Olaf Stæhr-Nielsen, Olaf Christian Stæhr-Nielsen, ved dåben uden bindestreg, 25.9.1896-24.5.1969, billedhugger. Født på Frbg, død i Kbh. (Jac), begravet sst. (Vestre). S.-N. kom i ciselørlære hos Thyra Vieth 1914, blev svend med sølvmedalje 1917 og arbejdede hos Alfred Dragsted og Kay Bojesen, indtil han, efter forberedelse på Teknisk skole i Kbh. og på Frbg. tekniske skole under broderen, optoges i akademiets billedhuggerskole sept. 1918. Her gik han en årrække, i hvert fald til sommeren 1923. Han hørte til Einar Utzon-Franks første kuld elever. Allerede fra sine tidligste år, endnu før han kom til Utzon-Frank havde han, ligesom andre af sine jævnaldrende, en udpræget dekorativ manér. Den ses bl.a. i reliefferne til Frbg. domhus (1921), men han kæmpede sig ud af den med drengestatuen David, 1923, belønnet af akademiet med Eibeschutz' præmie. Selv om S.-N. har udført en del frie skulpturer, især statuetter og portrætter (buste af professor H. I. Hannover 1924 på Polyteknisk læreanstalt) viste det sig at det dekorative formsprog lå naturligt for ham. Han havde sit eget selvstændige greb om formen, meget lune og gratie i sin modellering og opfattelse af plastiske motiver. I samarbejde med arkitekter (Kaj Gottlob, S. C. Larsen, Tyge Hvass, Frits Schlegel, Aage Rafn) har han løst en mængde dekorative opgaver til bygninger og udstillinger i vidt forskellige materialer. Et speciale fandt han i relieffer, drevne i metalplade på fri hånd uden model (kobberporte til den danske pavillon på verdensudstillingen i Paris 1925 (efter Utzon-Franks udkast), til Søndermark krematorium og Frbg. tekniske skole; facade-relieffer i messing til Crome & Goldschmidt, Østergade, 1941). Hertil kommer arbejder i støbejern (port med støbte relieffer til Søndermark krematorium), træ (intarsiavæg til den danske sal i fredspaladset i Geneve, udsmykning med flade træ relieffer limet på trævæg i Dagmar, Alexandra og andre biografer), glasmosaik (Nørre Sundby rådhus), glasætsning. Til Saxbo stentøj har han modelleret både større og mindre figurlige arbejder (en lille dyrefigur i Stockholms nationalmuseum; facadefigur med byvåben, 1,30 m høj, til Nørresundby rådhus, 1939; ni væg-relieffer til Teknisk skole i Jul. Thomsensgade, 1938) og relieffer til byrådssalen i Køge, udført 1945–49 på bestilling af Ny Carlsbergfondet, Saxbo udførte desuden hans monument for Herlev kommune, Byparken, 1959. I brændtler har han udført aktuelle genrescener med grupper af småfigurer (Cykelbude, 1935; Seksdagesløb i Gaarden, 1938; Vintersport, 1942) foruden emblemet til hovedindgangen på Århus univ. 1949. S.-N. har desuden tegnet sølvtøj, bl.a. til hofjuvelererne A. Michelsen og Dragsted, og 1933 vandt han Magasin du Nords konkurrence om kvindefiguren til søjlen i Bremerholm som han derefter udførie. – S.-N. udstillede på Kunsternes efterårsudstilling 1919–32, Charlottenborgs forårsudstilling 1921–28, Den nye udstilling og Skulpturudstillingen 1933, Skulptur-udstillingerne 1935 og 1938, Vinterudstillingen 1942, verdensudstillingerne i Bruxelles 1935 (guldmedalje for modellerede facade-dekorationer til den danske pavillon), Paris 1937 (diplomé d'honneur for en fremstilling af blyants-fabrikation, udført i stentøj, til fabrikken Vikings stand) og New York 1939 og har for både Crome & Goldschmidt og Birger Christensen formgivet udstillingsmannequmer. S.-N. var til sine sidste år flittig og efterspurgt og har af større opgaver udført en hestebrønd for Hadsten kommune 1963–65. Fra 1924 virkede han som lærer ved Teknisk skoles kunsthåndværker-afdeling. – Hustruen Eva Stæhr-Nielsen blev allerede 1932 knyttet til Nathalie Krebs' virksomhed som formgiver og var gennem en lang årrække den der tegnede Saxbo keramiks kunstneriske profil.

Familie

Forældre: detailhandler, senere forvalter Rasmus Nielsen (1854–1928) og porcelænsmaler Augusta Olsen (1865–1940). Gift 1. gang 14.5.1927 på Frbg. med Else Helene Marie Jensen, født 10.5.1902 i Kbh. (Garn.), d. af oversergent Mads J. og Anna Christensen. Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 9.4.1935 i Kbh. (Jac.) med keramiker Eva Christiane Barfred Wilhjelm, født 30.6.1911 på Frbg., død 26.4.1976 i Kbh. (Jac), d. af direktør i Dansk rejsebureau Axel Fasting W. (1871–1956) og Emma (Effie) Sophie Barfred (1869–1947). – Bror til Erik S.-N.

Udnævnelser

R. 1967.

Ikonografi

Maske af Asta Lilbæk ca. 1933. Foto.

Bibliografi

Erik Lassen og Ole Wanscher: A. Michelsen og da. sølvsmedekunst, 1941. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig