Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Otto Evens

Oprindelig forfatter MeBod
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Otto Evens, Otto Frederik Theobald Evens, 16.2.1826-21.11.1895, billedhugger. Født i Kbh. (Trin.), død sst., begravet sst. (Ass.). E. blev som dreng sat i gørtlerlære i sin fars værksted og hos J. Dalhoff. Han kom ind på akademiet 1839 og blev i tyveårsalderen elev i H. V. Bissens atelier. På akademiet fik han 1846 den lille, 1849 den store sølvmedalje. 1851 vandt han den lille guldmedalje for Thetis bønfalder Vulkan om Vaaben til Achilles, og 1857 fik han efter flere forgæves forsøg den neuhausenske præmie for gruppen Moderkærlighed. 1856 opholdt E. sig et par måneder i Paris, var 1858-61 i Italien, særlig i Rom, som akademiets stipendiat og 1865 atter i Italien på det anckerske legat. -E. indtager ikke nogen fremskudt plads inden for dansk skulptur. Han var en stilfærdig mand, og hans arbejder bærer alle præg af hans naturlighed og blidhed. Det fine, stemningsfulde mindesmærke for Ewald og Wessel ved Trinitatis kirke (1879) er en god prøve på hvad han formåede i dekorativ henseende. E.s plastiske evne kom bedst til sin ret i de små lerskitser som viser en fin og inspireret opfattelse af motiverne. Hans statuetter er nøglen til hans kunst og udgør den vægtigste del af hans produktion. E. hørte til den gruppe af billedhuggere der med Bissen og H. E. Freund som lærere videreførte den thorvaldsenske klassicisme og formidlede dens gradvise overgang til naturalismen. Stemningen fra den thorvaldsenske "Idyl" bibeholdtes, men figurerne fik uvilkårligt et stærkere virkelighedspræg fordi de nu blev set som motiver i naturen. I statuettegruppen En Karl, der vander sin Hest (Statens museum, bronze 1853) hvor vandpytten og græsset er angivet på sokkelen har E. allerede sat sig ud over klassicismen og nærmet sig den naturalistiske miljøskildring. Af E.s offentlige monumenter kan nævnes statuen af Hieronymus uden for Marmorkirken, grupperne En Faun og en Satyr, 1850 i anlægget på Gammeltorv i Ålborg og En Fisker lærer en Drenge at spille paa Fløjte, 1861 på den åbne plads i St. Strandstræde, portrætmedaljonen af P. N. Sølling på Bombebøssens facade og monumenterne for Caroline Amalie, 1882 i Sorgenfri slotspark og Frederik VII på torvet i Give, 1868, i Næstved, 1870 og i Sorø, 1877. E. har skildret en række skikkelser fra Danmarkshistorien, bl.a. Saxo og Snorre, Herluf Trolle, Birgitte Gøye, Arild Hvidtfeldt, Griffenfeld og Niels Juel, samt udført portrætter af fremtrædende personligheder inden for sin samtid, bl.a. en statue af Eckersberg, 1865 (hos udstillingskomiteen på Charlottenborg), statuetter af Grundtvig, 1871, Marstrand, 1882, og Ingemann, 1887 og buster af D. G. Monrad, 1882, Edv. Lembcke, 1887, M. Goldschmidt, 1888 og P. O. Brøndsted, 1889. På Stat. mus., Hirschsprungs samling og Glyptoteket kan navnlig E.s statuettekunst studeres, og i provinsen er han repræsenteret på museerne i Ålborg, Århus, Maribo, Odense, Randers og Ribe. – E. vandt ikke megen anerkendelse i sin samtid, men opnåede dog 1871 at blive medlem af akademiet. Han førte et stille og tilbagetrukket liv og døde efter vennen Th. Steins skildring fattig og forglemt.

Familie

Forældre: gørtlermester Thomas Mandix E. (1791-1870) og Ane Margrethe Frederiksen (1790-1853). Ugift.

Ikonografi

Mal. af A. Dorph 1857 (Orebygård) og af V. Kyhn 1858

Annonce

(Fr.borg). Tegn. af H. Olrik 1859 (Fr.borg) og Carl Bloch (sst.). Buste af H. V. Bissen 1864 (St.mus.). Tegn. af F. Henningsen (St. mus.), mal. af samme. Tegn. af W. Marstrand.

Bibliografi

Ålborg stiftstid. 24.10.1957.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Bodelsen: Otto Evens i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 9. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289280