Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Albert Jacobson

Oprindelig forfatter VTh-U

Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Albert Jacobson, 1780-28.11.1836, billedhugger, ædelstenskærer. I sine ganske unge år kom Albert Jacobson ind på kunstakademiet, men fulgte faderen til Stockholm under dennes ophold der 1796–1801. I Sverige blev han elev af J.T. Sergel og uddannedes i ædelstenskæring og signetstikning.

Efter at være vendt tilbage til Danmark fortsatte han sin uddannelse på kunstakademiet hvor han 1816 agreeredes og 1817 blev optaget som medlem på overhofmarskal A. W. Hauchs portræt udført både i medaljon (1817) og skåret i agat (1818). 1817–36 udstillede Albert Jacobson på Charlottenborg buster, portrætmedaljoner og ædelstenskårne portrætter. 1831 udstillede han desuden 12 aftryk af ædelstenskæringer i Stockholm hvor han to år før var blevet medlem af kunstakademiet.

I kunstnerisk henseende er hans portrætmedaljoner de betydeligste og da især den, der fremstiller Prins Christian Frederik, 1818, og som viser at Albert Jacobson ikke for intet havde været elev af Sergel. Kunstakademiet ejer medaljonerne af de to legatstiftere Malermester J. Neuhausen, 1828 og Hofraad D. A. Meyer, 1829. Af de få buster Albert Jacobson har udført kan nævnes Gehejmekonferensraad P. H. Classens, 1826.

Annonce

Også en medalje skyldes Albert Jacobson, nemlig den der 1833 blev slået i anledning af Frederik 6.s helbredelse efter en sygdom. 1817 udnævntes kunstneren til hofsignetstikker og fik 1820 titel af professor.

Familie

Albert Jacobson blev født i København, død sst. (Mos.) og blev begravet sst. (Mos. kgd., Møllegade).

Forældre: medaljør Salomon Ahron J. (1755–1830) og Merle v. Halle (1763–1803). Ugift. Bror til Ludvig Jacobson.

Ikonografi

Mal. af C. A. Jensen ca. 1826.

Bibliografi

Vilh. Bergsøe: Danske medaljer og jetons, 1893 22.

Referér til denne tekst ved at skrive:
V. Thorlacius-Ussing: Albert Jacobson i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=291924