Christian Elling, Christian Thorvald Elling, 14.11.1901-13.7.1974, kunsthistoriker. Født på Frbg, død i Kbh., begravet sst. (Garn.). E. voksede op i Kalundborg, men blev student fra Sorø akademi 1920. Fra sin slægt tog han kunstneriske, musikalske, historiske og litterære interesser i arv, og allerede i gymnasieårene vaktes hans sans for ældre dansk bygningskunst. Efter artium valgte E. kunsthistorien som fagstudium ved Kbh.s univ. og kom snart – under indflydelse fra Francis Beckett – ind på specialstudier i 1700-tallets danske arkitektur. 1925 fik han Kbh.s univ.s guldmedalje for en afhandling om arkitekten Nicolai Eigtveds liv og virksomhed. E. har senere uddybet sine Eigtved-studier, men en planlagt monografi blev desværre aldrig fuldført. Endnu i studietiden publicerede E. en række artikler og afhandlinger om emner hentet fra dansk arkitekturhistorie i 16- og 1700-tallet, om Jardin i Kunstbladet 1927 og i Architekten XXX, 1928, om Philip de Lange i Hist. medd. om Kbh. 2.r.III, 1927-28 375-403, senere også i Architekten XXXII, 1930 og i bogform 1931, om Laurids de Thurah i Architekten XXX, 1928. I den af E. 1928 grundlagte serie Kunst i Danmark bidrog han selv med to bind: Slotte og Herregaarde i Barok og Rokoko, 1928 og Palæer og Patricierhuse fra Rokokotiden, 1930. Samtidig dyrkede E. sit egentlige eksamensspeciale, fransk kunst i 1700-tallet som han havde fået smag for under et ophold i Paris sept.-dec.1922, og studerede som Ny Carlsbergfondets stipendiat 1926 ved det svenske arkæologiske institut i Rom et andet yndlingsemne, barokarkitektur.

Allerede 1921 havde E. besøgt Venezia, Rom og Napoli og 1925 Skotland, England og Paris. Han var således meget velorienteret i kunsthistorien da han omsider 1929 kunne afslutte sine studier med magisterkonferensen. 1930-32 havde E. en ansættelse ved Det nationalhistoriske museum på Frederiksborg, men der var hverken hos ham selv eller hans lærer, dr. Francis Beckett, tvivl om at det var forsker og universitetslærer han skulle være. Efter at Beckett havde trukket sig tilbage på grund af sygdom blev E. 1932 udnævnt til ordinær docent i kunsthistorie ved Kbh.s univ. Først 1939 blev docenturet ophøjet til ordinært professorat. E. fortsatte i denne stilling til han på grund af vaklende helbred trak sig tilbage 31.1.1967. E. indledte sin akademiske løbebane med at forsvare sin doktorafhandling Holmens Bygningshistorie 1680-1770, 1932 i foråret 1933. Som forberedelse til sin kunsthistoriske lærergerning foretog E. nye studierejser, 1932 til Holland og Belgien, 1933 til Berlin og 1935 til Italien og Østrig med månedlange ophold i Milano, Genova, Firenze og Wien, og 1937 til Schweiz. E. har i sin lange tid som universitetslærer – 35 år ialt – oplevet en stadig stigende tilgang til studiet. 1935 oprettede han universitetets kunsthistoriske laboratorium og indførte øvelsesundervisning ved siden af forelæsninger.

Kernen i den videnskabelige del af E.s omfangsrige forfatterskab udgøres af hans arkitekturhistoriske arbejder. De hviler alle på en dybtgående analyse af monumenterne, kombineret med et intenst studium af de skriftlige kilder, både de trykte og de utrykte. Fra tiden frem til 2. verdenskrigs slutning kan nævnes følgende grundlæggende undersøgelser: Documents inédits concernant les projets par A.-J. Gabriel et N.-H. Jardin pour l'église Frédéric à Copenhague, 1931, Holbergtidens København i Billeder fra Samtiden (sammen med Victor Hermansen, 1932), genoptrykt i Poul Strømstad "Holbergtidens København skildret af malerne Rach og Eegberg", 1977; Ledreborg i Kunstmuseets Aarsskrift, 1933-34, desuden vigtige afhandlinger om Eigtved og Thurah i tidsskriftet Artes V-VII, 1937-39, Klassicisme i Fyen i serien Kunst i Danmark, 1939, Lauritz de Thurah og den jydske Barok i Smaaskrifter tilegnede Aage Friis, 1940, Elias David Haussers Christiansborg og Wiener-barokken i Aarbøger for nordisk Oldkyndighed, 1941. En del af de nævnte afhandlinger er genoptrykt (uden noter) i Paraden. Kunst i Enevældens Danmark I, 1958 der desværre aldrig er fulgt af et bind II og henvisninger. Til E.s betydeligste værker fra disse år hører Den romantiske Have, 1942 (ny udg. 1979) hvor den havearkitektoniske udviklingshistorie er set i lyset af litterære vidnesbyrd fra samtiden, og Jardin i Rom (Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning, nr. 193, 1943), genoptrykt i Skuepladser, 1971 hvor E. anlagde nye synspunkter på overgangen fra barok til klassicisme i fransk arkitektur. At dette lille skrift stadig kan påkalde interesse viste sig klart da Sv. Eriksen i maj 1976 præsenterede det på fransk: "Le séjour romain de Nicolas-Henri Jardin" for et internationalt kollokvium over emnet "Piranése et les Français" i Rom, trykt i Actes du colloque Piranése et les Francais. Etudes réunies par Georges Brunei, Collection Académie de France å Rome II, 1978 181–94. I den hensigt at udbrede kendskabet til ældre dansk bygningskunst i videre kredse udgav E. Danske Herregaarde, 1942 og Danske Borgerhuse, 1943 der med deres korte, knappe tekst og mange illustrationer (efter fotografier af Nationalmuseets fotograf Sophus Bengtsson) hver for sig giver den første samlede fremstilling af emnet. I særlig grad har E. interesseret sig for det gamle Kbh.; derom handler Det klassiske København, 1944 og Det gamle København, 1947 med tegninger af Axel Nygaard. Sammen med Kai Friis Møller udgav han Byens Hjerte og Digterens, 1947 der er formet som en hyldest til København, og 1961 et lille skrift: København i Fortrolighed. For bevaring af såvel enkeltmonumenter som hele gadebilleder kæmpede han i en årrække ved indlæg og polemik i dagspressen hvilket også lejlighedsvis gav resultat, fx ved fredningen af Kronprinsessegade. Ved siden af de arkitekturhistoriske emner har E. behandlet dansk malerkunst i 1700-tallet i en række artikler og afhandlinger, således om Louis Tocqué i Kunstmuseets Aarsskrift 1935 og 1944-45, om Bendix le Coffre sst. 1936, genoptrykt i Paraden 1958, om Senbarok og Rokoko i Danmarks Malerkunst, red. af Erik Zahle, 1937 og senere udgaver, om Johan Horner i Kunstmuseets Aarsskrift, 1937 og 1942 og om Jens Juels Gennembrud i Festskrift til Hugo Matthiessen 1941, samt monografien Rokokoens Portrætmaleri i Danmark, 1935 i serien Kunst i Danmark. Med bogen om Thorvaldsen, 1944, genoptrykt i Motiver.

Prosa i Udvalg, red af Aage Marcus, 1963, en kunstner der stod E.s hjerte særlig nær, og i nogle mindre artikler i forskellige tidsskrifter har han også behandlet emner inden for skulpturens historie.

En særlig dragning har kunsthistoriens grænseegne øvet på E. Teaterhistorien har han beriget med betydningsfylde bidrag, således fx den på omfattende kildestudier hvilende afhandling om Bergs Hus i Læderstræde, en tid Holbergscene, i Kulturminder 1940-41, genoptrykt i Maskespil, 1945, og Operahus og Casino med undertitlen Studier i det italienske Logetheater 1670-1830 (festskrift udg. af Kbh.s univ. sept. 1942), genoptrykt i Skuepladser, 1971. Emnet er her for første gang anskuet fra et publikumspsykologisk synspunkt, og E. har hentet udtalelser om tilskuerrummets og logernes funktion og faktiske benyttelse hos teatergængere gennem næsten to hundrede år.

