Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Christian Nerger

Oprindelig forfatter VTh-U
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Christian Nerger, d. 20.12.1708, billedhugger. Død i Kbh. (Petri). N. var indvandret fra Sachsen og kan fra 1671 følges her i landet. Han fik 1686 bestalling på at være kgl. sten- og billedhugger, men synes dog ikke at have fået fast løn af kongens kasse; først 1693 tog han borgerskab i Kbh. som billedhugger. N.s hovedvirksomhed er som dekorations-billedhugger idet han til hoffet og adelen leverede stole, borde, senge, rammer, vogne, slæder og lign. Egentlige billedhuggerarbejder synes han først at have udført i sine senere år, fx figurer til Rosenborg have. Gentagne gange træffer man N. arbejdende ved generalbygmester Lambert v. Havens bygninger, fx i audienssalen på Fr.borg og i Frelsers kirke på Christianshavn. Hans betydeligste bevarede arbejde er den store i træ udskårne orgelfacade i Frelsers kirke, udført i den svære akantus-barokstil. Også stukkaturerne og en række stolegavle i den nævnte kirke skyldes N. og er ligesom orgelfacaden udført i 1690erne.

Familie

gift 1. gang med N. N., begr. 2.11.1680 i Kbh. (Petri). Gift 2. gang med Ida Beate, begr. 1.3.1709 i Kbh. (Petri)

Bibliografi

Kgl. kammerregnskaber, udg. E. Marquard, 1918. – F. J. Meier: Efterretn. om Fredensborg slot, 1880 188. Samme: Frbg. slot, 1896. Frederiksborg II, ved Fr. Beckett, 1914 185f. O. Andrup i Kunstmuseets årsskr. 1916 149f. Roar Hauglid: Akantus I, Oslo 1950. Danm.s kirker, København I-II, 1945-65.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
V. Thorlacius-Ussing: Christian Nerger i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294857