Else Marie Bukdahl, 12.6.1937, kunsthistoriker. Født i Brørup. Efter studentereksamen fra Kolding gymnasium 1956 begyndte B. at studere germansk filologi ved Århus universitet, men skiftede snart over til studiet af almindelig og sammenlignende litteraturhistorie hos Paul Krüger og bestod 1964 magisterkonferensen i dette fag. Forinden havde hun besvaret Århus univ.s prisspørgsmål for året 1959: Diderots Salons, analyse, karakteristik, placering i hans forfatterskab og i samtidens æstetiske debat der belønnedes med sølvmedalje og indbragte hende et fransk statsstipendium 1960. Siden supplerede B. sin litteraturhistoriske viden med kunsthistoriske og æstetiske studier, dels ved universiteterne i Lund og Uppsala, dels under et langvarigt studieophold i Rom 1965 og under flere kortere ophold i Paris, Rom og Oxford. Allerede 1966 forelå fra hendes hånd en overordentlig skarpsindig besvarelse af spørgsmålet Diderot est-il l'auteur du "Salon" de 1771? der blev optaget i Vidensk. selsk. Hist.-filos. medd. XXXXI, nr. 2, 1966. Afhandlingen vakte opmærksomhed og gav incitament til fortsatte Diderot-studier, bygget på hendes i mellemtiden erhvervede kombination af litteraturhistorisk og kunsthistorisk viden og metode. Ikke mindst takket været et enestående opsporingsarbejde af de kunstværker Diderot i sin tid havde gjort til genstand for kritik og omtale, og som hun efterhånden genfandt især i Frankrig og USA, kunne hun operere med et langt større selvset billedmateriale end J. Adhémar og J. Seznec havde haft til rådighed i deres udgave af Diderot, Salons, 1957-67 og -75. 1980 forsvarede B. sin doktordisputats, Diderot, critique d'art, 1. Théorie et pratique dans les Salons de Diderot ved Kbh.s univ., et værk der har fået en usædvanlig berømmende omtale af fremtrædende Diderot-forskere i franske, engelske og amerikanske fagskrifter. Ihukommende det sidste led i den i 1959 stillede opgave: Diderots Saloners ... placering ... i samtidens æstetiske debat, havde hun tillige undersøgt mulighederne for at besvare dette ikke mindre vigtige spørgsmål, og allerede 1982 kunne hun publicere andet bind af Diderot, Critique d'Art, med undertitlen: Diderot, les salonniers et les esthéticiens de son temps der mødte en lige så begejstret international modtagelse som den der var blevet første bind til del. Der er ingen tvivl om at B. i dag indtager en absolut førende stilling inden for Diderot-forskningen hvilket yderligere bekræftes af det faktum at en international Diderot-komité allerede 1981 overdrog hende at redigere en ny kommenteret og illustreret udgave af Diderots Saloner 1765-81 samt de dertil hørende æstetiske skrifter. Denne udgave indgår i en igangværende udgivelse af Diderots samlede værker, den første siden Oeuvres Complétes de Diderot, éd. J. Assezat og M. Tourneux, 1875-77. B. er endvidere 1983 blevet medlem af Société de l'Histoire de l'Art Francais og indvalgt i bestyrelsen for Société internationale d' etude du dix-huitiéme siécle. B.s usædvanlige forskerindsats er gennemført på trods af en stor arbejdsbyrde som universitetslærer gennem en årrække. Ganske vist havde hun 1965-66 et kandidatstipendium og fra 1972-75 et seniorstipendium ved Århus univ., men 1966-70 var hun ansat som amanuensis ved institut for litteraturhistorie og 1970-71 konstitueret som professor i faget sst. Efter at have bosat sig på Sjælland har B. 1976-82 været undervisningsassistent ved institut for kunsthistorie ved Kbh.s univ. 1980 blev hun udnævnt til docent i kulturhistorie, kunsthistorie og kunstæstetik ved kunstakademiet i Kbh. I perioden 1985-2005 var hun rektor ved Kunstakademiet og fortsatte herefter som docent. 1982-2006 var hun medlem af Ny Carlsbergfondets direktion og 1985 blev hun medlem af Videnskabernes selskab. Derudover var hun medlem af etisk råd 1990-96 og af Danmarks grundforskningsfond 1991-99. B. var medlem af Det danske bibelselskabs salmebogsudvalg 1993-2002. B. er medudgiver af Paul Krüger: Studier i komparativ litteratur, 1968 og har skrevet artikler om kunst og kunstformidling i diverse fagskrifter og -blade samt flere Diderot-studier i Hafnia. Copenhagen papers in the history of art, 1979 og -80 og i Gazette des beaux-arts, juli 1983. Hun tildeltes Tagea Brandts rejselegat 1986 og N. L. Høyen-medaljen 1995. Hun blev i 2010 æresmedlem af Kunstakademiet.

Familie

Forældre: forfatter Jørgen B. (1896-1982) og Magnhild Ødvin (1899-1988). Gift 2.5.1971 i Ryslinge frimenighedsk. med professor Torben Christensen, født 29.3.1921 i Esbjerg, død 8.9.1983 i Hørsholm (gift 1. gang 1948 med Else Knudsen, født 1923, gift 2. gang 1972 med Bent Noack, født 1915), s. af fabrikant Christen Torben C. (1887-1958) og Corna Margrethe Poulsen (1894-1978). – Søster til Jørgen K. B.

Udnævnelser

R. 1990. ,R1. 2000.

Ikonografi

Mal.

Bibliografi

Selvbiografi i Kbh.s univ. årbog, 1980 53.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig