Sonja Ferlov Mancoba, Sonja Ida Ferlov Mancoba, 1.11.1911-17.12.1984, billedhugger. Sonja Ferlov Mancoba blev uddannet som maler, var elev af Bizzie Høyer 1930-32 og gik på kunstakademiet 1933-35. Hun debuterede som billedhugger på Kunstnernes efterårsudstilling 1935 med to gipsskulpturer Fugl med Unge og To levende væsener. Hendes kunstneriske miljø var fra midten af 1930'erne de abstrakt-surrealistiske kunstnere omkring Linien: Vilhelm Bjerke-Petersen, Ejler Bille og Richard Mortensen. Hendes malerier og tegninger gik meget langt i deres abstraktion sammenlignet med de billeder der skabtes i samtidens danske kunst. De tidlige skulptur-assemblager af grene og lignende (objets trouvés) er beslægtede med dadaistiske skulpturer af Hans Arp og Kurt Schwitters. 1936 udstilledes bl.a. skulpturen Uglen på Kunstnernes efterårsudstilling (senere destrueret af Sonja Ferlov Mancoba). 1937 optoges hun i gruppen Linien.

Hun bosatte sig 1937 i Paris hvor hun stiftede personligt bekendtskab med Alberto Giacometti og Max Ernst samt med den sydafrikanske kunstner Ernest Mancoba der 1942 blev hendes mand. Den ikke-europæiske kunst havde allerede i Danmark haft hendes interesse, og i Paris studerede hun den på Musée de l'Homme. Under hele krigen der tilbragtes i Frankrig hvor Ernest Mancoba var interneret i en krigsfangelejr, arbejdede Sonja Ferlov Mancoba med én stor skulptur (eks. i Statens museum for kunst). Sonja Ferlov Mancoba var i Danmark 1947-51 og var bl.a. gæsteudstiller på Linien II og Høstudstillingen 1948 (medlem 1949). Fra 1952 var Sonja Ferlov Mancoba påny bosat i Frankrig. 1969 blev hun medlem af Den frie udstilling.

Sonja Ferlov Mancobas skulpturer er næsten altid organiske med zoomorfe eller antropomorfe træk, bortset fra en konstruktivistisk periode omkring 1948. Sonja Ferlov Mancoba er repræsenteret på Aarhus kunstmuseum, Holstebro kunstmuseum, Den kgl. kobberstiksamling, Louisiana, Brandts, Moderna Museet, Stockholm, Silkeborg kunstmuseum, Statens museum for kunst og hos Statens kunstfond. Tildelt det Ancherske legat 1970. Tagea Brandts rejselegat 1971. Statens kunstfonds statsydelse fra 1964. Thorvaldsenmedaljen 1971. Niels Larsen-Stevns-medaljen 1977.

Familie

Sonja Ferlov Mancoba blev født i København; begravet på Assistens kirkegård, København.

Forældre: fabrikant Niels Ejnar Jørgensen Ferlov (1871-1934) og Minna Emilie Caroline Osten (1883-1942). Gift juni 1942 i Paris med maler Ernest Methuen Mancoba, født 29. 8.1910 i Johannesburg, Sydafrika, s. af minearbejder Irvine M. og Florence Mangangana.

Bibliografi

S. F. ved Chr. Dotremont, 1950 = Cobrabibl. l.ser. IX. S. F.M. med tekst af R. Dahlmann Olsen, 1971 = Vor tids kunst LXXII (m. bibliografi). S. F.M. En retrospektiv udstilling. Kat. ved Troels Andersen, Kunstforen. 1977. – Ejler Bille i Helhesten II, 1942-44 5f. Troels Andersen i Signum II, 1962 nr. 3 42-52. Samme: S. F.M., 1979. Gunnar Jespersen: De abstrakte, 1967. Samme: Cobra, 1974.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig