• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Adolf Jerichau

Oprindelige forfattere BjJoe og VTh-U

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Adolf Jerichau, Jens Adolf Jerichau, 17.4.1816-24.7.1883, billedhugger. Adolf Jerichau tidligste barndomsindtryk både for hans eget vedkommende og fra hans omgivelser var sygdom. Kort efter at faderen 1813 havde indgået sit andet ægteskab blev han efter en tyfussygdom ramt af en mental svækkelse, og Adolf Jerichau selv var fra ganske lille en meget svagelig dreng; allerede inden faderens død, da Adolf Jerichau var fem år gammel, måtte hans mor klare hjemmet efter et økonomisk sammenbrud, og da hun naturligt tog sig særligt af sin svagelige søn blev Adolf Jerichau tidligt en del forkælet. Under opvæksten blev han dog stærkere i fysisk henseende, og hans ærgerrighed i disse år var i legemlig kraft at overgå andre, ligesom han også senere i kunstnerisk henseende tragtede efter stadig at være den første.

I konfirmationsalderen kom Adolf Jerichau i malerlære i Odense, men forlod efter nogen tids forløb sin plads for (1831) at komme på kunstakademiet i København. Han vandt den mindre og større sølvmedalje henholdsvis 1833 og 1834, men da han n.å. konkurrerede til den lille guldmedalje havde han ikke held med sig og kastede sig skuffet over billedhuggerkunsten i hvilken han blev elev af H.E. Freund. Han modellerede et par år efter en figur Balder, 1837, men da han s.å. konkurrerede til den mindre guldmedalje havde han atter uheld med sig. Adolf Jerichau løb nu for anden gang i sit liv "af lære" idet han vendte akademiet ryggen og fik tilladelse til at sejle til Italien med fregatten Rota der skulle afhente Bertel Thorvaldsen. Under sine akademiår havde Adolf Jerichau stået i meget nært venskabsforhold til forskellige unge kunstnere der skulle få et navn i vor kunsts historie: J. Th. Lundbye, P. C. Skovgaard, L. Frølich, Th. Læssøe og H. Conradsen. En række breve til dem vidner om Adolf Jerichaus overfølsomme og stærkt svingende sind.

11.5.1838 forlod Adolf Jerichau København om bord i Rota. Rejsestipendium kunne der som sagen lå ikke opnås for ham, men prins Christian Frederik skal have støttet ham med lidt penge. Den væsentlige mulighed for sit Italiensophold fik han dog gennem pekuniær hjælp fra en ældre maler Caspara Preetzmann. Også i de første år af hans Romophold synes hun at have forstrakt ham med penge som Adolf Jerichau en snes år efter, da hans forhold havde bedret sig, betalte hende tilbage.

Annonce

Livet om bord i fregatten passede ikke Adolf Jerichau helt, og han gik da den havde ligget nogen tid på Livornos red om bord i et dampskib med hvilket nogle officerer og han tog til Civitavecchia og derfra med vetturin videre til Rom hvortil han efter eget opgivende ankom 12.7.1838. Dagen efter opsøgte han Thorvaldsen og blev som de fleste andre danske kunstnere modtaget hjerteligt. Han kom straks i arbejde hos Thorvaldsen og fik i de få uger inden dennes afrejse undervisning som han var meget glad over, og modtog anvisning på hvordan han under Thorvaldsens bortrejse skulle arbejde videre.

Adolf Jerichau var straks begyndt på en skitse til en gruppe forestillende en ung jæger, en sovende hyrdinde og Amor. Men efteråret og vinteren brugte han mest til kopiering dels af Thorvaldsens Merkur, dels af antikker. I det nye år (1839) tog han nu fat på selvstændige opgaver og fik lov til om sommeren at have model i Thorvaldsens lille atelier. Resultatet heraf var et par figurer: en ung jæger og en satyr, der sendtes hjem med en fregat og blev forevist i kunstakademiets møde i dec. 1839, samt et basrelief Patrokles' Lig bringes til Achilles (fragment i Glyptoteket). Kort før havde han i tegning sendt forskellige basrelief-kompositioner hjem tti prinsen der i jan. 1840 lod dem forevise i akademiet og betydede dette at han ønskede Adolf Jerichau taget i betragtning ved uddeling af rejsepenge fra Fonden ad usus publicos. Under dette pres bevilgede akademiet ham i juni 1840 300 rdl. for at han kunne vende hjem og optage sin afbrudte akademiske uddannelse. I sin tak beklagede Adolf Jerichau imidlertid at pengene i så høj grad gik til afbetaling af gæld at han ikke havde nok at rejse hjem for. Han følte selv at han kunne lære mere i kunsten i Rom end hjemme ved akademiet, og skulle ikke have noget af at vente - som han selv skriver senere 1844 til vennerne - "ligesom Stipendiaterne, der alle komme, ikke som unge, haabefulde Mænd, men som gamle afrakkede Invalider, der af Akademiet faar Naadsensbrød for deres tro Tjeneste ved Konkurserne". Brevvekslingen med vennerne i København fortsattes i disse år i den samme eksalterede form som tidligere, men parterne fjernedes uvilkårligt fra hverandre da Adolf Jerichaus "kosmopolitiske" syn på kunst var diametralt modsat vennernes stærkere og stærkere tilknytning til N. L. Høyen og "den nordiske Kunst". I øvrigt har J. i disse år i Rom haft det svært og ensomt.

Året 1840 blev ret et arbejdsår for Adolf Jerichau; han begyndte en stor Adonisfigur som han sled med hele sommeren, men måtte slå ned i oktober. De tidligere hjemsendte tegninger udstilledes 1841, og sikkert ved H. V. Bissens hjælp lykkedes det at interessere kongen så vidt at man ønskede et forslag til en frise til dronningens påklædnings-værelse på Christiansborg. Med stor begejstring tog Adolf Jerichau om foråret fat på at tegne en sådan frise og valgte som motiv Alexanders og Roxanes Bryllup. Kompositionstegningen sendte han i midten af maj til København; ved nytårstid 1842 må den endelige bestilling være afgivet, og med den årlige fregatforbindelse – d.å. Thetis – sendtes 1842 et par brudstykker af den til København hvor de udstilledes 1843. Yderligere dele af frisen udstilledes 1844 i Rom og 1845 i St. Petersborg, men arbejdet med den gik i stå; først 1846 blev den ved Conradsens hjælp fuldført; den blev aldrig opsat, men henlagt på Christiansborg slots loft hvor den gik til grunde ved branden. Nogle ikke anvendte brudstykker af originalen var dog tidligere blevet erhvervet af Carl Jacobsen og findes nu på Glyptoteket.

Standsningen af frisens udførelse betød dog ikke at Adolf Jerichau lå på den lade side. Midten og sidste halvdel af 40erne var tværtimod hans virksomste og heldigste periode. I efteråret 1843 havde han begyndt modelleringen af en antikt inspireret draperistatue Penelope, som dr. Abendroth i Hamburg havde bestilt. Den findes nu i Glyptoteket hvor også originalmodellen til Adolf Jerichaus hovedværk Herkules og Hebe findes. Denne gruppe var han begyndt på midt i året 1844, fuldendte den i sommeren 1845 og udstillede den i Rom i et udstillingslokale ved Piazza del Popolo i nov. s.å. Den vakte overordentlig opsigt og diskussion, blev stærkt beundret og heftigt kritiseret. Kritikken formede sig nærmest som en beskyldning for plagiat, idet man mente at Herkules' figur var lovlig afhængig af den berømte "belvederiske torso" i Vatikanet. Forbindelsen er indlysende, og ville man kalde den en kunstnerisk rekonstruktion af den antikke figur vil dette rent logisk kunne forsvares; men den er virkelig et kraftigt, selvstændigt arbejde, og gruppen i sig selv en af de bedst komponerede i antik stil i 1800-årenes kunst; dertil kommer Adolf Jerichaus særlige følelse for linjernes rytmik og hans sikre formsans. Originalmodellen havde Adolf Jerichau sendt hjem sidst på sommeren 1845. Den blev udstillet 1847, men allerede i april 1846 havde Christian 8. bestilt den i marmor til Christiansborg. Beskyldningen for plagiat af antikken æggede Adolf Jerichau, og han tog 1845 fat på at modellere en gruppe på helt naturalistisk grundlag forestillende en jæger der har fanget en panterunge, nu angribes af moderen og med et spyd forsvarer sig mod hende. Denne fastholden af et spændende moment hvor hver nerve og muskel i jægeren dirrer, sammen med den energiske og præcise udførelse af ynglingens nøgne legeme føltes dengang som et moderne skulpturværk af vidtrækkende betydning – en løsrivelse fra en klassisk form- og emnekreds.

I begyndelsen af 1846 havde Adolf Jerichau ved et forceret arbejde gennem to år fuldendt sine to hovedværker. Han stod med den kunstneriske sejr i hænde, men uden bestillinger. Syg havde han været, men trods sine vanskelige forhold kastede han sig efter en ganske kortvarig forlovelse uoverlagt ind i et ægteskab med den polske maler Elisabeth Baumann hvorved hans økonomiske forhold yderligere kompliceredes. Men pludselig vendte bladet sig for ham. Efter kongens bestilling i april af Herkules og Hebe i marmor fulgte fra en russisk fyrste bestilling på Panterjægeren og kort derefter fra Tyskland bestilling på et gravmæle over Goethes sønnedatter Alma Goethe. For første gang følte Adolf Jerichau virkelig medvind, og som forholdene lå var det naturligt at han bestemte sig til at holde sommer i Danmark. Hans helbred næsten krævede det, og efter otte års fravær længtes han efter at se sin mor og vennerne, ligesom tidspunktet til at træde frem i den hjemlige kunstverden måtte siges at være kommet.

De nygifte rejste i forsommeren først til Assens hvor Adolf Jerichau havde et længere og styrkende ophold; den sidste del af tiden tilbragtes i København. Kunstakademiet, der havde behandlet Adolf Jerichau overlegent, sidst ved 1845 ganske simpelt at henlægge hans ansøgning om professoratet efter Christen Christensen, var nu klar over at Adolf Jerichau ikke var til at komme udenom. Da han ønskede at blive medlem gik man ind derpå. Han fik til opgave for medlemsstykket Adam og Eva. Men akademiet blev sig selv ligt til det sidste idet man efter statutterne fordrede medlemsstykket udført her i landet; men Adolf Jerichau lod akademiet vide at han "uden stor Overvindelse kan resignere paa at blive Medlem" hvis han ikke måtte udføre arbejdet i Rom, "og" føjede han til, "det som jeg nu har tilkæmpet mig, kan Autoriteterne i Danmark ikke mere berøve mig". Akademiet bøjede sig og udnævnte i juni måned n.å. W. Marstrand og Ernst Meyer til som kommissærer at overvåge arbejdet i Rom.

Efter Adolf Jerichaus tilbagekomst til Rom arbejdedes der ivrigt i hans atelier der nu kom ind under en regulær værkstedsdrifts former. Herkules og Hebe og Panterjægeren udførtes af italienske marmor-huggere i materiale og blev eftergået af Adolf Jerichau selv, mens Harald Conradsen, akademiets stipendiat, der var stødt til Adolf Jerichau i Firenze og fulgt med til Rom, i mange tilfælde hjalp ham med modelleringen. Med Alma Goethes monument gik det dog kun langsomt (endnu 1854 arbejdede Adolf Jerichau på det i marmor, og først 1872 blev det sendt til Weimar; i denne lange udsættelse var Adolf Jerichau dog uden skyld. Originalmodellen i kunstmuseet). Hurtigere derimod gik det med en figur, Fredens Engel, som kong Frederik 7. havde bestilt til sin mor, prinsesse Charlottes grav ved Peterskirken. Den nærmede sig i sept. 1848 sin fuldendelse i marmor og er et i rytmisk henseende smukt lille arbejde (originalmodellen i museet i Ålborg).

De nærmeste år efter besøget i Danmark var Adolf Jerichau naturligt stærkt optaget af sit medlemsstykke Adam og Eva efter Syndefaldet. Skitsen hertil må være udført kort efter tilbagekomsten, og gruppen var færdig i foråret 1849 og sendtes til København. I begyndelsen af maj forlod Adolf Jerichau Rom og blev efter sin hjemkomst optaget som medlem af kunstakademiet 25.6. Da der ved M. Rørbyes død blev et professorat ledigt valgtes han 26.11.s.å. til professor. Trods adskillige senere ophold i Rom i længere tid tilhørte Adolf Jerichau dog fra nu af den danske kunstverden.

I de sidste måneder inden Adolf Jerichau forlod Rom udførtes i hast en bestilling han allerede to år før omkring nytår 1847 havde modtaget af en hollandsk-preussisk prinsesse, nemlig en figur til en grav forestillende den opstående Kristus. Motivet egnede sig ikke til statuarisk behandling og voldte Adolf Jerichau en del kvaler så han til sidst af prinsessen fik frie hænder og kunne fremstille den opstandne Kristus. Adolf Jerichau følte naturligt opgavens vanskelighed ved sammenligning med Thorvaldsens Kristus, men klarede sig dog helt godt ved løsningen. Han fremstillede Kristus i et kort skridt fremad med løftet hoved som forkynderen, et motiv der også måtte være naturligt for den stærkt religiøse kunstner. Figuren blev i alt væsentligt modelleret af Conradsen, og Adolf Jerichau selv gjorde den færdig ved en to-tre ugers gennemarbejdning, således at den kunne støbes midt i marts. Under sit næste ophold i Rom 1854 gennemgik han marmoreksemplaret. Originalmodellen findes i museet i Århus og et marmoreksemplar i Herlufsholm kirke.

Adolf Jerichaus stilling i det hjemlige kunstnerliv efter tilbagekomsten og resten af hans liv blev vanskelig og pinlig for ham, bragte ham store skuffelser og bragte hans medfødte hang til bitterhed til at gå over alle bredder. I to perioder efter hinanden (1857–63) blev Adolf Jerichau valgt til kunstakademiets direktør som protest mod Høyens parti. Nogen fører der kunne samle et kraftigt modparti var Adolf Jerichau ikke; dertil var han i for høj grad en ener.

Efter treårskrigens slutning ønskede man i Fredericia at rejse et minde for sejren, og Bissen og Jerichau konkurrerede herom. Deres udkast udstilledes 1850. Adolf Jerichau havde formet sit som en Thor med hammeren på skulderen, parat til forsvar. Skitsen der nu findes på Glyptoteket er hverken i tanken eller i kunstnerisk henseende betydelig, og Bissens udkast til Landsoldaten blev da også med rette valgt. I de allerførste år af 50erne udførte Adolf Jerichau et par figurer inden for sit særlige område: fremstillingen af den unge kvinde, nemlig den liggende høstpige (1851) og slavinden (1852) der med lænkede hænder og bøjet hoved næsten rødmer i ungdommelig blufærdighed. Denne figur blev meget yndet og gentagne gange udført i marmor (et smukt eksemplar findes i Glyptoteket). Men sit hovedværk på dette område modellerede han en halv snes år efter, 1861–62. Det er de unge piger der overraskes under badet og forskrækkede kryber sammen idet de søger at dække sig med deres tøj for nysgerrige blikke. De repræsenterer to lidt forskellige alderstrin af unge spinkle pigeskikkelser. Gruppen er fortrinligt komponeret og af en henrivende spændstig linjevirkning og myghed i formen der i marmoreksemplarer (et i kunstmuseet fra Adolf Jerichaus senere år) yderligere fremhæves ved den indsmigrende behandling af materialet.

N.å. behandlede Jerichau endnu en gang i Adam og Eva før Syndefaldet sit yndlingsmotiv mands- og kvindeskikkelsen i en gruppe; den blev af danske godsejere bestilt som brudegave til prinsesse Alexandras bryllup med prinsen af Wales.

Kun ret få offentlige opgaver blev i årenes løb Adolf Jerichau til del. 1852–59 udførte han den smukke statue af David uden for Frue kirke som pendant til Bissens Moses og 1860–76 monumentet for H. C. Ørsted i Ørstedsparken (portrætfiguren modelleredes her af Conradsen), desuden et par mindre gravrelieffer (bl.a. Eckersbergs på Garnisons kirkes mur) og nogle portrætbuster. Yderligere var Adolf Jerichau en dygtig dyrefremstiller. Med tiden producerede han mindre og mindre, i de sidste år af 70erne næsten udelukkende nogle friser efter sine tegninger fra den tidlige Romtid. Disse var bestilt af Carl Jacobsen og findes nu i Glyptoteket. Også de var i ret stort omfang modellerede af Conradsen.

Adolf Jerichaus overfølsomhed og nervøsitet tog ikke af med årene, og hverken forholdene i kunstverdenen eller i hans familie bidrog til at mindske dem. En tid lang boede hustruen med børnene i Rom hvor Adolf Jerichau havde sit atelier stående, lige til han 1880 skænkede staten sine originalmodeller. Selv havde han da for længst trukket sig ud af alt, tilbage til en bondegård ved Jægerspris han havde købt. Her levede han i ro med naturen, men undgik heller ikke skæbnens hårde tilskikkelser, især i form af sønnen Haralds død (1878). Som den overbeviste kristne han var imødeså Adolf Jerichau med den største fortrøstning og glæde døden der kom som en befrielse fra uro, lidelse og bekymring.

Æresmedlem af kunstakademiet i Stockholm 1854. Medlem af L'institut de France, Académie des beaux-arts 1866, dr.phil.h.c. ved Københavns universitet 1879. Æresborger i Assens 1881.

