Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Axel Poulsen

Oprindelig forfatter MeBod
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Axel Poulsen, Rikard Axel Poulsen, 1.12.1887-22.8.1972, billedhugger. Født i Kbh. (Johs.), død på Skt. Lukasstift., Hellerup, begravet Ordrup kgd. P. voksede op i Odense og uddannede sig til billedskærersvend på sin fars værksted. Samtidig besøgte han Odense tekniske skole og blev herfra dimitteret til akademiet, hvor han blev optaget 1908, og hvorfra han allerede fik afgang 1911. 1912 debuterede han på Charlottenborgs forårsudstilling bl.a. med relieffet Thetis fulgt af Nereiderne trøster Achilleus efter Patrokles' Død som blev belønnet med akademiets lille guldmedalje (senere udført i marmor til fabrikant Th. B. Thrige, Odense), og allerede n.å. opnåede han den store guldmedalje for relieffet Christus uddriver Kræmmerne af Templet. Med de hermed forbundne store akademistipendier rejste han samme forår til Italien og tog først et par år ophold i Rom og senere et par år i Firenze og gjorde herfra stadige rejser rundt i Italien og en enkelt gang til Grækenland. 1917 rejste han hjem over Frankrig hvor han på grund af krigen fik et tvungent tre måneders ophold i Paris. – Blandt de danske billedhuggere har P. fra første færd indtaget en ret isoleret stilling. Sit gennembrud fik han under Italiensopholdet som blev af den allerstørste betydning for hele hans kunstneriske udvikling, og hvor han bevidst gav sig ind under den italienske renæssanceskulptur. Gruppen Den første Kærlighed, som han hjemsendte i gips til Charlottenborg 1914, belønnedes med årsmedaljen og bestiltes af kunstmuseet i marmor (hugget i Italien 1916; bronzeeksemplar af samme 1919). Den er med sit spæde formsprog i de unge skikkelser opstået under indflydelse af Donatellos Johannesfigurer i Firenze. Også i de senere religiøse relieffer (fx altertavlerne i eg til Ansgar kirke, 1918 og Fredens kirke, 1922 i Odense, samt til kirkerne i Skjoldborg, 1925 og Kallerup, 1927), eller i de dekorative arbejder han udførte til arkitektur (fx kalkstensfriserne på KFUKs bygning i Kbh. 1919, bronzeportalerne på Axelborg, 1920, bronzefiguren af Skt. Jørgen på De fyenske Brandforsikringsselskabers bygning i Odense 1924) er det stadig renæssancestilen han bygger videre på.

1926 vandt P. konkurrencen om et genforenings-monument i Kbh. (opstillet i bronze ved indgangen til Fælledparken 1930) og udførte senere monumentet i Marselisborg mindepark for de i første verdenskrig faldne danske (1931-35), H.P. Hanssen mindesmærket i Åbenrå (granit, 1939-40), monument for slaget på Skt. Jørgens bjerg ved Fjerritslev 1941 (granit 1943), monument til mindelunden i Ryvangen (1945-46) og kongehyldingsmonument (1962-64), opstillet i Viborg 1965. I disse nationale monumenter som er hans hovedværker er hans evne til på en naturlig og enkel måde at udtrykke menneskelige følelser gennem skulpturen blevet taget i brug. Klarlæggelsen af motivet og det følelsesbetonede udtryk er for ham af lige så stor betydning som selve den skulpturelle opfattelse. En vis bundethed har kunnet spores i hans arbejder, idet han ofte lader figurerne udfolde sig i fladen som et relief (fx i genforeningsmonumentet) med udpræget lineær virkning, hvorved handlingens udtryk samler sig i et billede og forstærkes. Denne bundethed kan måske føres tilbage til hans arbejde i træet. I Marselisborgmindesmærket, som har virket stærkt gribende på mange ved sin enkle patos, føles et stærkere slægtskab end tidligere med den græske reliefstil. – Foruden de nævnte hovedværker udførte P. i de senere år en række offentlige arbejder, af hvilke kan nævnes: relieffet af pastor E. Koch i Gråbrødre kirke i Odense (1925), springvandsgrupper i Haderslev (1927), Nyborg (1928) og Hjørring (1935), monumentet over pastor Olfert Ricard (1930) og relieffer til Haderslev skole, Lindevangsskolen og Frederikssundsvejens skole. Under sit Italiensophold tegnede P. det hus han senere opførte i Hellerup med en italiensk klostergård og hvortil han selv udførte alt smedearbejdet (farfaderen var smed) og alle træudskæringerne og møblerne. Som kunstner og håndværker havde han noget af renæssancekunstnerens alsidighed. 1927 rejste han med det Anckerske legat til Italien, Grækenland og Frankrig. Siden 1931 var han medlem af akademirådet. – P.s hustru, Elisabeth Bergstrand Poulsen, blev uddannet på kunstakademiet i Stockholm 1909-13, studerede i udlandet til 1916 men var efter sit giftermål fast bosiddende i Danmark. 1926 debuterede hun med den første af sine mange skildringer af smålandsk almue der nød stor popularitet i Sverige. Til dansk er bl.a. oversat Høg, laan mig dine Vinger, 1945. Af hendes malerier blev især en serie børneportrætter populære, et enkelt nåede stor udbredelse som mærkat, solgt til fordel for "Fredsvenners hjælpearbejde"s bespisningsopgaver efter anden verdenskrig.

Familie

Forældre: snedkermester Hans P. (1862-1934) og Maria Malmberg (1858-1935). Gift 12.11.1917 i Långasjo med maler og forfatter Elisabeth Bergstrand, født 12.11.1887 i Långasjo, Sverige, død 18.2.1955 i Hellerup, d. af organist Per Magnus B. (1855-1927) og Anna Hammargren (1861-1946).

Annonce

Udnævnelser

R. 1934. DM. 1947. K. 1962.

Ikonografi

Tegn. af Otto Christensen, 1957 (Fr.borg). Foto.

Bibliografi

Interview i Gads da. mag. XXXVI, 1942 310-19. – Kn. Pontoppidan i Politiken 3.7.1930. Carl Laurin i Ord och bild XL, Sth. 1931 139-42. Samme sst. XLVIII, 1939 189-93. Samleren XIV, 1937 229-33 (flere forf.). Elisabeth Bergstrand-Poulsen: Hök, får jag låna dina vingar?, Sth. 1940 (da. udg. 1945). Frithiof Brandt: A. P., 1947. Ad. Andersen i Dannevirke 29.11.1957. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Bodelsen: Axel Poulsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295907