Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Simon Carl Stanley

Oprindelig forfatter BrGr
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Simon Carl Stanley, 12.12.1703-17.2.1761, billedhugger. Født i KM. (Frue), død sst. (Fred.ty.), begravet sst. (Fred. ty. k.s kapel). S. hvis far var englænder af fødsel havde tidligt fået lyst til billedskærerhåndværket og kom ca. 1718 i lære hos J. C. Sturmberg i Kbh. Til dennes epitafium over Otto Krabbe (Roskilde domkirke) udførte S. ca. 1720 de to engle på topstykket, ligesom han medvirkede ved stukarbejder (lofter) på Fredensborg 1720–22. Efter Sturmbergs død drog han udenlands, først til Tyskland, senere til Holland hvor han et års tid var elev hos billedhuggeren Jan van Luchtern i Amsterdam. 1727 tog han til England og fik arbejde hos de to nederlandske billedhuggere Laurent Delvaux og Peter Scheemackers (II); sidstnævnte havde arbejdet fire år hos Sturmberg og S. kan således have kendt ham i forvejen. I de følgende henved 20 år var han beskæftiget med mangeartede opgaver, stukdekorationer og gravmæler og opnåede efterhånden en vis anseelse som selvstændig kunstner. Af arbejder skal nævnes stukudsmykninger på Compton Place, Eastbourne, 1728–29; Langley Park, Norfolk, ca. 1740; i Radcliff Camera, Oxford, 1744; Oakover, Staffordshire, og Kirtlington, Oxfordshire, 1745, samt gravmæler over Thomas Maynard i Hoxne, Suffolk, 1742, Humphry Smith i Ely, ca. 1744 og William Maynard, Essex, 1746. Gennem en udtalelse af en værkstedskammerat hos Scheemackers, den danskfødte billedhugger Asmus Frauen, erfarer vi at S. 1739 havde ytret ønske om at få arbejde hos L.-A. le Clerc i Kbh., men dog ikke ansøgt direkte; 1743 gentog han sit ønske over for en dansk søofficer der var i England i tjenstligt ærinde. Atter i Kbh. omtalte officeren S. for sin foresatte med den tilføjelse at den danske kunstner "besad stor habilité i det engelske bilthuggeris profession". Dette blev refereret til Christian VI og resulterede i et smigrende tilbud om ansættelse ved Holmens billedhuggerværksted, løfte om med ventepenge engang at skulle overtage Just Wiedewelts embede som mesterbilledhugger samt tilsagn om rejsepenge. S. accepterede, men kom dog først til Kbh. i nov. 1746 efter kongens død. Frederik V modtog ham venligt og overlod ham en marmorblok for at han kunne vise sin færdighed; heraf huggede S. gruppen Vertumnus, Pomona og Amorça. 1749 (kunstmuseet) der tilfredsstillede kongen i den grad at han bestilte en pendant Venus, Adonis og Amor ca. 1750 (Fredensborg). Han har dog næppe fået at vide at begge grupper var kopier efter arbejder af S.s tidligere principaler i England. – S. kom hurtigt i gang i sit virke som flådebilledhugger, 1747 tegnede han gallionsfigurer og anden dekoration til skibene Fyen og Nordstjernen, men derefter synes der at have været en længere pause i bestillingerne; udsmykningen af Fredericus Quintus, 1752, af Møen, 1753 og af Cronprintzen, 1756 udførte han i samarbejde med Just Wiedewelt og endelig var han som mesterbilledhugger ansvarlig for dekorationerne på Dannemark, 1757 og Jylland, 1760. Holmens værksted beskæftigede mange svende og S. fik ved siden af tid til at påtage sig mange forskelligartede opgaver både for kongen og for private kunder. Af de vigtigste kan nævnes: gravmæle for Urban Bruun (Sorterup kirke), 1751; Ganymedes og ørnen, 1752 (medlems-stykke til akademiet, gipsekspl. i kunstmuseet); ramme med figurer til C. G. Pilos portræt af Frederik V (Valdemars slot), s.å.; udsmykning på Lindencrones palæ i Kbh. (heraf syv relieffer bevaret), 1753–54; gravmæler over Tycho de Hofman (Nebsager kirke) og over Jochum Lichtenhjelm (Horsens klosterkirke), begge 1754; Diana, kopi efter figur af G. Grupello (Fredensborg), 1751–56; stol for akademiets præces (Charlottenborg), 1755; udsmykning i Christianskirken, 1756–59; udskårne trofæer (efter N.-H. Jardins tegninger) i spisesalen i Moltkes palæ, Amalienborg, 1757; Claus Reventlows sarkofag i Katharinenkirche i Lübeck, s.å.; dronning Margrete og Knud den Store (Ledreborg), 1759; gravmæle for familien Juulson (Lynderup kirke) og figur forestillende Ceres (Fredensborg), 1760; tegning til sarkofag til hertug Friederich Carl af Plön, kisten stod ufuldført i S.s værksted ved hans død, men blev hugget færdig af hans medhjælpere (gravkælder i slottet i Plön). S. var blevet frimurer i England og optoges i den danske loge Zorobabel 1747. 1752 blev han medlem af det første kunstakademi og professor ved samme; fra 1754 til sin død var han professor ved akademiet på Charlottenborg. 1755 fik han titel af kgl. hofbilledhugger. Takket være sine mange bestillinger og hverv blev han økonomisk ganske velstillet og kunne 1755 opføre sit eget hus, Overgaden oven vandet nr. 6 (stærkt ombygget), hvis engelske præg gør det klart at han har haft en væsentlig andel i udformningen, ligesom han antagelig har tegnet de nu forsvundne stukdekorationer i interiørerne. Som billedhugger var han kun lidet original, adskillige af hans figurer og grupper var kopieret efter andre kunstneres arbejder, det gælder også hans modeller til fajancefabrikken i Kastrup. Heller ikke i sine gravmæler var han nyskabende, men sammenstillede stilelementer fra senbarokken med detaljer i ren rokoko. I skibsudsmykningen var det S. der indførte rokoko-ornamentikken. Som billedskærer var han fremragende, den store figursmykkede maleriramme på Valdemars slot og trofæerne i A. G. Moltkes spisesal er udført med sandt mesterskab. Ved siden af at passe de to værksteder, flådens og sit private samt sit professorat, der medførte undervisningspligt, havde den alsidigt begavede kunstner overskud til at dyrke andre musiske sysler. Fra engelsk oversatte han H. Fieldings Historie om Joseph Andrews og hans Vens Hr. Abraham Adams Eventyr I-II. 1749, Ph. Doddridges Den sande Gudsfrygtigheds Begyndelse og Fremgang udi et Menniskes Siæl, 1753, Edw. Moores Fabler for det smukke Kiøn, 1760 og R. Steeles De oprigtige Elskere, der opførtes på teatret første gang 1761, efter S.s død. Derudover virkede han aktivt i "Det musikalske selskab" og i sin frimurerloge.

Familie

Forældre: grenadér, muligt senere køllertmager Jacob S. og Kirsten Simonsdatter. Gift 1. gang 21.5.1730 i Eastbourne, Sussex, med Anna Allen. Gift 2. gang 2.8.1737 i London med Magdalene Margrethe Lindemann, født ca. 1716, død 21.7.1763 i Kbh. (Fred. ty.), d. af en præst i Hannover. – Far til Carl Frederik S.

Ikonografi

Mal. af J. G. Eccardt (kunstakad., Kbh.).

Annonce

Bibliografi

Hans de Hofman: Fundationer II, 1756 166f. A. F. Büsching: Nachrichten III, 1757 193–99. Aug. Hennings: Essai historique sur les arts ..., 1778 79f. Victor P. Christensen i Kunstmuseets årsskr. II, 1915 129–31 og VI, 1919 95–100. V. Slomann sst. 1933–34 98–113. Chr. Elling: Amalienborg interiører, 1945 58. Katharine A. Esdaile: English church monuments, London, N.Y. 1946. C. G. Schultz: S. og hans gård, 1955 = Medd. fra foren, til gamle bygn.s bevaring 7.r.III. Bredo Grandjean i Fornvännen, Sth. 1957 191 f. Jan Steenberg: Fredensborg slot, 1969 183. Tove Clemmensen: Mobler af N. H. Jardin ..., 1973 256f. Geoffrey W. Beard: Décorative plasterwork in Great Britain, London 1975 58 246. H. C. Bjerg og John Erichsen: Danske orlogsskibe, 1980 114f.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bredo L. Grandjean: Simon Carl Stanley i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 16. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297737