Bredo L. Grandjean, Adam Bredo Ludvig Grandjean, 28.1.1916-22.7.1986, kunsthistoriker. Bredo L. Grandjean blev student 1935 og studerede derefter kunsthistorie hos Christian Elling ved. Kbh.s univ. Efter at have arbejdet som studenterassistent på Kunstindustrimuseet 1940-45 ansattes Bredo L. Grandjean 1945 som leder af Den kgl. Porcelainsfabriks arkiv, bibliotek og museum. Gennem arkivstudier, først og fremmest i fabrikkens papirer i landsarkivet i København, femdrog Bredo L. Grandjean et rigt stof og opsøgte samtidig sit materiale i danske og udenlandske samlinger og hos private ejere. Sin indsigt i dansk og danskostindisk porcelæns historie fremlagde Bredo L. Grandjean i en omfattende litterær produktion der placerer ham som sin tids fineste kender af ældre dansk porcelæn. 1950 udgav Bredo L. Grandjean det danskengelske værk om Flora Danica Stellet, 1950 den lille bog om Det musselmalede Stel, 1955 Den Kgl. Porcelainsfabriks Udsalg 1780-1955, 1965 Dansk ostindisk porcelæn, 1968 Blåblomstrede stel og 1978 Biscuit efter Thorvaldsen. Sin viden om Den kgl. Porcelainsfabriks produktion og historie indtil Arnold Krogs ansættelse som direktør samlede Bredo L. Grandjean 1962 i bogen Kongelig dansk porcelain. 1775-1884. 1983 kom den samhørende bog Kongelig dansk porcelain 1884-1980.

Bredo L. Grandjean behandlede i andre skrifter arkitekturhistoriske emner, især fra 1700-tallet. 1948 udkom Københavnske Palæer, i 1952 En Bygnings Historie. Det Bernstorffske Palæ 1752-1952 og 1977 Marienborg. Et særligt speciale skabte Bredo L. Grandjean sig ved sine undersøgelser af stukkaturarbejder og behandlede emnet bl.a. i L'activité des Stucateurs italiens et tessinois en Danemark (Arte e artisti dei laghi lombardi II, 1961). 1993 publiceredes han omfattende efterladte manuskript Stukarbejder i Danmark 1660-1800.

Den kgl. Porcelainsfabriks lille museum gjorde med Bredo L. Grandjean som leder betydelige erhvervelser. Bredo L. Grandjean arrangerede desuden udstillinger af porcelæn i og uden for Danmark og fungerede som jurymedlem ved internationale udstillinger og keramiske konkurrencer. 1957-71 var Bredo L. Grandjean medlem af bestyrelsen for Foreningen af danske museumsmænd, 1958-70 formand for Den kgl. Porcelainsfabriks kunstforening, og fra 1969 fungerede han som sekretær for Selskabet for dansk kulturhistorie.

Bredo L. Grandjean modtog 1946 Ole Haslunds legat, 1963 Carl Jacobsens museumsmandslegat, 1965 Robert Hirschsprungs mindelegat for kunsthistorikere og 1968 C. L. Davids legat.

Familie

Bredo L. Grandjean blev født i København (Holmens).

Forældre: registrator, senere arkivar ved Rigsarkivet Poul Bredo G. (1880-1957) og Adelheid Elisabeth Junge (1891-1966). Gift 24.6.1944 i Kbh. (Garn.) med oversætter Christy Aagaard, født 12.1.1917 i Kbh., d. afingeniør Paul Aa. (1888-1960) og Julie Schou (1888-1942).

Ikonografi

Foto.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig