Johan Christoph Petzold

Johan Christoph Petzold, 6.10.1708-15.9.1762, billedhugger. Født i Wünschendorf i Sachsen, død i Schönfeld ved Dresden, begravet sst. If. August Hennings har P. fået sin uddannelse hos Balthasar Permoser i Dresden, hos Andreas Schlüter i Berlin og hos Georg Rafael Donner i Wien, selv nævner han i en skrivelse 1757 til kunstakademiet, at han i længere tid har besøgt akademiet i Wien. Hans virksomhed i Danmark falder i to perioder, 1739 – juli 1746 og okt. 1748 – marts 1757; i de mellemliggende to år arbejdede han ved byslottet i Potsdam. P.s første arbejder, et frontonrelief og en statue af Neptun på marinens hovedmagasin på Gammelholm (1739-40) gik tabt ved branden 1795; frontonrelieffet på Asiatisk Kompagnis hus, Strandgade 25 (1739) tilskrives ham og sikkert med rette, kartouchen mellem de siddende figurer, Neptun og Merkur, viser tydeligt hans skoling i Schlüters senbarokke dekorationsstil. 1742f udførte P. figurgrupperne m.m. på Marmorbroens pavilloner ved Christiansborg og 1744-45 to statuer af Neptun og Merkur til børsrampen (originalerne, nu i bymuseet, er erstattet af kopier). Af forsvundne haveskulpturer kan nævnes syv statuer på Hirschholm (1741) og tre på Frederiksdal ved Lyngby (1745). Efter sin tilbagekomst fra Berlin udførte P. skulpturer på balustraden over Christiansborgs hovedportal (1749-50), ødelagt ved branden 1794, men hans mest omfattende indsats faldt i begyndelsen af 1750'erne med hele facadeudsmykningen af A. G. Moltkes palæ på Amalienborg med statuer, barnegrupper, trofæer, festoner og vaser samt relieffer over døre og vinduer og samtidig gavlrelieffer og anden dekorativ skulptur til Frederiks hospital, det nuværende kunstindustrimuseum. På Moltkes palæ har P. arbejdet efter Nicolai Eigtveds disposition og franske ornamentstik i ren pariserrokoko. Af skulpturudsmykningen på hospitalet skal især relieffet over indgangen fra Bredgade, Den barmhjertige samaritan, fremhæves som et velkomponeret og smukt arbejde. En så omfattende virksomhed har krævet adskillige medhjælpere, ikke mindst når man tager i betragtning at P. fra 1751 tillige var professor ved kunstakademiet hvor han både underviste og restaurerede samlingen af gipsafstøbninger. Sit medlemsstykke, Herkules som baglæns kaster sig på bålet (ikke bevaret), afleverede han først 1756; året før fik han titel af hofbilledhugger. Da J.-F. Saly 1754 blev akademiets direktør må P. have erkendt at et nyt stilskifte var forestående, og selv om han ingenlunde stod fremmed over for nyantikken foretrak han efter et par år at opgive sit professorat; 1757 forlod han Kbh. og slog sig ned i Altona.