Vilhelm Petersen, f. 1851

Vilhelm Petersen, f. 1851, Jens Vilhelm Petersen, 9.1.1851-17.6.1931, arkitekt. Født i Odense, død sst., begravet sst. P. gjorde svendestykke som tømrer og arbejdede flere år i denne profession. Han kom ind på kunstakademiet 1870 og tog 1875 sin afgangseksamen. På en studierejse 1877-78 besøgte han navnlig Frankrig, Tyskland og Italien. 1879 vandt han den Neuhausenske præmie, 1881 den lille guldmedalje. Sidstnævnte år vendte han tilbage til Odense. 1899-1921 var han konst. kgl. bygningsinspektør for Fyn med Vejle og Ribe stifter, 1921-29 for Fyns stift og de sønderjyske landsdele. Langt den største part af hans omfattende produktion faldt ind under hans embedsvirksomhed. – P. var elev af Hans J. Holm og blev en dygtig bygmester af J. D. Herholdts og Holms skole. Trods denne retnings frisindede, personlige anvendelse af historiske motiver og dens varme, hjemlige følelse var han dog noget af en akademiker, i sin kunstneriske karakter nærmest i slægt med H. Storck. Han fastholdt i sine bygninger helheden på en klar, behersket og dog levende måde, havde forkærlighed for det regelmæssige, ofte symmetriske og det skarptskårne, besad sans for gode forhold og var mådeholden i sin anvendelse af ornamentik. Med årene blev hans udtryksmåde friere og mere plastisk. På det kritisk-smagfulde lagde han ingen afgørende vægt, som almindeligt i Herholdts og Holms retning hvor der navnlig kunne gå noget ud over denne retnings interiører. Hans praktiske dygtighed stod højt. Smukke og karakteristiske eksempler på hans virksomhed er: missionshuset Ryttergade 3 i Odense (1883); Ane Margrethe Petersens stiftelse Smedestræde 33 sst. (omkr. 1885), en yndefuld lille murstensbygning i ren italiensk renæssancestil hovedbygningen på Skovsgård, Langeland (1889); pigeskolen Hundegade 123 bag ved administrationsbygningen i Ribe (1890); den anselige katedralskole i Jernbanegade i Odense (1892-94); statens forskoleseminarium ved Horsensvejen, Vejle (1893, lidt til- og ombygning 1938), et af hans fineste arbejder; toldkammerbygningerne i Esbjerg, 1897, ved Ø. Stationsvej i Odense (1899),i Svendborg, 1901 og Vejle, 1907; nordvestfynske jernbanes stationer, 1911; døvstummeskolen ved Østervoldgade, Fredericia, 1914, let nyklassicistisk; banepostkontoret i Odense, 1916, med det i den Herholdtske retning almindelige frie dansk-italienske præg; Nøvling kirke, 1918; Thomas Kingo kirken ved Bülowsvej i Odense, 1924; af dekorative arbejder kongestolen, Benediktstenen og det store øst-vindue i Skt. Knuds kirke i Odense. Ikke få af P.s bygninger virker dog åndløse og tørre. Han var ivrigt interesseret i bevarelsen af gammel dansk bygningskunst og har bl.a. restaureret Eiler Rønnows gård i Odense (1903). Ved sit 50-års jubilæum 1929 i Akademisk arkitektforening, af hvilken P. var medstifter, blev han udnævnt til æresmedlem.