Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Astrid Noack

Oprindelig forfatter EFabr
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Astrid Noack, Astrid Marie Sophie Noack, 30.1.1888-26.12.1954, billedhugger. Født i Ribe, død i Kbh. (Højdevangs), urne på Bispebjerg kgd. N. som er blevet en af dette århundredes mest beundrede billedhuggere kom til skulpturen "ad en gammel prøvet vej, gennem håndværket og arbejdet med materialet" (Paul la Cour). Hun var født i Ribe og rejste 1902 til Kbh. hvor hun et par år arbejdede på fajancefabrikken Aluminia. 1906 gik hun i lære som billedskærer på Vallekilde hvor hun blev venner med Ivar Bentsen og andre kunstnere, og 1910 tog hun svendeprøve. De følgende år arbejdede hun i Viborg domkirke sammen med Joakim Skovgaard, Niels Larsen Stevns m.fl., med restaureringsopgaver for Nationalmuseet, og for Carl Petersen på Fåborg museum og Dansk Kunsthandel. Det var således blandt kunstnere at tanken modnedes om selv at blive billedhugger. – 1920 rejste hun til Frankrig på sin profession og bosatte sig i Paris, men da hun 12 år senere var nødt til at vende hjem var det med egne skulpturer som bagage. Egentlig kunstundervisning fik hun først fra 1926 på en af tidens frie kunstskoler, Académie scandinave, hvor hun sammen med Jean Osouf, som blev hendes nære ven, først blev elev af Adam Fischer og de følgende år af franske kunstnere, således Charles Despiau. Undervisningen var koncentreret om portrættet og statuen, ligesom N.s egen produktion skulle blive det. Her i Maison Watteau fik hun et tilholdssted, og en ven i akademiets drivende kraft, den svensk-danske Lena Börjeson, og både arbejdet, diskussionerne og det kammeratlige samvær i dette internationale kunstnermiljø blev af stor betydning for hende. Kredsen talte desuden Georg Jacobsen og Gottfred Eickhoff, og også Adam Fischers hjem i Arcueil var samlingssted. N.s første større arbejde Holtepigen, en statue i fransk kalksten, blev påbegyndt året efter hendes hjemkomst og er vel nok den figur der tydeligst viser hendes franske skoling. Især sammenholdt med en anden stående kvindefigur skåret i teak (Göteborgs konstmuseum) hvis frontalitet og stillingsmotiv vidner om hendes dybe beundring for fortidens skulptur: den egyptiske, den arkaisk-græske og middelalderens. Nok er denne bevidsthed åbenbar også i andre af hendes monumentale værker, Det korsfæstede menneske, 1943-46 (Løgumkloster), Knælende dreng, 1942 (Åbenrå) og Ung mand der planter et træ, 1948 (bestilt af Ny Carlsbergfondet, Tønder), men det er karakteristisk at disse stiltræk aldrig overskygger hendes originalitet men blot hjælper den på vej. De formidealer hun gennem sin produktion uddybede snarere end udviklede findes så tidligt som 1922-23 i Siddende dreng (mahogni, Århus kunstmuseum), og selv i andre materialer synes hendes figurer præget af træets karakter. Hun arbejdede langsomt og i dyb respekt for sine medmennesker og søgte på én gang at skildre form og ånd. Særlig portrætterne er af en sjælden følsomhed og ingen har vel som hun kunnet skildre halvstore drenge. Samtidig er hendes kyske naturalisme blottet for sentimentalitet. Efter hjemkomsten sluttede N. sig til Grønningen, ligesom de øvrige "franskmænd" der snart fulgte efter, og den respekt der allerede stod om hende blandt kunstnere, Paul la Cour ikke at forglemme, bredte sig med udstillingerne og den første offentlige bestilling til videre kredse. Det var Karl Madsen der traf det lykkelige valg at lade N. skabe en statue af Anna Ancher til haven i Skagens museum og Ny Carlsbergfondet som muliggjorde at den kunne afsløres 18.8.1939. I dette portræts selvfølgelige monumentalitet mødes to store kunstnere som på visse måder var åndsbeslægtede. Et portrætmonument hvor balancen mellem ro og bevægelse på én gang fremstiller Anna Anchers menneskelige format og den kunstneriske koncentration. -1940 hædredes N. med Eckersbergmedaljen og Tagea Brandts legat, og flere fulgte efter. Livets ydre sider var dog mindre væsentlige for hende end det medmenneskelige, og for yngre kunstnere fik hun stor betydning. Kommunist var hun i ordets egentlige forstand, "den mindst ortodokse og mest idealistiske" (Eickhoff), men også partiet betød meget for hende. – N. er repræsenteret på talrige danske museer foruden skandinaviske, og flere privatsamlere købte tidligt af hende. En del af hendes arbejder ejes af Noack-fonden som oprettedes efter hendes død. 1955 afholdtes i Kunstforeningen en stor mindeudstilling.

Familie

Forældre: købmand Johan Peter N. (1831-1911) og Johanne Metdine Barkentin (1850-1913). Ugift. – Søster til Carl W. N.

Ikonografi

Buste af Adam Fischer, 1928 (Tønder mus.; Malmø mus.). Mal. af Hugo Suhr ca. 1930. Tegn. af Ebbe Sadolin. Foto.

Annonce

Bibliografi

A. N. Et udv. afbilleder m. tekst af Paul la Cour, 1943 = Vor tids kunst XXXVII. – [Axel Noack:] Stamtvl. over familien Noack, 2. udg. 1939. Haavard Rostrup i Tilskueren, 1939 II 187-97. Kat. over udstill.. Kunstforen. 1944 og 1955. Paul la Cour i Vindrosen II, 1955 101-14. Lena Börjeson: Mitt livs lapptäcke, Sth. 1957 (2. udg. 1974). Erik Thommesen i Signum I, 1961 nr. I 41-47. Jens Fr. Nørbæk sst. IV, 1964 nr. 3 2-12. Grønningen. Udstillingskat. 1964. A. N., udg. A. N.s legatfond, 1964. Anna Ancher-A. N. Udstill., Sophienholm 1975-76. Grete Zahle: Mælkevej og stjerneskud, 1977 78-86.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Elisabeth Fabritius: Astrid Noack i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295091