Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jean Gauguin

Oprindelig forfatter SiSch
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Jean Gauguin, Jean René Gauguin, 12.4.1881-21.4.1961, billedhugger. Født i Paris, død i Kbh., urne sst. (Vestre kgd.). G. levede i Danmark fra 1884 og fik indfødsret 12.5.1912. I sit 16. år sejlede han elleve måneder som frivillig lærling i marinen, gik så i snedkerlære, gjorde svendestykke 1903, rejste derpå udenlands og opholdt sig bl.a. i Athen 1903-05, Columbia 1905-06, Paris, Pyrenæerne og på Madeira 1909. Først 1910 kastede han sig over kunsten hvor han er autodidakt, bl.a. selvuddannet i ciselering og metalstøbning. Han begyndte på Den frie udstilling 1911 (forår og efterår) med nogle træarbejder og kom igen n.å. med bronzer. Derefter udstillede han på Charlottenborg 1914, 1916-17, 1919-21, 1923, Kunstnernes efterårsudstilling 1920-21, 1923, men især knyttedes hans navn til Grønningen, og her har han udstillet regelmæssigt siden 1921. Hans gennembrud faldt på Grønningens første udstilling 1915 hvis mærkeligste oplevelse blev en anselig samling bronze-statuetter fra G.s hånd, groteske dansemænd og kentaurer, jockeyer i spring over galoperende heste, siddende piger, tigre, aber, brilleslanger. Denne produktion befordredes kraftigt gennem den af ingeniør Johannes Rump stiftede Dansk Kunsthandel og udvidedes med en vrimmel af dyrefigurer (pukkeltyr, antiloper) i stærk bevægelse og plastisk set paradoksale stillinger. Det var iagttagelser over bevægelse – øjebliksbilleder – eller balance-studier, men fostrede i en frodig fantasi og krydrede af et grotesk lune med et eksotisk anstrøg. Tillige havde disse ting fået en yderst raffineret udførelse ved hjælp af usædvanlige forgyldninger og patineringsmetoder som G. til dels selv havde eksperimenteret sig til. Denne stoflige interesse og søgen efter særegne virkninger præger i det hele taget G.s arbejde, således hans valg af sjældne træsorter, hans behandling af hårde stenarter (Carl Holsøes buste i sort marmor, kunstmuseet) og ikke mindst hans keramik. Lejlighedsvis påtog han sig opgaver i plastikkens gængse teknik. På efterårsudstillingen 1921 kom Bokseren, et hovedværk inden for den samtidige kreds, ikke nogen sportsskildring, men egentlig et øjebliksbillede i kolossalt format af en vred mand (originaleksemplaret i blandet gips og cement; på kunstmuseet desværre støbt i bronze og dermed svækket i form). I almindelighed behøvede G. dog det mellemspil som teknikken og de overraskende muligheder giver, og derfor blev keramikken hans foretrukne område efter en studierejse (Anckers legat for 1921) til Gmunden hvis resultater udstilledes på Grønningen 1922 (figurer og relieffer i tinglasur-fajence). 1923 ansattes han hos Bing & Grøndahl hvis førende kunstner han siden var. Her kunne han give sin ustyrlige fantasi frit løb i figurer og grupper med ofte voldsomme motiver og personligt præge de forskellige materialer fabrikken stillede til rådighed. En special stentøjsmasse, roche céramique, gjorde furore på Paris-udstillingen 1925 og medførte en række udenlandske museumsindkøb. Undertiden har han med genial intuition udnyttet materialets tekniskæstetiske muligheder (Næsehornsfugl, 1929), og i et par kolossalarbejder af porcelæn (Springvandsgruppe 1928 på Ordrupgård, i anlægget Kilden i Ålborg og i Tuileriehaven i Paris; Havhest 1932 i Kbh.s svømmehal) er der dristigt trukket veksler på fabrikkens ydeevne – de er alene ved deres størrelse keramisktekniske kraftpræstationer. Med undtagelse af en serie grupper i polykrom fajance er næsten alle G.s keramiske skulpturer originalværker. – En tid skar G. også træsnit af lige så særlig art som alt andet fra hans hånd. Akademiet valgte ham ind i sin plenarforsamling 1919, og 1922-28 sad han i akademirådet. Arbejder i Statens museum for kunst, Kunstindustrimuseet, Nationalmuseum i Stockholm, Nasjonalgalleriet i Oslo, Sévres-museet og mange andre udenlandske museer. I Kgl. teaters ny scene i Kbh. den såkaldte Radiogud.

Familie

Forældre: maler Paul Eugène Henri G. (1848-1903) og Mette Sofie Gad (1850-1920). Gift 1. gang 21.12.1913 med Clara Sophie Feddersen, født 30.9.1889 i Kbh. (Matth.), død 24.3.1966 i Gentofte, d. af læge Gustav F. (1844-1923) og Gottfrida (Frida) Lorentze Holmer (1862-1931). Ægteskabet opløst. Gift 2. gang april 1933 med Else Kirstine de Fine Licht, født 13.2.1903 i Vejle, d. af overlæge Henrik Vilhelm Christian de F. L. (1862-1929) og 1. hustru Inger Marie Nieuwenhuis (1871-1912). Ægteskabet opløst. Gift 3. gang 1935 med Hedvig (Sys) Poulsen, født 18.2.1909 på Frbg. (gift 1. gang med phil.dr. Matthias Nataniel Valmin, født 1898, gift 3. gang 1943 med redaktør Carsten Ib Nielsen, født 1908), død 11.2.1999, d. af museumsdirektør Frederik P. (1876-1950) og Ellen N. Ø. Møller (1885-1979). Ægteskabet opløst.

Ikonografi

Tegn. og pastel af G. som barn af Paul Gauguin. Tegn. af Carl Jensen (bl.a. Fr.borg), bl.a. 1932. Tegn. af Otto Christensen, 1941 (Fr.borg). Tegn. af H. Bendix udst. 1955. Foto.

Annonce

Bibliografi

Interview i Gads da. mag. 1936 641-48. – Carl V. Petersen i Tilskueren, 1918 I 348-54 (optr. i forf.s Afhandl, og artikler, 1939). Berl. tid. 29.1.1918; sst. 21.12.1921, 15.4. og 3.12.1928. Gabriel Mourey i Art et décoration, Paris 1925 okt.nr. René Chavance sst. okt. 1927. Andr. Vinding i Politiken 26.5.1927. Sig. Schultz i Nyt t. for kunstindustri, 1930 27. Politikens magasin 17.1.1932. Asger E. Bremer: J. R. G. og hans arbejder, 1941.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Sigurd Schultz: Jean Gauguin i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 23. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289940