Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Carl Martin-Hansen

Oprindelig forfatter EKSass
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Carl Martin-Hansen, Mads Christian Carl Martin-Hansen, 8.7.1877-26.5.1941, billedhugger. Født i Kolding, død på Frbg., begravet i Gentofte. M.-H. kom som ganske ung mand til Kbh. hvor han arbejdede som svend i fire og et halvt år hos dekorationsbilledhugger H. Chr. Petersen inden han fra S. og G. Vermehrens malerskole dimitteredes til kunstakademiet hvor han fandt optagelse i jan. 1897. Her uddannedes han under Th. Stein og V. Bissen og tog afgang i april 1902. En række legater han i årenes løb modtog satte ham i stand til at foretage studierejser i udlandet; således var han i Tyskland 1902, 1904, 1911 og 1914, i Paris 1907 og 1909, i Italien 1910 (på det Anckerske legat), i England 1912 og 1920 og i Egypten 1912. Siden 1900 var han en stadig udstiller på forårsudstillingen ved Charlottenborg og udstillede desuden på Kunstnernes efterårsudstilling 1907-11, 1922 og 1928, på salonen i Paris og på verdensudstillingen i Bruxelles 1910 hvor han erhvervede sig en guldmedalje. - M.-H. arbejdede 1900-04 sammen med C. Aarsleff på restaureringen af dronning Margretes sarkofag i Roskilde domkirke. Blandt hans større værker er de bedst kendte Prinsesse Maries monument på Langelinje, som han udførte 1912 i forening med arkitekt C. Brummer, reliefferne til kommuneskolen i Nyboder (1918-19), statuen af J. Th. Lundbye for generalkonsul Johan Hansen (1919-20), Griffenfelds statue ved Rigsarkivet (1922). Foruden talrige gravmæler (bl.a. over G. Matthison-Hansen og H. N. Andersen) har han endvidere udført en række udmærket karakteriserende portrætbuster af sine samtidige, såsom landdagsmand Peder Skau, malerne Godfred Christensen og Arnold Krog, dr.phil. Frederik Poulsen o.m.a. Alle hans arbejder er præget af solid kunnen og stor samvittighedsfuldhed i udførelsen. Stor popularitet vandt han med sine statuetter af danske folketyper for Den kgl. Porcelainsfabrik af hvilke en hel serie udførtes til at smykke danske kvinders nationalgave til kongeparrets sølvbryllup (fuldendt 1926); men også på anden måde dyrkede han kunstindustrien (bronzekandelabre, frugtskåle etc.). M.-H. var medlem af udstillingskomiteen på Charlottenborg 1928-35 og var siden 1931 medlem af akademirådet; desuden i bestyrelsen for Foreningen Fremtiden og kunstnerhjemmet.

Familie

Forældre: snedkermester Peter Hansen (1851-1906) og Anna Maria Wilhelmine Gregersen (1857-1925). Gift 18.5.1902 i Kbh. (Cit.) med Frederikke Emilie Jørgensen, født 28.8.1863 i Kbh. (Trin.), død 26.2.1936 i Gentofte, d. af skomager Georg Frederik J. og Marie Jacobi.

Ikonografi

Buste af Felix Nyelund, 1900. To mal. af B. O. Nordfeldt, det ene 1910. Foto.

Annonce

Bibliografi

C. M.-H. i Samleren III, 1926 199-203. - Sig. Müller i III.t. 3.4.1910. Samme i Skønvirke III, 1917 17-30. Georg Nygaard sst. VII, 1921 30f. The studio, London 1911 juni-nr.; 1914 nov.-nr. Chr. A. Been i Berl. tid. 14.5.1912. Ugens tilskuer 10.5. s.å. Nationaltid. 28.5.1941. Berl. tid. s.d.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Else Kai Sass: Carl Martin-Hansen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294159