Mikkel van Groningen, Mikkel Grønningen, levede 1598, billedskærer. Navnet kendes kun af en indskrift på den lille altertavle i Kristrup kirke ved Randers som blev udført 22.5.-18.8.1598 af "Mikkel van Grønningen, nu boende i Hornslet ved Rosenholm". Det er sandsynligt at han har været nær beslægtet med Gert v. men noget bevis herfor kan ikke gives, og hans værker kan kun efterspores ved deres ligheder med Kristruptavlens nederlandske renæssanceformer, ypperlige kartoucheornamentik og sirligt elegante relieffer med fint indridsede underskrifter. Bosat i Hornslet må v.G. sikkert have været herregårdssnedker, og både på Rosenholm og på Jørgen Rosenkrantz' anden hovedgård er der da også bevaret værker i denne stil; ypperst er det berømte skab på Skaføgård, i sin art det største og pragtfuldeste møbel i hele Nordeuropa. Et enkelt relief findes i Randers museum. Prædikestolen i Århus domkirke (1588) synes at være hans første, epitafier i Hornslet (1607) og Hammel (1610) hans sidste større arbejder.

Bibliografi

Chr. Axel Jensen: Danm.s snedkere og billedsnidere 1536-1660 1911 68-73. Danm.s kirker. Tisted amt I, 1940 44f; Århus amt II, 1972 556-62.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig