Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Henning Koppel

Oprindelig forfatter EsHio
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Henning Koppel, 8.5.1918-27.6.1981, billedhugger, formgiver. Født i Kbh. (Østervold). Efter realeksamen 1934 (Øregaards gymnasium) frekventerede K. først kunstakademiets billed-huggerskole under professor Einar Utzon-Frank 1936–37 og derefter Académie Ranson i Paris 1938. Allerede 1935 havde han dog debuteret på Kunstnernes efterårsudstilling med en portrætbuste som viste hans evne til udtryksfuld karakteristik. Hans hovedværker som billedhugger er busterne af Valdemar Koppel, 1938 og af Jytte Koppel, 1942, begge i sort granit, samt af Tora Nordstrom Bonnier og Karl Adam Bonnier, begge 1944. Som tegner viste K. på flere udstillinger sin evne til i hurtige rids at fastholde det væsentlige i en form eller et landskab. Et ufrivilligt ophold i Stockholm 1943–44 under den tyske besættelse af Danmark bragte ham imidlertid fra den frie kunst til kunsthåndværket. Han udførte her på opfordring af firmaet Svenskt Tenn en række smykker som vakte betydelig opmærksomhed, og dette førte til at han ved hjemkomsten til Danmark 1945 fik en kontrakt med Georg Jensens sølvsmedje, et samarbejdsforhold som varede hele livet. I sølvet fandt K. et materiale som udløste hans store evner som formgiver. På et tidspunkt hvor dansk sølvsmedekunst var præget af stor forsigtighed, var K.s dristige og fantasifulde korpusarbejder og smykker med til at bringe faget ud af et dødvande. Størst opsigt vakte hans store plastisk formede kander og fade som bl.a. indbragte ham guldmedalje på triennalerne i Milano tre gange i træk (1951, 1954 og 1957) – en usædvanlig bedrift. Foruden korpussølv og smykker har K. tegnet flere fint gennemarbejdede bestik for Georg Jensen, bl.a. det markante Caravel som også opnåede guldmedalje på triennalen (1957), og det mere nøgterne stålbestik New York (1963).

1961 begyndte K. at arbejde med porcelæn, idet han dette år blev knyttet til Bing & Grøndahls porcelænsfabrik. Til denne virksomhed tegnede han såvel kaffe- og testel som spisestel og en række kander og fade, alle med gode brugsmæssige egenskaber, men samtidig med plastisk udtryksfulde stramme former. I alle K.s kunstindustrielle arbejder er det brugsmæssige grundlaget for den formende proces, men han stræbte altid efter at give tingene en levende individuel form som gjorde dem til noget mere end simple brugsgenstande. K. har tegnet kunstindustrielle arbejder i mange andre materialer end sølv og porcelæn, bl.a. udførte han glasarbejder for Holmegaards glasværk og for Orrefors i Sverige som han blev knyttet til 1971. I konkurrencen om nye frimærker i 1963 vandt han 1. præmie med et forslag til en serie mærker hvor den grafiske effekt beroede på talværdien, en klar idé som desværre ikke kom til udførelse. – K.s arbejder har været vist på alle betydende udstillinger af dansk kunstindustri herhjemme og i udlandet siden 1947, og han er repræsenteret på kunstindustrimuseer verden over. Desuden er han repræsenteret i Den kgl. kobberstiksamling med tegninger. Foruden guldmedaljerne i Milano modtog K. Lunningprisen 1953, International Design Award, USA 1963, Der goldene Löffel, München 1963, Diamonds-International Award 1966, ID-prisen 1966, guldmedalje i Firenze 1967 og sølvmedalje på Exempla 70, München 1970. K. skrev essaysamlingen Var der så mere i vejen?, 1973.

Familie

Forældre: redaktør, senere chefredaktør ved Politiken Valdemar K. (1867–1949) og oversætter Elise Jørgensen (1880–1974). Gift 14.11.1941 i Kbh. (b.v.) med Jytte Skouboe Petersen, født 18.10.1920 i Århus, d. af skuespiller Else Skouboe (1898-1950, gift Hans W. Petersen, 1897-1974) og skuespiller Eyvind Johan-Svendsen (1896–1946). – Bror til Nils K.

Annonce

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Bertel Engelstoft i Dansk kunsthåndværk, 1963 129–33. Sv. Erik Møller sst. 1965–66 37–41. Virtus Schade sst. 1967–68 156–60. Viggo Sten Møller: H. K., (1965) (m. da., ty. og eng. tekst). Sv. Erik Møller i Mobilia, 1966 nr. 131–32 (upag). Kl. Meedom sst. 1972 nr. 201 [18–29], Henrik Sten Møller i Dansk brugskunst, 1972 49–52.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Esbjørn Hiort: Henning Koppel i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 4. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292858