Vilhelm Bissen, Christian Gottlieb Vilhelm Bissen, 5.8.1836-20.4.1913, billedhugger. Født i Kbh. (Frue), død sst., urne på Bispebjerg krematoriums kgd. Sekstensytten år gammel fik B. lov at begynde i faderens atelier hvor han fik sin væsentlige uddannelse. Febr. 1853 blev han indskrevet i akademiets 1. frihåndsklasse, og 1856 vandt han den lille sølvmedalje for en modelfigur, men okt. n.å. rejste han til Rom hvor faderen til stadighed havde et atelier stående for – fraset kortere besøg i Kbh. – at blive der indtil 1863. Fra Italien hjemsendte han 1859 sin første offentlige debut, springvandsfiguren en Dreng der trykker paa en Vinsæk. Den vakte opmærksomhed og indbragte ham Neuhausens præmie. På bestilling af Alfred Hage rejste han jan. 1861 til Caprera for at modellere Garibaldi (buste og portrætstatuette i Glyptoteket). Megen ære høstede han også med statuen Den gamle Kong Ægeus, siddende paa en Klippe, spejdende efter Skibet, med hvilket hans Søn Theseus ventes tilbage der udførtes i Rom, og 1866 modtog han halvdelen af Eibeschütz' præmie for statuen Noah. S.å. tog han til Carrara for at studere marmorteknik. To mindre rejsestipendier fra akademiet, 1866 og 1867 og Anckers legat, 1867 tillod ham at blive i Italien til faderens død hjemkaldte ham 1868. På en senere rejse til Paris satte han sig ind i bronzestøbning. B. fulgte i begyndelsen ganske i faderens fodspor og fortsatte dermed endnu et tiår efter hans død. Ægeusstatuen har nære paralleller i den ældre B.s værk. Betegnende nok har enkelte arbejder (fx hans tidligste værk Merkur som Dreng danner Slangestaven der udstilledes 1877, og hvoraf marmoreksemplarer findes i Glyptoteket og Hirschsprungs samling) tilknytning til den idylliske folkelivsgenre der hos den ældre B. og J. A. Jerichau står som en videreudvikling fra Thorvaldsen. Efter faderen overtog B. dennes værksted og store virksomhed. Ikke blot måtte han fuldende rytterstatuen af Frederik VII ved Christiansborg (han modellerede på egen hånd hesten efter faderens skitse), men han gik således ind i faderens arbejde at han til offentlige monumenter leverede forstørrelser efter hans originalmodeller (fx A. S. Ørsteds statue og L. N. Hvidts buste, begge i Ørstedsparken; H. N. Clausens og Madvigs buster på Frue plads og Høyens i kunstmuseets portal). Til støtte for denne virksomhed oprettede han på Frbg. et støberi der ikke blot udførte hans egne arbejder som Frederik VII's rytterstatue, men også påtog sig opgaver for andre kunstnere, bl.a. Bergsliens rytterstatue af Carl XIV Johan til Oslo.

For den offentlige bevidsthed gled B. naturligt ind i faderens anseelse som en kunstner der var selvskreven til officielle bestillinger. Fra hans atelier udgik en række monumenter der kunstnerisk set i lige linie fortsætter faderens værk. Ham skyldes statuerne af grev C. E. Frijs på Frijsenborg (rejst af grevskabets beboere 1874), C. C. Hall i Søndermarken, afsløret 1890, Grundtvig foran Marmorkirken, opstillet 1894, N. W. Gade, siden 1954 i Østre anlæg, afsløret 1897 på Skt. Annæ plads, Holberg i Sorø akademis have, afsløret 1898, Christian IV i Nyboder, afsløret 1900, Carl Jacobsen på Carlsberg Bryggeri og af faderen foran kunstmuseet, opstillet 1901. Endvidere leverede han busterne af A. D. Jørgensen foran Landsarkivet på Jagtvejen, rejst 1901, Christian IX i Skive kommunale anlæg, afsløret 1908, af H. G. Zeuthen, C. Christiansen og N. G. Steenberg i Polyteknisk læreanstalt, af Japetus Steenstrup på Frue plads og Carl Ploug ved Studenterforeningen. Han var i det hele taget en søgt portrætbilledhugger; blandt hans modeller findes Henrik Ibsen, Rom 1868, Georg Brandes og Niels Finsen. Han modellerede også storkene til det af maleren Edv. Petersen komponerede, i sin tid meget omstridte Storkespringvand på Amagertorv og Athene-gruppen over Blegdams-hospitalets hovedindgang, opstillet 1879, og udførte frontonrelieffet til Landmandsbanken samt altertavler til Allerslev og Gurreby kirker og nogle relieffer til Skt. Johannes- og Matthæus-kirkerne i Kbh.

