 1926-31. Han havde i de unge år været i kontakt med museets tidligere direktør Emil Hannover som han bistod ved forberedelserne til opstilling af samlingerne i Frederiks hospital. Han lagde her grunden til en livslang interesse for kunsthåndværket, senere bestyrket ved venskab med fremtrædende fagfolk som Anker Kyster og August Sandgren. Efter en udbytterig studierejse til Grækenland og et længere ophold i Italien 1930 for Ny Carlsbergfondets romerlegat søgte og fik Z. imidlertid stillingen som inspektør ved Statens museum for kunst (1931-49). Med sin hovedinteresse inden for italiensk kunst i 1500-tallet fortsatte han Mario Krohns forskergerning på dette område og publicerede nogle fortrinlige detailstudier i Kunstmuseets Aarsskrift. I et par afhandlinger: Italienske Statuetter i danske Samlinger (XVI-XVIII, 1929-31) og Museets nye Tintoretto (Kristus og Synderinden) (XIX, 1932) viste han hvor gode forudsætninger han havde for at skrive et større værk om italiensk kunst, men der blev kun tid til en bog med titlen Italiensk Kunst og Kunstindustri, 1934 i serien Kunst i Danmark, ny række X.

Z.s kunstinteresse strakte sig dog langt videre end til den gamle klassiske kunst. Fransk Maleri efter 1900, 1938 er titlen på et andet bind af serien Kunst i Danmark. Dansk kunst har han ydet sin tribut med redaktionen af værket Danmarks Malerkunst fra Middelalder til Nutid, 1937 (nye udg. 1943, 1947 og 1956), hvortil han selv bidrog med afsnittet Nyt Gennembrud (tiden ca. 1900– 30). – Gennem sit ægteskab fik Z. tilknytning til et særpræget vestjysk miljø omkring Vejlby ved Harboøre hvor familien Buhl havde sommerhus. Her færdedes også digteren Thøger Larsen og maleren Niels Bjerre, senere også Jens Søndergaard der alle blev venner for livet, et forhold der satte sig spor i Z.s litterære virksomhed. Han optrådte sammen med Otto Gelsted som udgiver af Thøger Larsens Udvalgte Digte (1938, 1945 og 1963) og sammes udvalgte værker (1946-53). Om Niels Bjerres Harboørebilleder har han skrevet oplysende og indfølt i Kunstmuseets Aarsskrift (XXIII, 1936). Z. betragtede det som en stor lykke at kende de kunstnere han skrev om. Personlig sympati for modellerne ligger også bag hans monografier af Karl Schou, 1938, Victor Haagen-Müller, 1939 og Erik Hoppe, 1947, alle i serien Vor Tids Kunst. -Måske træt af at spille anden violin på kunstmuseet søgte og fik Z. stillingen som direktør for Kunstindustrimuseet 1949. Han medbragte en sjælden fortrolighed med såvel udenlandsk som dansk kunsthåndværk. Det lykkedes ham i hans direktørtid, der afsluttedes før tiden 1966 på grund af sygdom, at gøre meget værdifulde erhvervelser på flere vigtige områder. Således et Jean Grolier-bind fra ca. 1540 (1951), Caroline Mathildes toiletgarniture fra 1766 (1954), to billedtæpper efter forlæg af Matisse fra 1946 (1952), et Boucher-gobelin fra Beauvais, udført 1749 (købt 1962). Men også den nyere og samtidige danske produktion havde hans dybe interesse, og han påpegede gerne at man taler om kunstindustri "fordi det kunstneriske dér løber sammen med det sociale". Han åbnede Grønnegården for de besøgende, og han arrangerede skiftende udstillinger, ofte med kun tre eller fire deltagere, vævere, keramikere, møbelarkitekter m.fl.; han opsøgte selv kunsthåndværkerne på deres værksteder for at kunne følge deres arbejde og deres udvikling.

Det ny nære forhold til Kunstindustrimuseet førte til at Z. påtog sig redaktionen af Hjemmets Brugskunst. Kunsthåndværk og kunstindustri i Norden, 1961 der også kom i norsk, svensk, finsk, engelsk, tysk, fransk og japansk udgave. Sammen med Erik Lassen udgav Z. Det danske Kunstindustrimuseums virksomhed I–III, 1956– 64, og bidrog selv med veloplagt skrevne afsnit om nogle af de store erhvervelser. Z. var allerede 1946 blevet indvalgt i bestyrelsen for C. L. Davids fond og samling for hvilken han gjorde en stor indsats, indtil han 1966 måtte trække sig tilbage. Mange kunstfremmende og kollegiale institutioner støttede han gennem sit medlemskab og periodiske formandskab. Han var således formand for Forening for boghåndværk 1933-43, for Foreningen af danske museumsmænd 1947-50, for Skandinavisk museumsforbunds danske sektion 1954-68 (æresmedlem 1968) og for Danske museers fællesråd 1962-66. Desuden var han medlem af den danske sektion af Comité international de l'historie de l'art fra 1933 til sin død og formand for Overretssagfører L. Zeuthens mindelegat fra 1961. – Z. var stilfærdig af væsen og kunne virke lukket, næsten melankolsk, men han var ikke uden temperament og kunne navnlig i de yngre år deltage med skarphed i en polemik. Den forbeholdne mand havde en stor varme i sig og han kunne nårsomhelst lyse op i et stort smil. Ved hans død skrev hans mangeårige medarbejder og efterfølger, Erik Lassen, i sine mindeord om Z. om hans "ubegrænsede godhed og hjælpsomhed over for de mennesker, kunstnere som kolleger, der søgte ham", et skudsmål mange yngre fagfæller kunne tilslutte sig. – Grete Zahle har efter Z.s død udfoldet egne evner som kunsthistorisk forfatter og kronikør (Politiken). Hun har udgivet en række essays med et originalt emnevalg, ofte bygget på erindringer, og med et fint stilistisk særpræg i bogen Mælkevej og stjerneskud, 1977, desuden Venskabets gave. 12 akvareller af Jens Søndergaard, 1981 og Maleren Peter Hansen, hans liv og hans kunst, 1984. Endvidere arrangerede hun en af Kunstforeningens jubilæumsudstillinger Dansk kunst 1885-1915 og skrev kataloget dertil 1976.