Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Henrik Starcke

Oprindelig forfatter HRost
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Henrik Starcke, 16.4.1899-5.6.1973, billedhugger. Født i Kbh, død på Frbg., begravet Karlstrup kgd. S. voksede op i et højt kultiveret, litterært hjem. Hans mor var meget musikalsk, hans far var i sin fritid en habil billedskærer. S. arvede hans samling af billedskærerjern m.m. Efter at have taget studentereksamen (1917) begyndte han, efter faderens ønske, på det medicinske studium; han bestod "Kantussen" og arbejdede under den spanske syge som volontør på Frbg. hospital. Hans trang til kunstnerisk virksomhed vandt dog overhånd, og han gennemgik Teknisk skole fra 1920 som forberedelse til akademiet hvor han blev optaget som elev på Ejnar Nielsens malerskole. Her modtog han indtryk for livet gennem sin lærers stejle personlighed der inspirerede ham og æggede ham til opposition. Han foretog længere studierejser til Frankrig (Perpignan), Italien, Grækenland, Egypten og Palæstina, England, Holland og Polen. Hans fortrolighed med oldtidens og middelalderens kunst har af og til kunnet kaste et skær af pastiche over hans kunst, men dette afbalanceres af hans friske naturiagttagelse der viser sig ikke mindst i hans skitser og tegninger. Hans fantasi og hans sans for humor har bidraget til at frigøre ham fra ydre påvirkninger. Det var 1929 at S. opgav maleriet og helt gik over til at blive billedhugger. Et af hans første arbejder var et lille alfeagtigt pigevæsen, tænkt som spejlhåndtag og skåret i benved med faderens huljern (originalen forsvundet, støbt i bronze). Som billedhugger er S. fremfor alt præget af idérigdom og spontaneitet. Der kan være noget improviseret over hans bedste ting. Hans fantasis frodighed viser sig ikke mindst i hans evne til at finde nye materialer, tit overraskende som perlesten, flinteflækker, ral, mursten, rustne søm og stentøjsskærver. På dette område har han været en foregangsmand. Til hans hovedværker hører de to store polykrome relieffer (udf. i samarbejde med Nathalie Krebs) til Vilhelm Lauritzens radiohus (1953–57) samt direktionskantinen i Gutenberghus og udsmykningen af forhallen i Egmontkollegiet (hhv. 1953–55 og 1955–56), farverige og festlige rumudsmykninger af et helt personligt præg. Hertil slutter sig den i farven fornemt afdæmpede vægdekoration i Kreditforeningen Danmark, 1960. S. har på afgørende måde brudt med den traditionelle reliefform, idet han bevidst har arbejdet med rumdybden og ladet figurerne bevæge sig frit i forhold til baggrunden: således i det 30 m lange relief i kunststen til forsamlingssalen på Højskamling (1940–43) og i de to store relieffer til Vestre kirkegård – Begravelse, 1940–49 og Opstandelse eller Stolen, der venter i himlen, 1948–49. Højest i plastisk henseende er han vel nået i det enkle og yndefulde relief af Dronning Dagmar, indsat i kirkemuren ved Ringsted kirke (i samarbejde med Steen Eiler Rasmussen, 1949, granit; et ekspl. i brændt chamotte tilhører Ny Carlsberg glyptotek). Til Finn Juhls mødesal i FNs bygning i New York (The Trusteeship Council Chamber, UN) udførte S. 1951–52 en tre m høj figur i bemalet teaktræ forestillende en kvinde med en fugl og symboliserende frihed og selvstændighed. Blandt de betydeligste arbejder fra 60erne og beg. af 70erne bør nævnes det bizarre monument i stål og emalje fra 1964 De fire vinde, opstillet foran lufthavnen i Kastrup (i samarbejde med V. Lauritzen); det imponerende egetræs krucifiks i Helligåndskirken, bronzeløven i Lions Park, Nærum (1970) og den store hund (Cave Canem) opbygget af ral og placeret på grænsen mellem Ålborg og Nørresundby (1971). Endelig den arkaiserende bronzefigur af en yngling der er opstillet uden for lærlingehjemmet Frederikshøj på Primulavej ved Bellahøj (1965–66). Den mest charmerende del af S.s produktion er hans "Bestiarium", den muntre fauna af elskværdige dyr der begynder med det nysgerrige lam i relieffet Abraham i Mamrelund (udf. i kunststen ca. 1930 og hugget i kalksten, nu i Rungsted statsskole, og igen Gustafskirken i Kbh. 1961), fortsætter med den vise ravn til et tidligere pelshus i Klareboderne (1945) og kulminerer med den festlige løve i polykrome chamotteskærver til Fredericias stadion (udf. i samarbejde med V. Lauritzen 1950 som gave fra Ny Carlsbergfondet). S. er i sin kunst livsbekræftende og positiv. En intens lykkefølelse gennemstrømmer alt, hvad han har skabt.

Familie

Forældre: professor C. N. S. (1858–1926) og Charlotte C. Lorenzen (1860–1953). – 21.11.1925 i Paris med maler Dagmar Margrethe Kristine Kaae, født 13.12.1899 på Frbg., død 24.7.1975 i Farum, d. af rentier Frederik Christian Larsen K. (1864–1933) og Hansine (Signe) Klinge (1864–1945). – Bror til Viggo S.

Ikonografi

Malet selvportræt ca. 1920. Raderet selvportræt. Foto.

Annonce

Bibliografi

H. S. Et udv. af billeder m. tekst af Haavard Rostrup, 1950 = Vor tids kunst XLII. – Interview i Berl. aften 17.2.1944. – Haavard Rostrup i Årstiderne V, 1946 72–81. Samme i Konstrevy, Sth. 1950 290f. Samme i Danm.s billedhuggerkunst, red. V. Thorlacius-Ussing, 1950 469–71. Samme i Kat. til udstill., Maison du Danemark, Paris 1966. Henrik Bramsen i Berl. aften 27.6.1964.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Haavard Rostrup: Henrik Starcke i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 13. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297740