To år senere havde E. leveret endnu et bidrag til Kbh.s univ.s festskrift den 26.9.: Christiansborg – Interiører med undertitlen: Studier over Residensslottets Historie i det 18.Århundrede, 1944, der fulgtes op af Amalienborg. Interiører. Christian VII.s Palæ 1750-1800, 1945, og som for at befolke de kongelige interiører udkom samme år Hofkronik. Studier omkring Caroline Mathilde, 1945. En del af de danske emner E. havde behandlet i de her nævnte afhandlinger og bøger, havde han først prøvet ved laboratorieøvelserne på universitetet. Såvel disse timer som de senere trykte publikationer har givetvis været af stor pædagogisk betydning for de studerende af hvilke flere senere blev dygtige arkitekturhistorikere. Også materialet til et af E.s hovedværker, Den italienske Nat, 1947 blev forelagt under en forelæsningsrække for de studerende. I bogen der har som undertitel: Æstetiske Studier har E. på Julius Langes vis taget et motiv i kunsten op til granskning og har belyst det ud fra forskellige (til dels overraskende) synsvinkler. Udgangspunktet var en analyse af Watteau's maleri L'Amour au Théâtre Italien der gav E. anledning til at behandle det italienske nattestykke som malerisk genre og notturno-motivet som begreb i den italienske commedia dell'arte. Den italienske Nat er oversat til engelsk, men endnu ikke udgivet. Med Operahus og Casino, 1942, Jardin i Rom, 1943 og Den italienske Nat, 1947 havde E. placeret sig på et internationalt plan som kunsthistoriker. Han var "Europæer" som han selv engang har betegnet sig i et brev. Åbningen af grænserne 1945 gav muligheder for nye rejser i Europa og dermed for ny udfoldelse. De første rejser gik til Sverige og resulterede i Bellmaniana, 1947 og Stockholms Hjerte, 1948.

Samme år (1948) udsendte E. en publikation med titlen Museum I hvori han havde samlet en række afhandlinger om emner inden for europæisk kunsthistorie skrevet af nordiske fagfolk; hans eget bidrag var en motivstudie i Julius Langes ånd Kavallerer i det Grønne. Men ellers var det nu til Italien E. søgte for ny inspiration i en årrække. Som præludier til de store værker om Rom kan betragtes to specialstudier Villa Pia in Valicano. Et Renaissance-Anlæg og dels Forhold til Anliken, 1947 og Function and Form of The Roman Belvedere (Det kgl. dan. Videnskab. Selskab, arkæol.-kunsthist. meddelelser III nr. 4, 1950), til dels også Fra Sabinerbjergene, 1954. 1956 udkom så det store værk Rom med undertitlen Arkitekturens Liv fra Bernini til Thorvaldsen (ny udg. i to bind 1967, engelsk udg.: Rome-The Biography of its Architecture from Bernini to Thorvaldsen). Emnet for dette værk, det første i en serie E. har kaldt Mirabilia, er det attende århundredes romerske arkitekturhistorie der ikke tidligere havde fristet kunsthistorikerne i nævneværdig grad. Materialet var stort og gådefuldt, men det lykkedes E. at kaste nyt lys over problemerne. Han identificerer hidtil navnløse arkitekter og giver dokumentation for nye, mere overbevisende dateringer. Det nye og originale i hans metode er at han henter problemernes løsning fra kilder arkitekturhistorikere i almindelighed aldrig ville finde på at opsøge. E. har øst af den rige skat af erindringer, rejsebeskrivelser, breve, skitsebøger og dagbøger som samtidens mennesker har efterladt, blandt dem Montaigne, Montesquieu, Casanova, Voltaire, Winckelmann, Goethe, Stendhal, biskop F. Münter og Friederike Brun, men også gamle rejsebøger og de franske akademirektorers korrespondance har afgivet vidnesbyrd om igangværende byggevirksomhed og om bygherrers og bygmestres navne. Fremgangsmåden hr vist sig brugbar. Øjenvidnerne korrigerer stilhistorikerne. Men ved siden af værkets videnskabelige kvaliteter har det en æstetisk værdi ved at være udtryk for E.s kunstneriske oplevelse af Rom som arkitekturby, og hans erkendelse af at formen er betinget af husenes funktion og beboernes eller brugernes art. Monumenterne kommer selv til orde, støttet af plancher der nøje følger teksten, efter fotografier, dels af den svenske fotograf Lennart af Petersens, dels optaget af forfatteren selv med sjælden sans for monumentale billedvirkninger.

Under udarbejdelsen af manuskriptet til bogen om Rom forelagde E. store dele af sit værk i offentlige aftenforelæsninger på Kbh.s univ. De blev stærkt besøgt. Den første bog om Rom fulgtes af Kransen om Rom. Barokkens Værker i Campagnen og Bjergene, 1968 med fotografiske illustrationer af E. og Gertrud Elling. Kransen skal egentlig opfattes som en indledning til den første Rombog. Ved sin død efterlod E. sig et ufuldført manuskript og billedmateriale til et tredie bind Kernen af Rom med undertitlen Hverdagens Aand i Barokkens By. Mellem de to Rombøger tog E. sig tid til at opsøge Shakespeares England med digterens værker i lommen og med kameraet i hånden. Resultatet blev Shakespeare med undertitlen Indsyn i hans Verden og dens Poesi. I Landskabet. 1959 der vakte stor opmærksomhed og anerkendelse blandt Shakespeare-eksperter. Både dette første bind og det efterfølgende bind II, Dyrekredsen, 1974 som E. med næsten ubegribelig viljeanspændelse skrev færdig på sygesengen, og som han endnu nåede at se udkomme, indgik i Mirabiliaserien. E. er uden sammenligning den mest produktive danske kunsthistoriker. Foruden de her nævnte bøger og afhandlinger har han forfattet i hundredvis af kronikker og større og mindre artikler og afhandlinger hvoraf en del er samlet og udgivet i de fine essaysamlinger Maskespil, 1945, Breve om Italien, 1946 og Italienske Scener, 1959. Bibliografien over E.s produktion til 1970 omfatter 555 numre hvoraf de 50 er bøger.

Selv om E. i sine mest produktive år søgte til de store emner inden for verdenskunsten og -litteraturen vendte han jævnlig tilbage til sit fødelands kunst som han altid opfattede som værende i nær forbindelse med naturen og med dansk digtning, således som i Et yndigt Land. Billeder og Minder fra det romantiske Sjælland. 1961 illustreret med E.s egne fotografier. Bibliografiens udgivelse satte på ingen måde punktum for E.s produktivitet. Til sin død, 73 år gammel, tumlede hans livlige ånd med alle slags emner der fandt form i kronikker, bidrag til festskrifter og antologier. Efterhånden følte han sig mindre som videnskabsmand end som kunstner, uden at han dog nogensinde opgav sin intellektuelle holdning til emnet. Han formulerede det ligefrem som et krav at "Enhver Kunsthistoriker skal rumme et Stykke af en Kunstner" (Aftenspil, 1971 125). Selv har han skrevet libretto til en opera Kaffehuset, 1948 (med musik af Svend S. Schultz; antaget af Det kgl. teater, men aldrig opført) og nogle digte.

Det mest forunderlige er det talent E. afslører som fotograf, både i det originale valg af motiver og af synsvinkler, og i evnen til at komponere et billede under beskæringen så det bliver et kunstværk. I En hemmelig By med undertitlen Quasi una fantasia, 1970 har E. nået det sublime i kombinationen af helt abstrakt opfattede anonyme fotografiske motiver af stor skønhed og træffende tekster hentet fra verdenslitteraturen.

På trods af E.s eksklusive emnekreds og sommetider preciøse stil vandt han sig en for en kunsthistoriker usædvanlig stor læser- og beundrerskare der erhvervede hans bøger og fulgte med i hans mange artikler i dagspressen der næsten altid havde en eller anden underfundig pointe. Ved sin 60-årsdag 1961 modtog E. Mellemakter, essays i udvalg af Paul V. Rubow, fra venner, kolleger og beundrere. Det var en samling af E.s egne afhandlinger og artikler, tidligere trykt andre steder. I 1971 ved E.s 70-årsdag udgav vennerne Skuepladser, hvor en række af E.s tidligere publicerede afhandlinger med emner specielt hentet fra området kunst og teater var genoptrykt, således hovedværker som Operahus og Casino, Villa Pia in Vaticano og Om Jardin i Rom, der længe havde været udsolgt.

I efteråret 1966 søgte E. sin afsked fra Kbh.s univ., kun 65 år gammel. Samme dag som hans afsked blev ham bevilget, 6.1.1967, begyndte han at skrive dagbog, og det fortsatte han med resten af året og det følgende år. Dagbogsskriveriet førte til associationer langt borte fra dagen og vejen, blev til erindringer fra barndom og ungdom, indtryk og oplevelser af mennesker og bøger, musik og kunst, rejser og studier og endte som en højst usædvanlig erindringsbog Aftenspil, 1971, en nyskabelse inden for memoiregenren. E. der så ung var blevet universitetslærer udviklede sig hurtigt til en ypperlig forelæser og en inspirerende lærer. Det var ingen hemmelighed at E.s private forskning og forfattervirksomhed var det primære for ham, men netop på grund af hans engagement i stoffet blev hans undervisning så inciterende. Til gengæld forventede han også stor selvstændighed af de studerende og fremfor alt evne til at se. Han havde i almindelighed stor sympati for unge mennesker, og han kunne til det sidste charmere og fængsle de studerende. Han indbød gerne dem til sit hjem hos hvem han fandt talent og virkelig interesse for studiet. Konstaterede han derimod hulhed eller hykleri hos dem der nærmede sig ham mødte han dem med ophøjet foragt og bidende ironi. Mange både ældre og yngre kolleger blev lammet af hans lysende intelligens, hans hurtige replik og hans lejlighedsvis sarkastiske facon der dog ofte kun var en optræden han gav til bedste for spillets skyld. Blandt venner kunne han være fortryllende og i animeret samtale fuld af ånd og vid; i det daglige høflig, chevaleresk, men meget sårbar. E. der var individualist, og som til stadighed i skrift og tale hævdede individets ret ville næppe have kunnet trives under den nye styrelseslov for universiteterne. Han følte selv at han gik i rette tid.

E. havde selv evnen til at begejstres og beundre i rigt mål. Han værdsatte sine forgængere N. L. Høyen, Julius Lange og Francis Beckett. Også Vilhelm Wanscher beundrede han som synsmenneske og kunstner. Det var Wanscher der vakte E.s sans for "de store emner". E. har selv erkendt sin gæld til kunsthistorikere som Carl Justi, Jacob Burckhardt, Heinr. Wölfflin, Alois Riegl og Henri Focillon. Selv kulturhistoriker – E. var stifter af Selskabet for kulturhistorie, 1936 (formand 1950-53) – havde han draget nytte af den hollandske historiker J. H. Huizingas banebrydende værker. Blandt skandinaver følte E. sig mest tiltrukket af Yrjö Hirn, Harry Fett, Francis Bull og Ragnar Josephson. Men E., der selv arbejdede omhyggeligt med sit sprog og sin stil, fandt også venner blandt litteraturens folk, især var han knyttet til Paul V. Rubow, Jacob Paludan og den store svenske digter Par Lagerkvist. E. var tillige en stor beundrer af Karen Blixen som han har skrevet om i Danske digtere i det 20. århundrede, 1951, genoptrykt som en selvstændig publikation 1976. Han var medstifter af Det danske akademi 1960.

Først efter E.s død har andre taget initiativ til udstillinger af hans og Gertrud Ellings fotografier med motiver fra rejserne i Sverige, Italien, England og ikke mindst fra Danmark, 1. gang 1975 på Århus kunstmuseum, 2. gang 1976 på Kunstindustrimuseet i Kbh. og 3. gang 1977 på Stockholms Stadsmuseum (sammen med fotografier af Lennart af Petersens) under helhedstitlen Arkitektur (Kat. 1977 med bidrag af Hans Ekelund, L. af Petersens og Charlotte Christensen).

E. var medarbejder ved Politiken 1940-50 og 1960-65; ved Berl. Tid. 1950-60 og fra 1965 til sin død. Medlem af Bestyrelsen for det nationalhistoriske museum på Frederiksborg 1951-66 og af kuratelet og bestyrelsen for Det danske institut i Rom 1954-57. Medlem af Vetenskapssocieteten i Lund 1945, af Det kgl. danske selskab for fædrelandets historie 1948, af Det kgl. danske videnskabernes selskab 1948 og af Det danske akademi 1960. Modtog Kleinprisen 1953, Dante Alighieri medaljen 1957, Amalienborgprisen 1972, hædersgave fra G. E. C. Gads fond 1972.

Familie

Forældre: boghandler Jens Michael Thorvald E. (1856-1926) og Margrethe Fischer (1864-1948). Gift 1. gang 22.3.1930 i Kbh. (Helligg.) med Else Marie Laurette Boyer, født 21.12.1908 på Frbg., død 5.2.1998, d. af grosserer Anton B. (1878-1957) og Anne Cathrine Hagensen (1883-1962); ægteskabet opløst 1962. Gift 2. gang 2.5.1965 i Venezia med Gertrud Margrethe Sadolin, født 8.3.1916 i Dragør (gift 1. gang 1936 med adjunkt, cand.mag., senere lektor Gudmund Henrik Bruhn Mollerup, 1903-64, ægteskabet opløst), d. af kunstmaler, senere direktør Gunnar Asgeir S. (1874-1955) og Esther M.Schultz (1888-1964).

Udnævnelser

R. 1942. DM. 1951. Ingenio et arti i guld 1972.

Ikonografi

Tegn. af Bo Beskow, 1926. Tegn. af Hans Bendix udst. 1960 og 1965. Mal. af Anne Marie Telmanyi, 1967 (Fr.borg). Foto.

Bibliografi

Bibliografi. Hannemarie Ragn Jensen: C. E. bibliografi, 1970, med indl. af Else Kai Sass.

Kilder. C. E.: Aftenspil, 1971 (erindringer). Interviews i Ekstrabladet 24.2.1945, sst. 3.4.1946, Politiken 19.3.1959 og Berl.tid. 21.4.1967.

lit. K[ai] F[riis] M[øller] i Ekstrabladet 2.3.1946. Steen Eiler Rasmussen i Politiken 3.6.1957. Bent Irve i NB, 1970 36f. Hans Dhejne i Sydsvenska dagbladet snallposten 30.8.1971. Ole Storm i Politiken 14.7.1974. Berl.tid. s.d. Hans Edv. Nørregaard-Nielsen i Information 15.7.1974. Jacob Paludan i Århus stiftstid. s.d. Emil Frederiksen i Berl.tid. 20.7.1974. Poul Billgren i Næstved tid. 6.8.1974. Samme i Politiken 18.2.1975. Alb. Fabritius i Hist. medd. om Kbh. Årbog 1974 146-49. Povl Bagge i Oversigt over vidensk. selsk. virksomhed 1974– 75, 1975 95-108. Else Kai Sass i Kbh. univ.s årbog 1973-74, 1975 32-40. Samme i Hafnia 1974, 1975 4-8. John J. Bishop i Art journal XXXVII, N.Y. 1977 94-96.

Kommentarer (7)

skrev Klaus Miklos Körmendi

En rettelse
i stedet for:
E. indledte si, n akademiske løbebane med at forsvare sin doktorafhandling ...
læs:
E. indledte sin akademiske løbebane med at forsvare sin doktorafhandling ...

skrev Klaus Miklos Körmendi

En rettelse
i stedet for:
... DanskeBorgerhuse, ...
læs:
... Danske Borgerhuse, ...

skrev Klaus Miklos Körmendi

En rettelse
i stedet for:
... Villa Pia in Valicano. El Renaissance-Anlæg og dels Forhold til Anliken ...
læs:
... Villa Pia in Valicano. Et Renaissance-Anlæg og dels Forhold til Antiken ...

skrev Klaus Miklos Körmendi

En rettelse

i stedet for:
... engelsk udg.: Rome-Ihe Biography of its Architecture from Bernini to Thorvaldsen). ...
læs:
... engelsk udg.: Rome-The Biography of its Architecture from Bernini to Thorvaldsen). ...

skrev Klaus Miklos Körmendi

En rettelse
i stedet for:
... aldrig ville finde på at opsoge. ...
læs:
... aldrig ville finde på at opsøge. ...

skrev Klaus Miklos Körmendi

Rettelser og et forslag
i stedet for:
... (med musik af Svend S. Schultz; antaget af Det kgl. teater, men aldrig opfort) og nogle digte.
læs:
... (med musik af Svend S. Schultz; antaget af Det kgl. teater, men aldrig opført) og nogle digte.

i stedet for:
Selv kulturhistoriker -E. var stifter af Selskabet for kulturhistorie, 1936 (formand 1950-53) – havde han draget nytte af den hollandske historiker J. H. Huizingas banebrydende værker.
læs:
Selv kulturhistoriker - E. var stifter af Selskabet for kulturhistorie, 1936 (formand 1950-53) – havde han draget nytte af den hollandske historiker J. H. Huizingas banebrydende værker.

Formodentlig er dette en sætning, men man kunne vælge at dele den op i to for at gøre den mere læsevenlig.
"Resultatet blev Shakespeare med undertitlen Indsyn i hans Verden og dens Poesi. I Landskabet. 1959 der vakte stor opmærksomhed og anerkendelse blandt Shakespeare-eksperter."

svarede Ida Elisabeth Mørch

Tak for rettelserne, som vi har indført nu. Den sidste om sætningen med Shakespeare er vi nødt til at undersøge nærmere.
Venlige hilsner
Ida Elisabeth Mørch
Redaktionen

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig