Siegfried Wagner, 13.4.1874-1.8.1952, billedhugger. Født i Hamburg, død i Lyngby, begravet sst. (Sorgenfri kgd.). W.s uddannelse begyndte traditionelt med Teknisk skole og kunstakademiets billedhuggerskole hvor han gik 1889-96. Derefter arbejdede han en tid for Vilhelm Bissen. Helt afgørende for hans videre løbebane blev imidlertid hans ansættelse 1898 på Bing & Grøndahl som medhjælp for J. F. Willumsen som allerede da var blevet kunstnerisk leder på fabrikken, en disposition som gav lykkelige resultater for dansk kunstindustri i det hele taget, foruden en Grand prix på verdensudstillingen i Paris 1900. Inden for det kunstindustrielle område fortsatte W. snart efter hos Mogens Ballin i et andet kunstnerisk frodigt miljø. 1900-02 deltog han nemlig i opbygningen og ledelsen af dennes tinsmedje som producerede mindre brugsgenstande i en særpræget artistisk skønvirkestil hvortil W. bidrog med adskillige arbejder. Eksempler findes på Kunstindustrimuseet. Derefter blev han kunstnerisk leder af Tvermoes & Abrahamsons lysekronefabrik. -Det var dog Willumsen der var blevet bestemmende for W.s udvikling, både åndeligt og kunstnerisk, og den skulptur han skabte resten af sit liv står i gæld til ham. Dette blev første gang åbenbart med kolossalbusten af hustruen, udstillet 1900. I begyndelsen af århundredet udførte han en del gravmonumenter, mange til Mosaisk kirkegård. Med udkastet til Livets brønd, udstillet 1904, i en rendyrket symbolistisk-ekspressionistisk udtryksform viser han evne og ambition om at arbejde i den store stil, men bestillinger af denne størrelsesorden udeblev. I sin videre produktion fastholdt W. dog sin karakteristiske pågående og monumentale ekspressionisme hvorimod emnerne efterhånden bliver mere ligetil, fx hans dyreskulpturer som ofte indeholder et dramatisk element, Stær som haler regnorm op af jorden (1904 s.m. Olga Wagner, Kunstindustrimuseet). Mange af dem vidner tillige om hans interesse for nærorientalsk old-tidskunst som han studerede på talrige rejser til middelhavslandene sammen med hustruen, med hvem han levede i et også fagligt fællesskab. W. udførte også portrætbuster', hvoraf kunstmuseet ejer to: Niels Skovgaard, 1923 (bronze) og Johannes V. Jensen, 1933 (bronze). Fra hans seneste år stammer busten af Henri Nathansen opstillet 1950 i foyeren på Det kgl. teater. W. fortsatte i øvrigt livet igennem med at eksperimentere inden for det dekorative.
Skønvirkestilen og ekspressionismen havde kun en kort popularitet herhjemme og var resten af W.s levetid stærkt forkætrede. I betragtning af den stædighed hvormed W. altid forfægtede sin ungdoms idealer kan det derfor ikke undre, at han følte sig isoleret i kunstlivet og også blev betragtet som en kontroversiel skikkelse, en skæbne som igen har parallel til Willumsen. Ikke desto mindre var han i alt fald til og med 20erne repræsenteret på officielle danske udstillinger her og i udlandet og har da også løst opgaver på bestilling fra det offentlige og Ny Carlsbergfondet, hvoriblandt kan nævnes en del relieffer til offentlige bygninger, en så kendt skulptur som Lurblæserne, 1914 (Rådhuspladsen, Kbh.), og monumentet over danske jøder omkommet i Theresienstadt som blev afsløret på Mosaisk vestre kirkegård 1946. Selv levede W. som flygtning i Sverige i de sidste besættelsesår.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.