Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Lorentz Jørgensen

Oprindelige forfattere BBoeg og CAxJe
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Lorentz Jørgensen, Lorentz Jories, før 1644-1681, billedskærer. J., hvis familieforhold ikke er kendte, stammede sikkert fra Sydslesvig eller Holsten. På Holmstrup kirkes prædikestol kalder han sig L. Jories, og skønt der heller ikke findes arkivalske oplysninger om hans læretid viser hans stil at han må have fået sin uddannelse i Hans Gudewerth den yngres værksted i Eckernförde. Ungdomsarbejder fra 1644 er forskelligt inventar i kirker i Langeland (Stoense, Fuglsbølle, Tranekær) samt formentlig et epitafium i Nakskov (1646). Sidstnævnte har dog også været tilskrevet Gudewerth, ligesom det stadig er genstand for diskussion hvem af de to der er ophavsmand til det ejendommelige gitter ved Borkvard Ruds gravkapel i Halsted på Lolland. Da hans arbejdsgiver på Langeland, lensmanden Christoffer Urne, 1645 fra Tranekær forflyttedes til Dragsholm må J. være fulgt med ham, og bosat i eller ved Holbæk har han i de følgende 35 år leveret en mængde inventar til sjællandske kirker, især landsbykirker på Holbækegnen. 1671 nævnes han som "billedhugger paa Kvandløse" syd for byen, og endnu 1681 ejede han en gård her. Kun enkelte af hans arbejder har fundet vej til Fyn og Nørrejylland, men den "kunstrige Alterbygger" har skåret de store altertavler i Kalundborg (1650), Køge (1652) og Helsingør Olai kirke (1662–65) samt prædikestolen i Næstved Skt. Peders kirke (1671) og epitafier til Holmens kirke, Kbh. Blandt hans mindre arbejder er også enkelte gravsten. Som kunstner er J. ikke så hjertevindende som den samtidige Næstved-mester Abel Schrøder; hans figurer kan være træede og stive og hans kompositioner og ornamenter mærkeligt stabile. Endnu i sine seneste arbejder (1678–79) holdt han troligt fast ved den elegante, dekorative Gudewerthske bruskbarok som han mestrede med stor sikkerhed og teknisk virtuositet.

Bibliografi

Chr. Axel Jensen i Fra Holbæk amt, 1910 5–20. Samme: Snedkere og billedsnidere, 1911 102–08. Samme i Fra arkiv og museum V, 1914 549f; sst. 2. ser. I, 1917 72–77. Willers Jessen: Hans Gudewerth und die Eckernforder Bildschnitzerschule, Eckernförde 1931 158– 61. Alb. Thomsen: Holbæk købstads hist. I, 1936–37. E. Redlefsen i Nordelbingen XXVIII-XXIX, Heide in Holstein 1960 96 100 104. Danm.s kirker, passim.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birgitte B. Johannsen, Chr. Axel Jensen: Lorentz Jørgensen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292354