Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kai Nielsen

Oprindelig forfatter SiSch

Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Kai Nielsen, 26.11.1882-2.11.1924, billedhugger. Født i Svendborg, død på Frbg., begravet i Kbh. (Vestre). Kai Nielsen blev efter konfirmationen sat i lære hos malermester Johannes Voss i sin fødeby, gik på teknisk skole sst. og blev svend 1901. Hans første beskæftigelse med kunst var malerier (landskaber og portrætter), og han vedblev at male figur-studier fra tid til anden hele sit liv, men da skolen oprettede et kursus i modellering under ledelse af Edvard Eriksen, der for øvrigt blev Kai Nielsens lærer i skyggetegningsklassen, meldte han sig og fik "første Gang Ler mellem Fingrene". Efteråret 1901 tog han til Kbh. hvor han i begyndelsen ernærede sig ved sit håndværk. Vinteren igennem forberedtes han hos brødrene G. og S. Vermehren til akademiet, optoges derefter i dettes skoler april 1902 og gik der om aftenen efterår 1902-forår 1906, bl.a. under C. Aarsleff. Senere søgte han dekorationsklassen under Joakim Skovgaard forårssemesteret 1912. Han debuterede på Kunstnernes efterårsudstilling 1903 med en legemsstor kvindestatue (Gryet), to buster og en skitse og udstillede i de følgende år på en udstilling maj 1904 hos Nordisk kunstudstilling på Amagertorv, Charlottenborg forårsudstilling 1904-07, Kunstnernes efterårsudstilling 1907-09, 1914, Den frie udstilling 1908-11, Ung dansk kunst dec.1910 og Grønningen 1915. Efter den tid fremførte han sine arbejder på egne udstillinger i Kunstforeningen maj 1916 og april 1922 (sammen med Jens Thirslund), Dansk kunsthandel forår 1918 (sammen med Albert Naur) og maj 1919, i Den frie udstilling 1920 (sammen med Naur) og det gamle glyptotek på Carlsberg i Valby nov.-dec.1923. For et stipendium fra akademiet rejste han først på høsten 1913 til Paris hvor han blev til foråret 1914. Fra Paris foretog han en udflugt til Firenze og Rom for at studere Michelangelo. Sommeren 1924 var han på en rejse til Paris og London.

Kai Nielsens tidligste skulpturarbejder viser den gængse akademiske naturalisme og siger ikke meget om de muligheder der lå bag dem. Foråret 1906 lærte han imidlertid Einar Utzon-Frank at kende på akademiets skole. De sluttede venskab, delte privat atelier et halvt års tid s.å. og studerede i fællesskab Auguste Rodin og C. Meunier på glyptoteket i Kbh. Fra denne venskabsperiode, der kun varede et par år, stammer Kai Nielsens første betydelige arbejder – bronzestatuen Gammel Mand, 1906 (Fåborg museum) og bronzestatuetten En blind Almuepige, 1906-07 (glyptoteket). I dem bryder hans evner igennem. Det er sandsynligt at det var Utzon-Frank der vakte det plastiske instinkt hos ham og bibragte ham den indstilling til plastikkens problemer som han snart efter udviklede på sin egen måde. Det personlige gennembrud indtræder hos Kai Nielsen med statuerne Nøgen, kalksten, 1908 (kunstmuseet) og Marmorpigen, 1909 (Fåborg museum). Begge huggede han efter Rodins eksempel frit i stenen blot på grundlag af et lille udkast. Her klarer Kai Nielsen sig plastikkens hele væsen og virkemåde, til dels vejledt ved samtaler med Vilhelm Wanscher og ved dennes teoretiske udredninger. Tillige kommer hans sensuelle opfattelse til udtryk i al sin oprindelighed. Den præger hans iagttagelse af formen som aldrig fik finere nænsomhed end den har i Nøgen, og den bliver i Marmorpigen til fri digtning, hvor motivet hæves op over modelstudiet og fremtræder som symbol på slumrende erotisk drift. Marmorpigen betegner den fuldstændige frigørelse i hans udvikling. Ind imellem udførte Kai Nielsen mindre ting der endnu er naturalistiske karakterstudier over virkeligheden -statuetterne Paa Markprøve, 1908, Fornem Dame, der gnider sin Hofte med Kamferspiritus, 1909, som væsentlig blev til for den sensationelle titels skyld, 2½ Tomme x 2½ Tommer x 2½ Tomme; Billedhuggerlyrik, 1910 hvor lignende didaktiske hensyn gjorde sig gældende og marmorfiguren Liggende Barn, 1910 (kunstmuseet).

En række store offentlige og private opgaver gav ham imidlertid lejlighed til i de følgende år at arbejde sig frem til en monumentalstil og til dybtgående studier over monumental plastik, bl.a. materialets krav til modelleringen og lysets samspil med formen. Han foretrækker granit og kalksten. Da Joakim Skovgaard havde skaffet ham bestillingen på Thorvald Bindesbølls portrætherme 1909-10 (i basalt i kunstmuseets grønnegård, i granit foran kunstmuseet), huggede han den på stedet hvor den først var opstillet, for på den måde at bringe formen i overensstemmelse med omgivelserne og det lys hvorunder den skulle ses. Ligeledes i granit udførtes i samarbejde med Kaare Klint mindestenen for polarforskerne L. Mylius Erichsen, Jørgen Brønlund og N.P. Høeg Hagen (rejst på Langelinje i Kbh. 1912), udsmykningen af Blågårds plads (1913– 15), Mads Rasmussens statue til Fåborg museum (1912-14) og statuen Granittøsen 1915, (Fåborg museum; et forarbejde i kalksten 1910 under titlen En lille Pige, der trækker Uldtrøjen af). På Blågårds plads, hvor han samarbejdede med arkitekt Ivar Bentsen, måtte skulpturen formes efter ledende arkitektoniske synspunkter. Modellerne til udsmykningens atten figurgrupper blev til under opholdet i Paris, men også dem huggede han færdig på stedet. Disse bestræbelser i monumental retning kulminerede i Mads Rasmussens statue. Den er nøje stemt ind i det af Carl Petersen planlagte kuppelrum, spænder rummet op med sin formfylde og bevarer midt i opgavens arkitektoniske bundethed et overdådigt humør i sin karakteristik af manden. Det andet materiale, kalksten, anvendte Kai Nielsen til statuen Pigebarn, der piller Tæer siddende, 1910-11 (kunstmuseet), Ymerbrønden på torvet i Fåborg, 1913-15 og gruppen Vorherre puster Liv i Eva, 1914 (kunstmuseet) som i grunden er et frirelief i kæmpeformat. Kalkstenen tillod med sine krav om en mere summarisk modellering og større helhed i figurernes bevægelse en friere udfoldelse af hans formopfattelse. Den siddende kvindestatue hører til dem hvor hans plastiske fornemmelse virker mest umiddelbar, hans patos – den søvndrukne lidelse i lemmernes mødige stræk -finest følt. Vorherregruppen, hvori inspiration fra såvel javansk kunst gør sig gældende, er – således som han selv har forklaret den – en dramatisk-plastisk fremstilling af lysets kamp med formen og blev i sin formbehandling udgangspunkt for en række senere arbejder.

Annonce

Gennem privatudstillinger søgte Kai Nielsen 1915-16 at vinde indpas i Norge og Sverige. Han skabte sig i disse lande en position der virkede tilbage på hans anseelse hjemme, og fik mange bestillinger. Navnlig udførte han til skibsreder A. F. Klaveness i Oslo bronzegruppen Zeus og Jo i overnaturlig størrelse, 1918-20 og i marmor statuerne Venus med Æblet, 1918-20 (et eksemplar i bronze i Enghaveparken i Kbh.) og Vandmoderen, 1920 (marmoreksemplar i glyptoteket). Et fremtrædende træk er det, at han nu slapper sine skarpe krav til materialet. Han kunne benytte metal og sten i flæng – statuen To Søstre, 1916 lod han fx fremstille både i bronze, slebet granit (Nasjonalgalleriet i Oslo) og marmor – og han tog også det nye materiale "metallisk cement" i brug. Der kom et opsving i hans produktivitet, ikke mindst hvad statuetter angår. Her i det lille format lagde han ingen bånd på sine indfald. Blandt statuetterne findes erotiske grotesker -dristige stillingsmotiver og formfantasier – som måske er det ejendommeligste og på sin vis stærkeste udtryk for hans plastiske begavelse (Askepot, 1914; Susanne i Badet, Prinsessen paa Ærten, begge 1915; En fed lille Pige eller Det tabte Paradis, 1918). Andre kredser mere ligetil om den vegetative underbevidsthed hos kvinder og børn (Dovendyret, En lille Rippe, begge 1915) eller har en enkelt gang et erotisk motiv (Eva fristes af Slangen, 1916). Mange af dem udsendtes gennem Dansk kunsthandel, hvortil Kai Nielsen omkring 1918 ligefrem var kontraktligt knyttet mod et fast årligt honorar på 20 000 kr., således samlingerne Eventyrtræet, 1917 og Paris' Dom, 1919. Fra denne periode stammer Kai Nielsens tre betydeligste portrætter – malerne Niels Larsen Stevns og Ludv. Karsten, bokseren Dick Nelson (henholdsvis 1915, 1919 og 1918, kunstmuseet og glyptoteket). Af de store arbejder er Siddende Kvinde, 1917 (tidligere hos Klas Fåhræus i Stockholm) på tredelt plint og Leda med Svanen, 1918 (kunstmuseet) bygget over et trekantmotiv der varieres i en meget bunden komposition. Den stående kvindefigur Aarhuspigen, 1921 (Århus stadion) og den liggende Leda uden Svanen, 1920 (kunstmuseet) blev hans mest frigjorte skulpturværker. Bevægelse, form og følelse udgør en uløselig helhed, ligesom forløbet i et eneste åndedrag. Dette søgte han at føre videre i bredden til en storstilet episk patos i de monumentale grupper Jordens Tilblivelse og Menneskets Tilblivelse, begge 1923, til Studentergården i Kbh. (deponeret i glyptoteket) og i udkastet til søfartsmonumentet (bronze i glyptoteket), 1924, hans sidste arbejde. For så vidt nåede han også den virkning han ville, en massernes dramatik, udtryksfuld og let fattelig, men plastikkens indre struktur lykkedes det ham ikke at fastholde. I sine seneste år var han i øvrigt stærkt optaget af bestillinger på portrætbuster, både af voksne og børn.

Oprindelig var Kai Nielsen spinkel af vækst og ikke stærk, og han måtte i sin bedste tid kæmpe med den svaghed (mavesår) som han til sidst bukkede under for. Men af sind var han en kraftnatur. Han stræbte i de unge år energisk at styrke sin konstitution ved gymnastik og sport, og hans vitalitet var uimodståelig. Han charmerede sin samtid. Mere end nogen anden blev han dens populære kunstnergeni og enfant terrible. Alene ved sin personlighed og popularitet gjorde han billedhuggerkunsten aktuel i offentlighedens bevidsthed. Hans tidlige død vakte usædvanlig deltagelse. Johannes V. Jensen talte ved hans båre, unge billedhuggere ledsagede den med brændende fakler da han førtes til kapellet og hans jordfæstelse formede sig som en pompøs højtidelighed. Siden afholdtes to mindeudstillinger af hans værker, den første nov.1925 på Charlottenborg under stor interesse fra publikums side, den anden nov.1934 i generalkonsul Johan Hansens museumsbygning på Kastelsvej. Kai Nielsen, der i sin første vanskelige ungdom undertiden skrev kritikker og fortællinger til dagbladene for at tjene lidt penge (senere offentliggjordes nogle rejsefantasier i Tilskueren XXXII, 1915 II og XXXIV, 1917 I), har fremsat sit syn på skulptur i et par opsatser (Tilskueren XXXII, 1915 II Lidt om Skulptur; Kunst og Kultur VIII, 1920 Maximer) af hvilke den sidste giver betydningsfulde kommentarer til hans egne værker. Han arbejdede en del i forbindelse med den keramiske industri, udførte for Kbh.s fajancefabrik figurserierne I Skoven skulde være Gilde og Aftenselskabet (hhv. 1908 og 1910), for Bing & Grøndahl borddekorationerne Vinhøsten, 1912, Venus' Fødsel. 1913, Amfitrite, 1924 og et skakspil (1914), endvidere en del figurer til Kähler i Næstved. I udlandet er hans kunst officielt fremført på den internationale udstilling i Rom 1911, de danske udstillinger hos Liljevalch i Stockholm 1919, Brooklyn museum, USA, 1927, Oslo 1931, Amsterdam 1934, Riga, Budapest og Warszawa 1936. Større samlinger af hans arbejder findes i Fåborg museum, kunstmuseet og glyptoteket; endvidere arbejder af ham i Nasjonalgalleriet i Oslo, Bergens museum, Nationalmuseum i Stockholm og museerne i Odense og Skagen.

Familie

Forældre: urmager Christen Nielsen (1854-1902) og Ane Marie Sofie Knudsen (1853-1907). Gift 1. gang 17.7.1907 i Store Magleby med Kathrine (Ketty) Mathilde Antonia Nielsen, født 4.6.1878 i Rudkøbing, død 8.1.1964 i Kbh., d. af skipper Hans Nielsen (Rask) (1811-83, gift 1. gang 1879 med Anna Cathrine Andersen, 1812-77) og Georgine Hansine Funch (1835-1911, gift 1. gang med sømand Rasmus Hansen). Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 29.7.1915 i Kbh. (Matth.) med Janna Lange Kielland Holm, født 10.4.1880 i Bergen, død 22.6.1932 på Frbg. (gift 1. gang 1908 med skuespiller, senere kontorchef Thorleif Brinck Lund, 1880-1956), d. af læge Danchert Krohn H. (1844-1905, gift 1. gang 1870 med Helene Christiane Falsen, 1846-75) og Axeliane Christine Zetlitz Kielland (1852-1913).

Ikonografi

Tegnet selvportræt ca.1900, malet ca.1901. Tegn. af Carl Fischer, 1906. Afbildet på tegn. af E. Utzon-Frank, 1908, og af H. E. Melchior ca.1910. Tegn. af Peter Hansen (kobberstiksaml.). Afbildet på sammes mal., 1911, af museumsindvielsen 1910 (Fåborg mus.) og på mal. af samme, 1913 (sst.) samt på andre mal. af samme. Mal. af A. Lofthus, 1915 (Fr.borg). "Kai N. Fantasi i mørk Rønne Granit" af Johs. Kragh udst. 1919. Dødsmaske (Fr.borg). Linoleumssnit af K. J. Almquist, 1933, efter fotografi. Foto.

Bibliografi

Udg. K. N. Et udv. af arbejder m. tekst af Alb. Naur, 1937 = Dansk kunst III.

Kilder. K. N.s optegn., udg. Poul Uttenreitter, i Tilskueren LII, 1935 II 371-78 450-58 (heri værkfortegn.). K. N.: Lidt om skulptur, udg. Haavard Rostrup, 1949 (heri breve).

Lit. Vilh. Wanscher i Gads da. mag. II, 1907-08 497f. Samme i Kunstbl., 1909-10 46f. Chr. Engelstoft i Tilskueren XXVII, 1910 I 533 4. Johs. V. Jensen i Politiken 28.3.1910. Poul Henningsen i Vor tid II, 1918 210-21. Johs. Kragh i Skønvirke V, 1919 1-14. Samme i Ord och bild XXX, Sth. 1921 449-57 og XXXIX, 1930 293-99. Frejlif Olsen i Ekstrabl. 3.11.1924. Rik. Magnussen i København s.d. Vilh. Wanscher i Politiken s.d. Sst. 4.11. og 7.11. s.å. samt 13.1. og 19.1.1925. Berl.tid. 3.11.1924. Johs. V. Jensen sst. 4.11.s.å. Sst. 7.1 l.s.å. K. N.s mindeudstill., Charlottenborg 1925. Chr. Engelstoft i Gads da.mag. XIX, 1925 23-32. Sig. Swane: K. N.s kunst, 1925. Poul Uttenreitter: K. N., 1925. Carl V. Petersen i Nord.t. for vetenskap, konst och industri ny ser. I, Sth. 1925 161-71 (optr. i forf.s Afhandl, og artikler om kunst, 1939 243-52). Vilh. Wanscher: K. N., udg. Kunstforen., 1926 (heri breve og artikler). Viet. P. Christensen i Skønvirke XII, 1926 119-26. Johs. V. Jensen: Form og sjæl, 1931 190-98. Sig. Schultz: Utzon Frank, 1932 = Vor tids kunst X 5-10. Pierre Vasseur i L'art et les artistes, Paris 1934 maj-nr. 253-58. Leo Swane i Berl.tid. 31.7.1934. Ekstrabl. 1.11. og 3.1 l.s.å. Haavard Rostrup i Tilskueren LV, 1938 I 334-41. Sig. Schultz i Danske i Paris, red. Fr. v. Jessen II, 1938. Else Kai Sass i Artes VIII, 1940 17-95. Edv. Eriksen i Nationaltid. 6.7.1940. Zakarias Jensen: Den ukendte K. N., 1941. Fritz Egeblad, M. Mikkelsen og Johs. V. Jensen: K. N. Snapshots, 1949. Henrik Hertig i Fynske minder I, 1951-53 127-34. Arne Brenna: Form og komposisjon i nord. granittskulptur, Oslo 1953 = Vigelandsmuseets skr. IV. Haavard Rostrup i Medd. fra Ny Carlsberg Glyptotek XXIII, 1966 14-44. Jens Fr. Nørbæk i Gårdbroderen. Studentergården 1923-73, 1973 48-60. Mikael Wivel: Blågårds plads, 1976 = Oplysningsforbundenes kunsttillæg.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Sigurd Schultz: Kai Nielsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 11. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294986