En søn, Nikolaj Harald Adolph Jerichau, født 18.8.1851, død 6.3.1878, rejste efter uddannelse på akademiet til udlandet, bl.a. til Konstantinopel hvor han giftede sig, og Rom hvor han døde. Han udstillede nogle få billeder i København.

En anden søn, Holger Hvidtfeldt Jerichau, født 29.4.1861, død 25.12.1900, blev sat i købmandslære men brød af for at blive maler, undervist af moderen. Han opholdt sig ligeledes meget i udlandet men udstillede 1884–86 og 1890 på Charlottenborg.

Familie

Adolf Jerichau blev født i Assens, døde i Neder Dråby ved Jægerspris og er begravet på Frederiksberg (Solbjerg).

Forældre: urtekræmmer, løjtnant Carl Christian Jerichau (1767–1821, gift 1. gang 1792 med Juliane Henriksdatter Rasmussen, ca. 1769–1811) og Karen Birch (1781–1855). Gift 19.2.1846 i Rom med Elisabeth Maria Anna (Lisinska) Baumann (Elisabeth Jerichau Baumann), født 27.11.1819 på landstedet Jolibord ved Warszawa, død 11.7.1881 i Kbh. (Holmens), d. af kortfabrikant Philip A. B. (1776–1863) og Johanne F. Reyer (1790–1854).

Udnævnelser

R. 1852. DM. 1861. K.2 1876.

Ikonografi

Tegn. af J. Th. Lundbye, 1836 (Kgl. bibl.). Malet selvportræt 1836. Afbildet på mal. af J. V. Gertner, 1836 (St.mus.). Akvarel og mal. af Lundbye, 1837, tegn. af samme 1839 (Hirschsprung). Mal. af Dankvart Dreyer, 1839 (Fr.borg), efter dette træsnit 1884. Afbildet på tegn. af Constantin Hansen, 1841, og på mal. af David Jacobsen af atelieret i Rom. Mal. af W. Bottomley, 1843. Mal. af Lundbye, 1845 (Fr.borg) og af E. Jerichau Baumann, 1846 (St.mus.). Afbildet på satirisk tegn. af Constantin Hansen (Fr.borg). Mal. af E. Jerichau Baumann udst. 1850 og 1852. Tegn. af A. E. Kieldrup, 1851 (Fr.borg). Relief af H. Conradsen ca. 1852 (St.mus.; glyptoteket), kame af samme udst. 1857. Træsnit efter tegn. af E. Jerichau Baumann 1853 og 1854, som sidstnævnte litografi 1854. Mal. af E. Jerichau Baumann 1857 og 1858 (Fr.borg) og andre (bl.a. sst.). Tegn. af J. V. Gertner, 1860 (sst.). Litografi af E. Fortling, efter dette litografi 1868 samt træsnit af W. Obermann s.å. efter tegn. af H. Olrik. Træsnit 1868. Buste af F. C. Stramboe (Nordjyllands kunstmus.) og af Th. Stein 1873 samt 1890 (glyptoteket). Tegn. af Chr. Bayer, 1878 (Fr.borg). Mal. af E. Jerichau Baumann, 1879 (udstillingsfonden, Charlottenborg). Afbildet på æresborgerbrevets scener af J.s liv, tegnet af L. Frølich, 1881 (Fr.borg). Tegn. af H. P. Hansen, efter denne tre træsnit 1883, det ene af H. P. Hansen. Træsnit 1883 og i samme type af A. Bork, 1885. Relief (gravstenen). Buste af L. Hasselriis. Statue af Johs. Bjerg 1924–26 (glyptotekets facade). Foto. – Mindeplade på fødehuset i Assens.

Bibliografi

E. Juel-Hansen i Pers.hist.t. 9.r.VI, 1933 215–20 (slægten). H. C. Andersen i Folkekalender for Danm. III, 1854 80–91 (også i forf.s Saml. skr. XVIII, 1855 122–33). Elisabeth Jerichau Baumann: Ungdoms-erindr., 1874 122–29. Alex. Wilde: Erindr. om J. og Thorvaldsen, 1884 (også i svensk overs. 1885). Nic. Bøgh: Erindr. af og om J. A. J., 1884. Sophus Michaëlis: Billedhuggeren J. A. J., 1906 = Blade af da. kunsts hist. II. L. Bobé i Tilskueren, 1931 II 200–17. Leo Swane i Danm.s billedhuggerkunst, red. V. Thorlacius-Ussing, 1950 353–69.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjarne Jørnæs, V. Thorlacius-Ussing: Adolf Jerichau i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292142