Blot som sin faders elev og fortsætter ville B. ikke have indtaget den plads og den rang han har i dansk kunsthistorie. Omkring 1880 skete der imidlertid et gennembrud hos ham hvorved han under indtryk af den samtidige franske kunst tog skridtet over i den nye tid, naturalismen. Blandt de officielle bestillinger har dette sat sig spor i reliefferne af Saxo og Tyge Brahe på Det kgl. biblioteks facade mod Christiansgade og håndværkerreliefferne i Industriforeningens portal hvor han brød med klassicismens strenge reliefstil til fordel for renæssancens perspektiviske behandling (til Industriforeningen leverede B. tillige gesimsfigurerne, derimellem Tubal Kain, opstillet i bronze ved Polyteknisk læreanstalt). Det gælder også hans største værk Absalons rytterstatue på Højbro plads, afsløret 1902 (af Absalon havde B. modelleret en kolossal gipsstatue til kunst- og industriudstillingen 1872, nu opstillet i Domhusets forhal, og den forgyldte kobberfigur på Kbh.s rådhus' facade, afsløret 1901, blev drevet efter hans model). Men B.s egentlige hovedværker blev dels statuerne af dronning Caroline Amalie i Rosenborg have, afsløret 1896 og En Dame, 1891 (marmor, kunstmuseet), dels en række unge kvindeskikkelser Danaide, modelleret 1880, (marmor, Glyptoteket), Vasemalerske, 1888, (marmor) der nåede stor popularitet og udbredtes i små gengivelser, Jægerinden 1890, (bronze), Atalanta overvunden i Væddeløbet med Hippomenes, udst. 1893, (marmor) (de tre sidstnævnte i kunstmuseet) samt Ynglingen til Hest der opstilledes 1903 på Ny Carlsbergfondets bekostning på Vester boulevard ved Langebro.

Disse arbejder betegner et fuldkomment brud med den Thorvaldsenske klassicisme; her tages konsekvensen af den udvikling der umærkeligt foregår inden for Thorvaldsens egen produktion og videreføres i den ældre Bissens og Jerichaus. Statuen af damen der iført tidens karakteristiske modedragt samler sin kjole for at gå Over Gaden i daarligt Føre er et hverdagsbillede, en miljøskildring fra dagliglivet, fint og lunerigt fortalt med virkelighedens individuelle småtræk. Stofferne i hendes dragt er illuderende gengivet og marmorbehandlingen lagt an derefter. Over for de nøgne modeller opgives klassicismens idealisering til fordel for den tilfældige virkelighed og naturens individuelle smådetaljer selv om B. til dels fastholder formens plastiske volumen, og ansigterne udføres med en malerisk vekselvirkning af lys og skygge der er klassicismen ganske fremmed. Rækkevidden af det skridt som B. således tog bliver iøjnefaldende når man ser udviklingslinien fra Thorvaldsens fyrstinde Bariatinska over den ældre B.s siddende statue af hans hustru Emilie til sønnens modedame. Det fik afgørende betydning fordi B. ligesom faderen opdrog en række elever i sit værksted – flere af den naturalistiske generations bedste navne findes iblandt dem. Men bruddet føltes ikke stærkt, og naturalismen i dansk skulptur bevarede meget af Thorvaldsens rolige mådehold og harmoniske rytmesans. Hvis man kan se disse hovedværker for sig, fjernede fra den store værkstedsdrift og bestillingernes vrimmel bliver B.s personlighed tydelig. Atalanta og den ridende yngling er vel dem, der siger mest om ham. Ligesom tøvende, fra et stille dyb har her udkrystalliseret sig en fint kultiveret ånd. Den ytrer sig i en sprød, musikalsk ynde, gennem en bevægelses-rytme og en stemning der ligner en udklingende tone, svagt hørlig og dog gennemtrængende for det følsomme sind. Fra Atalantas venstre fod som forlegent drejer let om på siden rejser sig en spændt rytme op til hovedet som hun vender bort i undselighed. Rytterstatuens hest er dårligt modelleret. Men drengens græske ungdommelighed og hestens rappe småbevægelser giver et kompleks af stemning og rytmik som er født af en udsøgt begavelse, og som i sit væsen står i pagt med antikken på en helt anden måde end Thorvaldsen. Det hører med til billedet af denne personlighed at han holdt af dyr og havde sine intellektuelle glæder ved at iagttage deres færd. Allerede fra de tidlige år faldt det ham let at give disse oplevelser plastisk form i statuetter som blev højt værdsatte (Romersk Tyr, Stangende Gedebuk, Elefant, adskillige af katte).

Med fremgangen i B.s virksomhed fulgte den der hører det officielle kunstnerliv til. Febr. 1871 valgtes han til medlem af kunstakademiet, marts 1887 til medlem af akademirådet. Han beklædte posterne som professor i billedhuggerkunst (efter Carl Peters) okt. 1889-okt. 1908, Akademiets direktør 1902–05, dets vicedirektør 1905 og atter direktør (i Otto Baches sted) 1906–08, medlem af gallerikommissionen (i Jul. Langes sted) 1897–1901 og af Charlottenborg-udstillingens komité 1888–90,1893–99. B. deltog i Charlottenborgs forårsudstilling 37 gange 1857–1913; desuden i verdensudstillingerne i London 1862, Paris 1867, 1889, Chicago 1893 (medalje), den internationalejubilæums-kunstudstilling i Berlin 1891 (guldmedalje af 2. klasse), kunst- og industriudstillingen i Kbh. 1872, de skandinaviske udstillinger sst. 1883 og 1888, Rådhusudstillingen 1901. Arbejder af ham findes i kunstmuseet, Glyptoteket, Hirschsprungs samling, på Fr.borg, i museerne i Ålborg, Århus, Maribo, Randers, Varde samt Fyns stiftsmuseum i Odense.

Familie

Forældre: billedhugger H. V. B. (1798–1868) og Emilie Hedevig Møller (1808–50). Gift 1. gang 12.9.1861 i Lyngby med Johanne (Hanne) Vilhelmine Michelsen, født 13.2.1836 i Nakskov, død 29.7.1862 i Rom, d. af kateket, senere sognepræst og provst Marcus Christian Vilhelm M. (1804–55) og Frederikke Vilhelmine Faber (1810–91, gift 2. gang 1840 med konsul Alfred Hage, 1803–72). Gift 2. gang 16.10.1867 i Kbh. (Helligg.) med Anna Vilhelmine Bruun, født 24.3.1830 i Kbh. (Holmens), død 30.12.1905 sst., d. af premierløjtnant, senere kommandørkaptajn Palle Christian B. (1796–1855) og Elisabeth Crone (1801–82).

Ikonografi

Statuette af H. V. Bissen, 1837 (Glyptoteket). Mal. af A. Kiichler, 1842. Mal. af Constantin Hansen ca. 1855 og tegn. af H. Olrik, 1859 (begge Fr.borg). Buste af H. V. Bissen, 1862 (St.mus). Mal. af Marstrand bl.a. 1864. Mal. af R. Bissen, 1865. Træsnit 1873 og 1885. Tegn. af H. Olrik, 1880 (Hirschsprung). Mal. af O. Haslund 1885 og 1889. Afbildet på mal. af Krøyer, 1887 (Nasjonalgalleriet, Oslo, gentagelse, Hirschsprung). Pastel af Krøyer, 1888. Afbildet på sammes mal. af aftenselskab på Ny Carlsberg, 1888. Træsnit af G. Pauli, 1888. Buste af L. Brandstrup, 1892. Mal. af Edv. Bentzen, 1893 og af Jul. Paulsen, 1898 (udstillingsfonden, Charlottenborg). Tegn. af Alfred Schmidt, 1900 og 1902 (Klods-Hans). Relief af Ingeborg Plockross Irminger, 1901. Træsnit af A. Bork, 1902 efter foto. Afbildet på V. Johansens mal. af et akademirådsmøde 1904 (St.mus.). Statuette af Adda Bonfils, 1910 og af Rasmus Andersen, 1910 (Fr.borg). Tegn. af A. Paulsen, af B. Olsen og af Tom Petersen. Foto. Relief af Fr. Hammeleff, 1892 (udstillingsfonden, Charlottenborg).

Bibliografi

Fortegnelse over H. V. B.s og Vilh. B.s efterladte arbejder, auktion 23.2.1915. – Charlotte Christensen i Medd. fra Ny Carlsberg Glypt., 1974 59–78 (med breve). – N. L. Høyen i III. tid. 3.5.1863. Ph. Weilbach sst. 15.4.1866. M. Galschiøt sst. 7.10.1888. Carl Hartmann sst. 9.8.1896. Jul. Lange: Billedkunst, 1884. Vilh. Bergsøe: Eventyr i udlandet, 1905 208–10. Francis Beckett og F. Hendriksen: Kbh.s rådhus, 1908. Sigurd Müller m.fl. i Berl. tid. 21. og 22.4.1913. N. Lutzhøft i Politiken 22.4. s.å. København 22. og 26.4. s.å. Th. Faaborg i Nationaltid. 21.4. s.å. Francis Beckett i 111. tid. 11.5. s.å. P. Johansen i Kunstakad. årsberetn. 1913–14, 1914 15–17. Oscar Bloch: H. V. B. og hans hjem, 1927. Johannes V. Jensen: Form og sjæl, 1931. O. Mackeprang i Hist. medd. f. Kbh., 1954 109. – Papirer i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig