Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hermann Ernst Freund

Oprindelig forfatter VTh-U
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Hermann Ernst Freund, 15.10.1786-30.6.1840, billedhugger. Født i Uthlede ved Bremen, død i Kbh. (Frue), begravet sst. (Ass.). Oprindelig var det forældrenes mening at F. skulle uddannes til dyrlæge ved veterinærskolen i Hannover; men da broderen, der i en årrække havde stået i lære i Kbh. hos morbroderen klejnsmed v. Würden var på besøg i sit hjem fulgte F. i juni 1803 med ham tilbage. Han kom straks i lære hos morbroderen og blev svend i begyndelsen af 1806. Allerede i sin læretid havde han lagt sig efter at gravere, skære signeter og taget undervisning i tegning. 7.10.1805 kom han ind på kunstakademiets ornamentskole, senere i frihåndsskolen, i marts 1809 i gipsskolen og n.å. i modelskolen. 1810-11 vandt han begge sølvmedaljerne. Under sin akademitid oplevede F. englændernes angreb på Kbh., og, skønt tysker, stod han ganske på Danmarks side og indtrådte i aktiv krigstjeneste; da en indkaldelsesordre til fransk krigstjeneste få år senere svævede over hans hoved søgte han dansk indfødsret og fik den bevilget 1811.

Den begyndelse F. allerede tidligere havde gjort under Johs. Conradsens vejledning som gravør og stempelskærer fortsatte og udviklede han yderligere efter at Conradsen 1810 var blevet ansat ved Mønten. Efterhånden var F. alene herved i stand til at tjene så meget at han kunne bruge resten af sin tid til at tilfredsstille sin store kundskabstrang og til videre uddannelse som kunstner. Denne overgang fra håndværket til kunsten blev udadtil vanskelig for ham. Formående folk som møntdirektør Warberg eller over-bygningsdirektøren C. F. Hansen forstod ikke at en almindelig smedesvend kunne have høje mål og for disses skyld kaste vrag på sikre indkomster. Dette krænkede i høj grad den alvorligt stræbende, men samtidig stærkt selvfølende F. og bragte ham i en skæv stilling særlig til den efterhånden almægtige C. F. Hansen; det skaffede ham livet igennem mange bitre timer, thi det var hans pinligt retsindige væsen imod kraftigt at træde op mod begået uret, han bøjede hovedet og tav; man må beundre at bitterheden ikke slog stærkere igennem hos ham, så meget mere som C. F. Hansen både dengang og senere ramte ham føleligt i økonomisk henseende. Sin uddannelse som billedhugger på akademiet fortsatte F. nu med iver, men i begyndelsen uden synderligt held. Han deltog uden resultat i guldmedalje-konkursen 1811, vandt 1813 den mindre medalje, konkurrerede 1816 til den store som han dog først vandt 1817. Samtidig havde han dog på egen hånd udført forskellige arbejder og fik flere af disse udstillet på Charlottenborg, således 1813 relieffet Sapphoog 1815 figuren Eurydike. Man begyndte nu også så småt at anvende F. til offentlige hverv; således blev han 1813 sendt til Kongsberg på Møntens vegne. Jonas Collin (1776-1861), hans aldrig svigtende beskytter, skaffede ham 1815 bestilling på reversen af kroningsmedaljen for Frederik VI. Den blev ganske vist uddelt ved anledningen, men blev derefter kasseret, og i anden omgang foretrak man S. A. Jacobsons. 1816 fik F. overdraget efter en tilsendt tegning af Thorvaldsen at udføre en stor skitse til frontonen på råd- og domhuset. Først efter F.s død blev den af hans elev G. Borup udført i hel størrelse, men anvendtes nu til Christiansborg.

Som en forberedelse til konkursen om den store guldmedalje udførte F. 1816 et stort relief af Klagen over Hektors Lig. Dets usikkerhed i reliefbehandlingen og ubehændighed i kompositionen synes at retfærdiggøre akademiets forkastelse af andre os nu ubekendte relieffer, men det er interessant idet man tydeligt mærker 1700-tallets tradition (gennem læreren N. Dajon) og ikke mindst den kunstner som for den ganske unge akademielev har haft uhyre betydning, N. A. Abildgaard. Endelig ved konkursen 1817 havde F. lykken med sig og vandt den store guldmedalje for relieffet Abraham, der lader Hagar og Ismael fare. I reliefbehandlingen er der også en betydelig fremgang fra klagen over Hektors lig, og de to grupper i hvilke kompositionen falder er hver for sig smukke. En særlig ynde er der over Hagars figur længst til venstre.

Annonce

Nu stod vejen til det forjættede land Italien F. åben, og han stræbte at komme af sted jo før jo hellere. Han var jo langtfra helt ung længer og ved sine ivrige studier i den antikke mytologi velforberedt til et Romophold. 3.12.1817 drog han af sted, besøgte på udrejsen forældrene i Uthlede og tog derpå til Berlin hvor han opholdt sig i længere tid hos broderen Christian og modellerede hans buste foruden en smuk lille portrætmedaljon af den charmerende 35-årige fru von Zscok der efter hans egen udtalelse "med søsterlig Omhu og Venlighed tog sig af mig, og hvis Minde stedse vil blive mig dyrebar og kjær". Han studerede ivrigt på sin rejse arkitektur og billedhuggerkunst. I Magdeburg var han utilfreds med huses og kirkers "fransk fordærvet gotisk Stil", Potsdam beundrede han derimod og omtaler i Berlin arbejder af J. G. Schadow og Chr. Rauch. Videre gik rejsen i begyndelsen af marts 1818 over Dresden til Wien hvor han så værker af Schadow og Antonio Canova, derfra over Venezia og Firenze til Siena. Det er bemærkelsesværdigt at F. studerede renæssancens kunst og i Firenze med begejstring så på Michelangelo. Desuden interesserede det ham naturligt stærkt hvad han traf på sin vej af antikker eller afstøbninger af sådanne.

Sidst i april var F. nået til Rom, fyldt af forventning og ærbødighed over for alt det nye han skulle se og opleve, og kom straks i de bedste hænder, nemlig Thorvaldsens. Han havde anbefalingsskrivelser fra formående folk som professor Kruse, P. O. Brøndsted o.a. Flere skrivelser til Thorvaldsen om F. kom kort efter; selv prins Christian Frederik havde i april skrevet til ham at F. snart ville være i Rom, og at man håbede under hans vejledning "engang at see en duelig Kunstner udi denne unge talentfulde Mand". Mesteren tog mod F. på sin åbne og vennesæle måde, lod ham straks få adgang til sine værksteder og optog ham da baron Schubart der havde været hans gæst, rejste i dec. s.å. som sin husfælle. Indtil da boede F. sammen med maleren J. L. Lund. Fra nu af og næsten til han 1827 forlod Rom var F. nær knyttet til Thorvaldsen der ikke kunne få nogen pålideligere yngre kunstfælle. F. opofrede sig ganske for Thorvaldsen, i den grad, at han nu og da følte at det gik ud over ham selv. Det nære forhold til en så stor kunstner havde både sine lyse og mørke sider – snart følte F. det som en kraftig medbør der bragte ham frem; til andre tider som en afgjort hæmning, ja, han frygtede ligefrem for sin selvstændighed – også i økonomisk henseende – som kunstner. Hvis han blev nødt til at arbejde for dagløn hos Thorvaldsen "da maa jeg" skrev han sidst i 1820, "binde mit lille, men kraftige Fartøj til Thorvaldsens store Skude og lade drive – hvorhen og hvortil, det maa Gud vide, og jeg udholder det vel næppe ...

Da F. i løbet af nogle måneder efter sin ankomst til Rom var blevet lidt fortroligere med forholdene tog han fat på at arbejde. Hans første værk i Rom var en ungpigefigur Chloë (Uskyldigheden, der opklækker et Lam kaldte han den selv), et lidt vel idyllisk og upersonligt arbejde. Den modelleredes i sommeren 1818, var færdig i sept. og bestiltes senere udført i marmor, men fuldførtes først efter kunstnerens død af brorsønnen C. F. Den gik til grunde ved Christiansborgs brand. F.s tanker vendte sig nu mere og mere mod en stor opgave som han afgjort mente var betroet ham hjemmefra inden afrejsen: udførelsen af tolv apostle til C. F. Hansens Frue kirke. At F.s opfattelse var rigtig synes uomtvisteligt. Han begyndte på småskitser, men besluttede sig til ikke at forsømme sin tekniske uddannelse og ville derfor først lære sig marmorhugningen ved at udføre to buster han havde modelleret af sine venner, B. S. Ingemann og maleren C. A. Jensen. Ingemanns buste (1820) er et skønt arbejde, sympatisk og intim i karakteristik, fast i sin form og gedigen i sin selvlærte marmorteknik der vakte selv Thorvaldsens beundring. F. tog derefter for alvor fat på apostlene, gjorde skitser til flere af dem i en femtedels størrelse og udførte i vinteren 1819-20 Thaddæus i fuld størrelse, 85 tommer høj.

Netop på dette tidspunkt indtraf dog en for F. skæbnesvanger begivenhed. Thorvaldsen var 1819-20 på besøg i Danmark mens F. "paapassende og tro som en Lænkehund" havde tilsyn med hans værksteder; men i Danmark fik man den tanke at Thorvaldsen skulle overtage hele udsmykningen af Frue kirke – også F.s apostle. Thorvaldsen var nu ikke den mand der ville tage brødet ud af munden på yngre kunstfæller og betingede derfor F. andet arbejde til erstatning da han i og for sig selv havde lyst til opgaven; helt afgjort blev sagen dog ikke før Thorvaldsen igen var i Rom. F. var naturligt skuffet derover, men tog det dog i begyndelsen nogenlunde roligt som en bytten gårde. Han fik til gengæld overdraget at udføre de fire evangelister til Slotskirken og adskillige figurer til Christiansborg. Sikkert har det også hjulpet ham at prinsen på dette tidspunkt var i Rom. Han interesserede sig meget for F., ville hjemme se at bevare apostlene som F.s bestilling og lod ham udføre forskelligt for sig, bl.a. den Eurydike som F. havde modelleret 1815, men som da styrtede sammen. Mest skuffet var F. dog sikkert i sin kunstneriske ærgerrighed og selvstændighedstrang. Han ville gerne have et område hvor han kunne arbejde frit som Thorvaldsens jævnbyrdige, og mente at have fundet dette i de religiøse motiver som Thorvaldsen ikke hidtil havde dyrket. Men nu skød Thorvaldsen netop her uventet frem og passerede målet før F. Når dertil kom at slots-bygningskommissionen og C. F. Hansen nok gjorde bestillinger hos F., men ikke, hvad han havde ventet, betalte ham derfor, og at prinsen vel skaffede ham forlængelse af stipendiet og gjorde nogle private bestillinger som dog honoreredes lavt og med besværlighed, så blev forholdene vanskeligere og vanskeligere for F., og bitterheden over fratagelsen af apostelfigurerne øgedes med de voksende vanskeligheder og udviklede sig med årene til et rent kompleks af følelse af forfølgelse og forurettelse. Vel blev der gjort F. uret af C. F. Hansen, men en uvildig eftertid må indrømme at den kunstneriske enhed i Frue kirkes udsmykning var en så afgjort vinding at den berettigede til at fratage F. apostlene når han blot på en honnet måde blev holdt skadesløs både i kunstnerisk og økonomisk henseende. Af de fire evangelister til Slotskirken blev kun Lucas fuldført (1822-24) og afleveret hvorefter C. F. Hansen under et intetsigende påskud "henlagde" den; først efter F.s død blev den opstillet.

Inden F. var begyndt på evangelisterne havde han udført et par andre arbejder. Et smukt lille Gravmæle over Pastor Estrup til Skt. Mortens kirke i Randers fuldførtes i begyndelsen af 1821, og i løbet af sommeren s.å. modellerede han til slotstrappen på Christiansborg en stående Merkur, en spinkel og slank skikkelse skabt over indtrykket af antikke Hermesstatuer, men uden disses faste statiske opbygning. Dette arbejde vakte nogen opmærksomhed i kunstnerkredse, og Thorvaldsen anbefalede prinsen at lade F. udføre den i marmor i stedet for Eurydike. Dette blev bifaldet, men aldrig realiseret. Modellen ejes nu af Statens museum for kunst. Det følgende forår (1822) havde F. taget fat på et Gravmæle over Etatsraad J. B. Scavenius; det fuldførtes først 1824 og opstilledes på Holtug kirkegård. Det er F.s første arbejde af den type der senere skulle beskæftige ham meget, og hvor han nåede frem til en simpel skønhed og alvor som ingen efter ham har overgået. Smukke enkeltheder til trods nåede kunstneren dog ikke i Scavenius' gravmæle en komposition af så stor ligevægt og ro som i sine senere gravmonumenter.

I tiden 1810-20 stod der en livlig strid om den nordiske mytologis brugbarhed i kunsten. Som et kunstnerisk-litterært indlæg af afgørende betydning forelå i juni 1819 Oehlenschlägers Nordens guder, og umiddelbart efter afbestillingen af apostelfigurerne til Frue kirke henledte Collin F.s opmærksomhed på dette emne. "Konstens Mark er vid og stor. – Tror De f.eks. ikke, at der i den nordiske Mythologi vare Emner, der lode sig give i en ædel stor og skjøn Fremstilling?", skrev han 31.10.1820 til F. og i løbet af vinteren fik han udskrevet en konkurrence i den bildende kunst herom; i juni 1821 indbød man F. til at deltage. Afleveringsfristen for deltagerne var 1.5.1822. F. greb til med begærlighed. Instinktivt har han sikkert følt at her var et område hvor han kunne kappes med Thorvaldsen. Ved festen på skydebanen 15.10.1819 havde Oehlenschläger i sin hyldest tilråbt Thorvaldsen: "Tænk imellem paa Nordens gamle Gudeskare, paa de første herlige Forestillinger af et Folk, fra hvem Du stammer". Taarerne trillede ned ad den letbevægelige kunstners kinder, og man troede i hans øjne at læse et tilsagn; men i virkeligheden lå sagen Thorvaldsen fjern, og egentlig beskæftigede han sig kun én gang med et nordisk mytologisk motiv, nemlig da han 1839, som storkorsridder, skulle udføre sit våbenskjold til Fr.borg slotskirke; han tænkte sig da i dette at anbringe en Thor med sin hammer.

Des ivrigere arbejdede derimod F.; i vinteren 1821-22 modellerede han skitser til en række gudefigurer fra den nordiske mytologi: Odin, Freja, Thor, Balder, Ydun samt relieffet: Mimer og Balder raadspørger Nornerne. Disse figurer, der udførtes i brændtler, tænkte kunstneren sig anbragt på trappen på Christiansborg slot. Da han selv var ganske hjælpeløs som tegner, fik han tyskeren D. W. Lindau til at udføre de tegninger som han sendte hjem ved konkurrencetidens udløb. På grundlag af disse vandt han den første pris for billedhuggere. Og han fortjente den sandelig også. Hans brændtlerskitser er desværre ikke bevaret, men gipseksemplarer af Odin og Loke findes nu i Glyptoteket og er hver for sig meget betydelige værker: den majestætisk tronende, vidtskuende Odin i uforstyrrelig ro og den rastløse, listende Loke, der hvisler sin ondskab ud i verden, er begge fortrinlige i opfattelse og karakteristik. F.s fantasi har her et mægtigt vingevang, og hans plastiske form er så selvstændig og ubundet at Thorvaldsen over for denne mandige kunstneriske tale synes en reserveret akademisk veltalenhedslærer.

Arbejdet med disse figurer har virket befriende på F., og da de blev vel modtaget hjemme gik han videre på samme bane idet han planlagde en stor frise der skulle fortælle "om Guders Færd mod Jætter, om deres lange Tvist og Kiærligheds Idrætter, om Asa-Lokes List". Det var dog navnlig den voldsomme og dramatiske side af Oehlenschlägers programlinier som F. ville skildre, og hans plan antog store dimensioner. Det skulle være en frise til Christiansborg der i størrelse overgik Thorvaldsens Aleksanderfrise. Han arbejdede i begyndelsen i længere tid med tegninger til den, først på et langt senere tidspunkt begyndte han at modellere. Den omtales i breve fra nov. 1822, og i dec. s.å. tilbød F. gennem Collin slotsbygningskommissionen frisen til Christiansborg. I marts svarede denne gennem Collin at man kunne tænke sig frisen anvendt i parolsalen, og at man ønskede at se tegninger af den. At man valgte parolsalen måtte betyde en væsentlig reduktion af F.s plan, og det virkede så forstemmende på ham at han i år og dag ganske tav om denne sag. Da Collin trængte ind på ham skrev han i febr. 1824 et langt brev til denne hvor han heller ikke gav noget bestemt svar, udtrykte sin mistillid til forholdene hjemme og til slotskommissionen i særdeleshed, men dog helt lagde sagen i Collins hånd. Denne foreslog nu kommissionen at understøtte F. så han kunne modellere sin tegnede komposition op, men kommissionen afviste spørgsmålet om understøttelse som sig uvedkommende.

Man ønskede på dette tidspunkt fra alle sider F. hjem for at overtage den professorplads ved akademiet der var blevet ledig ved N. Dajons død 1823. "De bliver jo for Tiden den eneste Billedhugger, vi besidde", skrev i febr. 1825 prins Christian Frederik til F. der allerede i et tidligere brev var blevet ligefrem presset af prinsen. Man havde stærkt brug for F. men denne følte sig friere i Rom og ville med tidligere erfaringer in mente have sikkerhed for sin eksistens hjemme. Denne skyttegravskrig mellem parterne gik til sidst F. på nerverne, og da han i maj 1825 var ved at opgive det hele tilbød Thorvaldsen ham at arbejde for sig. Dette tilbud gjorde egentlig kun ondt værre. F. følte sin kunstnerselvstændighed truet og krænket på det dybeste. Så hellere rejse hjem på lykke og fromme, prisgivet slotskommissionens nåde.

Imidlertid havde F. af prinsen fået en indtrængende anmodning om i sommeren 1825 at tage til Livorno for at lede indskibningen af en del af Thorvaldsens værker i den danske orlogsbrig St. Croix. F. benyttede lejligheden til at få nogle af sine egne arbejder med hjem, men oppebar først et par år efter 100 spd. for sin ulejlighed og sit udlæg som han selv anslog til 400 spd. Hjem rejste han dog ikke. Han arbejdede nu på den forandrede udgave af frisen Nordens Guder der indskrænkedes til opgøret mellem guder og jætter: Ragnarok. Han synes at være begyndt på modelleringen af frisen i halv størrelse omkring nytår 1825 og have afsluttet arbejdet halvandet år efter. Fire tegninger af frisen afsendte han sidst i febr. 1826 fra Rom til broderen i Altona der skulle sende dem til Collin. I skrivelse af 6.9. lod Collin dem gå videre til slotsbygningskommissionen der endelig 19.1.1827 bestilte frisen, når F. ville komme hjem og udføre arbejdet hjemme. Han måtte således til sidst bide i det sure æble, men forhastede sig dog ikke med at tiltræde hjemrejsen. Sammen med H. V. Bissen der 1824 var kommet til Rom foretog han i foråret 1827 en længe planlagt fodtur til Napoli, Herculanum, Pompeji og videre til Sicilien. Overalt studerede de med den største begejstring oldtidskunsten, navnlig vægmalerierne i Pompeji, og selv erhvervede F. sig da også under sit Italienophold en samling af antik småkunst: mønter, terracotter etc. som han senere førte med til Danmark. I juli var F. igen i Rom, men hans sidste halve år her blev lidet lysteligt. Skuffelsen over ikke at måtte udføre sin frise i marmor der hvor han følte sig hjemme var stor, og bittert følte han det da han frisk og fyldt med arbejdslyst kom tilbage fra turen til Syditalien at finde det værelse rømmet han omtrent siden sin ankomst havde beboet hos Thorvaldsen. Han tog det som et vink, lejede sig et værelse lige overfor og trak sig mere og mere tilbage fra Thorvaldsen, samtidig med at han fra prinsen og slotskommissionen fik indtrængende anmodning om i foråret 1828 at forestå hjemsendelsen af Thorvaldsens arbejder til Frue kirke.

21.12.1827 indskibede F. sig med sin kostbare last i Ostia og kom 4.1.1828 efter en farefuld sejlads til Livorno hvor omladning til et dansk handelsskib fandt sted. Man havde foreslået F. at følge med skibet; han ønskede dog ikke at komme hjem "som et Fad Sukker", men tværtimod på hjemrejsen til det sidste at lære og studere kunsten. Fra Livorno begav han sig på hjemrejsen der blev et langvarigt krydstogt gennem Europa. Turen gik først over Carrara til Firenze hvor han blev til de første dage af marts. Herfra skrev han til Thorvaldsen et afskedsbrev der lader F.s karakter vise sig fra den skønneste side. Han skjuler ikke at opholdet i Rom også har haft sine mørke sider, men uden bitterhed og på en mandig og værdig måde takker han Thorvaldsen for alt godt gennem årene i Rom. F.s breve til broderen har undertiden en vel eksalteret form der erindrer om hans tyske herkomst. Dette brev viser en indtagende, men nøgtern menneskelighed, så oprigtig at det gælder som et borgerbrev i det folk F. i sin ungdom havde valgt, og som han tjente med hæder til sin død. Over Milano, Nizza, Lyon gik han til fods til Paris og efter flere ugers ophold der over Strasbourg, Karlsruhe, München, Nürnberg, Dresden til Berlin. Atter drog han mod vest for at besøge slægten i Uthlede og Altona inden han over Lübeck, Slesvig, Fåborg atter drog mod Kbh. Efter at han, som han selv spøgefuldt skrev, af en bekendt var blevet taget "paa Slæbetog som et gi. romersk Vrag og boxeret ind ad Vesterport" i Kbh. blev han snart agreeret ved Kunstakademiet, 27.7.1829 optaget som medlem på en figur af den siddende Thor og i okt. s.å. udnævnt til professor. Hans medlemsstykke, en over-muskuløs, sammenbøjet Thor, hvilende hovedet på hammeren hører langtfra til hans bedre arbejder. Han tog nu fat på udførelsen af ragnarokfrisen i endelig størrelse, men ret snart gik arbejdet i stå. Grundene hertil var flere. Først og fremmest nok den at man nu ønskede at den skulle smykke en anden sal på slottet (andet marskaltaffel) end den den var bestilt til. Derved blev frisen en fremtedel længere, så der skulle tilkomponeres en del. Men en ikke uvæsentlig grund har det sikkert været at F. næppe længer fuldt troede på den særlige "nordiske Kunsf"s berettigelse, men som den græker han i virkeligheden var vendte tilbage til en ren klassisk form. Rejsen til Syditalien og Sicilien har sikkert gjort sit, og hans gode ven N. L. Høyen – den nordiske kunsts forkæmper – havde 1825 forladt Rom hvilket i dette spørgsmål sikkert ikke var uden betydning. Denne tilbagevenden mærkes i F.s kunst i den skønne bronzestatuette af Odin, modelleret og støbt endnu mens han var i Rom. Odin er ikke længer den fantasifulde nordiske gud med det gådefulde udtryk, men en venlig græsk Zeus.

1838 var noget af frisen bragt på plads i salen, andet stod færdigt i kunstnerens værksted. Ufuldendt var dog hele arbejdet ved F.s død 1840, så H. V. Bissen måtte tilføje det manglende. Midsommer 1841 var arbejdet endt. Frisen -ligesom det første modellerede eksemplar i halv størrelse – brændte med slottet 1884 og kendes nu kun gennem tegninger, særlig H. Olriks 1857 af Kunstforeningen udgivne. Som det interessante eksperiment i vor kunsts historie den var må tabet af den beklages. Efter tegningen synes den dog at have virket uroligt, ja på sine steder overlæsset, og at have forudsat en ikke ringe mytologisk viden hos beskueren, men først og fremmest synes den at have savnet en fast og rolig rytme som dens nærmeste forbillede Aleksanderfrisen – og bag den Parthenonfrisen – har.

Efter hjemkomsten havde F. fået anvist atelier og bolig på Materialgården samt en ikke ubetydelig sum til boligens istandsættelse og dekoration. Han tog selv denne sidste i sin hånd og fuldførte den helt i pompejansk stil, bistået af de unge malere Georg Hilker og Constantin Hansen. Også bohavet formede F. i smag hermed, idet han anvendte den antikke brugskunsts simpelhed som rettesnor. Håndværkeren i ham tillod ham særlig at benytte og vurdere hvad han i den retning havde set i Pompeji. Denne gennemførte dekoration vakte stor interesse og blev forløberen for større arbejder i denne art: Thorvaldsens museum, universitetet og Sorø akademi. – Hele resten af sit liv syslede F. med indretningen af sin bolig der navnlig efter hans giftermål 1835 var blevet ham meget kær. Det var hans da 28-årige kusine der blev hans hustru. Lige siden hun kun var et stort barn havde han interesseret sig for hende, og året før brylluppet havde han gengivet hendes træk i en buste der i udtryk og form var både naturlig og klassisk. I det hele var F. en fortræffelig portrætkunstner. Hans indgående og solide naturstudium og hans psykologiske sans borteliminerede ikke i for høj grad individualiteten for den klassiske holdnings skyld. Af hans andre buster er Kunstmuseets portræt af den tyske billedhugger Wagner et kraftigt, næsten brutalt arbejde, udført i Rom. Ejendommelig er skildringen af den gamle, sammenbidte overbygningsdirektør C. F. Hansen fra hvis side F. havde lidt så megen tort (1830-32, marmor, kunstakademiet), og smuk busten fra 1833 af vennen Jonas Collin; "det er et Hoved som om det var en Romers fra den gode Tid" skrev F. til broderen. I de senere år af sit liv fik F. en omfattende virksomhed med udførelsen af mindestøtter, mindesmærker og gravmæler. Han forstod for disse at finde en form hvor han ikke alene i ornamentikken, men også i opfattelsens simpelhed og inderlighed kom antikken nær på sin egen personlige måde. Af disse må særlig nævnes mindesmærkerne for K. L. Rahbek, 1833, for Biskop Münter, 1834 (Frue k.), Luther på Jægerspris, 1837 og professor Jens Møller, 1838 (Frue k.), blandt gravmælerne provst Brøndsteds (1832, Horsens), maleren Gebauers (1836, Århus) og kommandant Ohlrogges (1839, Helsingør). – Uden for dette område stilledes der kun F. få opgaver: en Døbefont af Marmor, 1837 (kirken i Fåborg), en interessant fronton fra 1832 med arbejdende halvnøgne blikkenslagersvende til Irgens' gård og endelig Drengen paa Svanen i bassinet i Rosenborg have, 1837. Endelig optog han sin gamle yndlingsvirksomhed, mønt- og medaljørarbejdet idet han udførte forskellige udkast som fx til reformationsmedaljen 1836 og medaljen for Christian VIIIs tronbestigelse.

Siden 1836 havde F.s helbred ladet en del tilbage at ønske. En hjertesvaghed, måske fremkaldt ved overanstrengelse på hjemrejsen, tog stærkt til. Han tænkte på at søge helbredelse i syden, men inden forholdene tillod det indhentede døden ham i det hjem han nylig havde skabt. – En rank og ægte personlighed gik bort med ham og som kunstner en mand der havde forstået at adle og mildne sin skarpe virkelighedssans og håndværkerdjærvhed ved den antikke kunsts mådehold og ro. Uden at eje Thorvaldsens lethed, sensibilitet og monumentale sans havde F. – hvad han bevidst higede efter – sit særegne mandige kunstnerpræg. Klassicismen i hans kunst bevarede stedse både alvor og kraft. De arbejder af F. hvis opbevaringssted ikke er nævnt ovenfor, findes i den store samling af originalmodeller som kunstnerens søn Victor F. skænkede kunstakademiet, og som dette har deponeret i Ny Carlsberg Glyptotek. – En brorsøn, Georg Christian Freund, født 7.2.1821, død 6.4.1900 kom 1836 til Kbh. for at uddannes under den store slægtnings vejledning. Efter dennes død blev han elev af H. V. Bissen. 1854-65 boede han mest i Rom. Efter hjemkomsten udførte han dels efter tegninger, dels efter hukommelsen, farbroderens ragnarokfrise der var blevet ødelagt ved Christiansborgs brand. R. 1898.

Familie

Forældre: kursmed, regimentsdyrlæge Julius Conrad F. (1753-1842) og Catharina Elisabeth v. Würden (1762-1821). Gift 4.6.1835 i Altona med Amalie Elisabeth v. Würden, født 17.5.1807 i Kbh. (Petri), død 18.11.1866 sst. (Frue), d. af klejnsmed, brandmajor Burchard v.W. (ca. 1766-1844) og Anneken Marie Sponem v. Holte (1774-1859).

Ikonografi

Mal. af C. A. Jensen, 1819 (St.mus.), gentagelse, stukket af Magnus Petersen, 1875, i træsnit 1876. Mal. af C. A. Jensen, 1820 (Fr.borg). Mal. af F. Flachner, 1820 (Århus kunstmus.). Tegn. af B. Thorvaldsen, 1824 (F.s skitsebog, kobberstiksaml.). Tegn. ca. 1825 (sst.).Tegnet i gruppe af E. Meyer, 1824, raderet af samme 1825. Måske på akvarel af D. W. Lindau, 1825 (Fr.borg). Afbildet på mal. af osteriscene af samme 1827. Buste af F. Pettrich ca.1826 (glyptoteket). Tegn. af G. J. Felsing, 1828. Tegn. af W. Bendz, 1829 (St.mus.). Tegn. af Eckersberg (sst.). Afbildet på tegn. af N. Simonsen af scene i Frue k. 1834. Mal. af C. A. Jensen, 1835 (glyptoteket), muligvis gentagelse 1845. Statuette af H. V. Bissen, 1837 (Hirschsprung). Tegn. af C. Købke, 1837 og 1838 (begge Hirschsprung), forarb. til mal. 1838 (kunstakad.). Tegn. af samme s.å. (kunstmus. i Sorø) og på mal. af samme s.å. (glyptoteket). Mal. af L. Aumont (Klintholm). Tegn. af J. L. Lund (St.mus.). Karikaturtegn, af P. C. Skovgaard (sst.). Dødsmaske (Fr.borg). Buste af H. V. Bissen, 1841 (St.mus., glyptoteket), relief på gravmæle af samme, 1843-44. Tegn. af P. C. Skovgaard, 1843, af scene i F.s hjem. Mal. på porcelæn af C. V. Balsgaard udst. 1843, efter C. A. Jensen. Afbildet på J. Sonnes frise 1847-48 (på Thorvaldsens mus.). Relief af Chr. Freund (Charlottenborg, udstill.bygn.) og af F. Hammeleff (St.mus. facade). Buste af M. S. Elo, 1922 (glyptotekets facade). - Gravmæle af G. C. Freund.

Bibliografi

J. M. Thiele: Thorvaldsens biogr. I-IV, 1851-56. N. L. Høyens skrifter, udg. J. L. Ussing I, 1871 451-80. J. L. Ussing: N. L. Høyens levned I–II. 1872. Victor Freund i Danske saml. 2.r.V, 1876-77 193-260. Samme: H. E. F.s levned, 1883. Jul. Lange: Udvalgte skr., udg. G. Brandes og P. Købke I, 1900 136-50. Th. Oppermann: Billedhuggeren H. E. F., 1916. Mindestøtterne på Jægerspris, m. tekst af V. Thorlacius-Ussing, 1924. Else Kai Sass i Guldalderen i da. kunst, red. Bo Lindwall, 1964.-Breve i Kgl.bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
V. Thorlacius-Ussing: Hermann Ernst Freund i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. august 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289706