Gerhard Henning, ved dåben Gerhard Nilsson, 27.5.1880-16.9.1967, billedhugger. Født i Stockholm (Kungsh.), død i Hellerup, urne i Kbh. (Holmens). H.s forfædre var svenske bønder fra Ostergotland. Selv var han en "Kungsholmspojke", født i Stockholm af svenske forældre. Alligevel følte han sig som dansker, ja som ærkekøbenhavner. Da han var to år gammel flyttede familien til København hvor faderen åbnede et skrædderværksted. Her gik han i skole i Nyboder, og her blev han konfirmeret i Matthæuskirken. Da han var fjorten år gammel flyttede forældrene tilbage til Sverige. H. var kommet i malerlære i København og fortsatte sin uddannelse i Helsingborg og Göteborg, men sin svendeprøve tog han aldrig. Om vinteren 1897–98 gik han på aftenkursus i Slöjdfföreningens skole i Göteborg som forberedelse til optagelse på kunstakademiet i Stockholm. Det var ved denne tid han traf den to år ældre Ivar Arosenius hvis venskab blev af stor betydning for ham. Sammen gik de til tegneundervisning på "Valand", Göteborgs kunstmuseums skole hvor Carl Wilhelmson underviste. Til kredsen hørte også den mærkelige danskfødte bondemaler og mystiker Ole Kruse og maleren Birger Palme. De dannede en lille gruppe af ungdomsoprørere der forargede borgerskabet ved excentrisk optræden. Det lykkedes ikke H. at komme ind på kunstakademiet i Stockholm. Til gengæld blev han frielev hos Richard Bergh på Konstnärförbundets skole. Bergh var ikke blind for H.s evner som tegner, men frarådede ham at fortsætte som maler. Ved nytårstid 1900 forlod H. derfor skolen og tog ophold på mæcenen Ernest Thiels kunstnerhjem i Neglinge ved Saltsjöbaden. Inspireret af billedhuggeren David Edström modellerede han her sine første skulpturer i voks og plastelina, små kærlighedsgrupper og portræthoveder. Som billedhugger er H. autodidakt, men i de følgende år vaklede han længe mellem maleri og skulptur. Som maler udstillede han første gang sammen med Arosenius i Göteborgs konstförening 1902, som billedhugger i Lund og Göteborg 1908. Den indledende del af H.s produktion består af tegninger, akvareller og raderinger i en forfinet, manieristisk stil, en romantisk eventyrverden hvis forbilleder må søges dels hos Aubrey Beardsley, dels i persiske og indiske miniaturer. Også kunstnere som Max Klinger og Arnold Bocklin, James MacNeill Whistler og Vilhelm Hammershøi havde betydning for ham.

1903–04 foretog han en længere studierejse til Rom og Paris hvor han arbejdede både som maler og som billedhugger. Efter Arosenius' død ved nytår 1909 tog H. mod et tilbud fra Den kgl. Porcelainsfabrik i København. Her arbejdede han i to perioder 1909–15 og 1920–25. Hans første arbejde var den kinesisk inspirerede porcelænsfigur Nikkedukken, senere fulgte Prinsessen på ærten, 1910–11, og hele rækken af de raffinerede eventyr- og kærlighedsgrupper der blev meget populære, men som ikke tilfredsstillede ham i kunstnerisk henseende. Påvirkningen fra fransk 1700-tals kunst (Francois Boucher, Jean-Honoré Fragonard, Claude Michel Clodion) er iøjnefaldende. Under et ophold hos vennen Ejnar Nielsen i Gjern modellerede han i ét stræk de små livsvarme kærlighedsgrupper der blev støbt i fem eksemplarer hver, og hvoraf en serie blev skænket til kunstmuseet. Venskabet med Kai Nielsen blev nu af lige så stor betydning for ham som venskabet med Arosenius havde været. Sammen besøgte de glyptoteket hvor de studerede såvel den antikke som den nyere franske billedhuggerkunst. Også med Karl Isakson sluttede han et nært venskab. H. læste Ovids Metamorfoser i en gammel svensk prosaoversættelse som han selv forsynede med indeks. Han hentede mange af sine motiver herfra (Pygmalion og Galathea). I løbet af 20erne og 30erne skabte han en vrimmel af disse kærlighedsgrupper som han senere gang på gang vendte tilbage til. Samtidig med Kai Nielsens død 1924 lod H. sig overtale til at udstille sine skulpturer på Kunstnernes efterårsudstilling i Den frie udstillings bygning. Det betød hans gennembrud som billedhugger. Med statuetten Liggende pige, 1914 (bronze i kunstmuseet og i Nationalmuseum, Stockholm, brændt ler i Ny Carlsberg glyptotek) var H. nået frem til en enkel og personlig stil. Den blev udgangspunktet for Kai Nielsens Leda uden svanen der igen gav H. mod til at forsøge sig i det store format. Hans udvikling fra dekadent fin de siécle romantiker til monumentalplastiker er en af de mest forbavsende metamorfoser i nordisk kunst. Kvindefiguren, liggende, siddende eller stående, blev hans instrument. Med den kunne han udtrykke alt hvad han følte. Som modellør var han suveræn.

Rækken af hans mesterværker indledtes med Danaë, 1926–27 der vakte forargelse, da den blev opstillet i Munkemose i Odense. Den er i lidt under naturlig størrelse, men har monumentale egenskaber (bronze i kunstmuseet og ved amtssygehuset i Glostrup, kunststen i Fyns stiftsmuseum, Odense). Derefter følger (1928–29) den over to meter høje Stående pige der af H. egenhændigt blev hugget i bremersandsten og opstillet foran Statens museum for kunst (bronze opst. i Bergen 1953 og i Stockholm 1956). Fra 1930 er den slanke Moderne pige der blev udført i bronze til haven bag Ny Carlsberg glyptotek (senere opst. i Pilestræde ved Gutenberghus og i Nykøbing Falster). Glyptotekets Siddende pige (bremersandsten 1937–38) er bygget over et kompliceret diagonalmotiv. Det er måske H.s mest lydefri værk. Her står han på højden af sin skabende evne (bronze opst. foran katedralskolen i Nykøbing Falster 1961, udført i kunststen til Asplunds rådhus i Göteborg). Den efterfulgtes 1942–43 af den ikke mindre beundringsværdige Liggende pige der oprindelig var bestemt til Randers, men som på grund af krigen først blev hugget i Euvillekalksten og overdraget til Ny Carlsberg glyptotek 1948–50 (bronze i Grønningen, Kbh.). Nævnes må også Fåborgpigen der går tilbage til et af forarbejderne til Moderne pige og er opstillet på stadion i Fåborg 1942. H.s sidste storværk, og på en måde også hans åndelige testamente, er den gigantiske statue af en stående pige, han kaldte Susanne, og som blev opstillet i haven ved amtssygehuset i Glostrup 1964, året før H. fyldte 85 år. Kimen til denne figur går langt tilbage i H.s kunst. Den hviler på et motiv der første gang dukker op i Pygmalion og Galatheaskitser fra omkring 1919–20, og som han senere gang på gang tog op igen. Selve den store figur arbejdede han på i mere end ti år, før han var tilfreds. 1969 blev et bronzeeksemplar opstillet i Odense. H. er som plastiker dybt i slægt med kunstnere som Johan Tobias Sergei, Auguste Renoir og Aristide Maillol, men han har fulgt sin egen vej fra først til sidst.

Familie

Forældre: skrædder August Henning Nilsson (1851–1932) og Alma Sofia Gothberg (1856–1923). Navneforandring 1895. Dansk statsborger 1931. Gift 1. gang 1912 med Alma Christine Bissen, født 12.2.1889 i Kbh. (Frue), død 1.7.1962 i Kbh., d. af landskabsmaler Rudolf B. (1846–1911) og Olga Nensine Augusta Jacobs (1858–1933). Ægteskabet opløst 1914. Gift 2. gang 26.2.1918 på Frbg. med kunstvæver Gerda Heydorn (Gerda H.), født 2.3.1891 på Frbg., død 26.6.1951 i Hellerup, d. af grosserer Heinrich Martin Christian H. (1851–1914) og Adeleide (Addy) Amondsen (1861–1935). Gift 3. gang 10.3.1966 i Hellerup med Sidsel Kathrine Kristensen, kaldet Løkke, født 8.3.1901 i Bøvling, d. af gårdejer Mads K.-L. (1875–1955) og Ane Dorothea Thomine Pedersen, adopt. Løkke (1869–1942).

Udnævnelser

R. 1942. DM. 1950. K. 1957.

Ikonografi

Selvportr., mal. 1899, tegn. 1904 og 1906. To selvportr. (Gripsholm). Tegn. af Tora Vega Holmstrom, Valand 1900 (Lunds univ. kunstmus.). Mal. af Ivar Arosenius, 1907 (Göteborg kunstmus.), tegn. af samme. Tegn. af Karl Isakson, 1914, raderet af samme. Tegn. af A. Lofthus 1924 og 1933; mal. af samme. Mal. af Hans Bendix, 1964, tegn. af samme. Foto.

Bibliografi

G. H., m. tekst af Haavard Rostrup, 1939 = Vor tids kunst XXX. G. H. tegninger, af Haavard Rostrup, 1959. – Axel L. Romdahl i Hvar 8. dag, Göteborg 15.6.1930. Peter Hertz: Billedhuggeren G. H., 1931. Haavard Rostrup i Tilskueren, 1937 I 157–69. Samme i Konstrevy, Sth. 1940 95. Samme i Medd. fra Ny Carlsberg glyptotek I, 1944 6f og II, 1945 35f. Samme i Danmark VI, 1946 156–62. Samme i Ord och bild, Sth. 1946 353–59. Samme i Kunsten i dag, Oslo 1949 23–39. Samme i Den frie udstil), kat. 1950. Samme i kat. til udstil). G. H. og Oluf Høst, Sth. 1956. Samme i Kat. til Den frie udstil). 1968. Filip Wahlstrom i Paletten IV, Göteborg 1948 nr. 4. Samme: Sanningen om Filip, Göteborg 1965. Gösta Lilja i kat. til udstill. G. H. i Arkiv for dekorativ konst, Lund 1949. Samme i Svenska skulpturidéer, red. Ragnar Josephson m. fl. II, Malmö 1952. Samme: G. H.s etsningar, Malmö 1952. Pola Gauguin i Politiken 20.5.1950. Sixten Strombom i Göteborgs handels och sjöfartstidn. 8.6.1957. Kristian Jakobsen i Fynske minder VI, 1967–69 258–81. Kjell Hjern i Göteborgsposten 30.4.1972. Jens Fr. Nørbæk i Fra Himmerland og Kjær hrd., 1973. Haavard Rostrup, G. H., 1980. – Papirer i Kgl.bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig