Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sven Risom

Oprindelig forfatter KMill
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Sven Risom, Sven Julius Risom, 3.11.1880-24.3.1971, arkitekt. Født i Kbh. (Holmens), død i Hillerød, urne i Kbh. (Bispebjerg). R. blev student 1899 fra Birkerød. 1902 gjorde han svendestykke som tømrer. Fra 1900 besøgte han kunstakademiet, tog afgangseksamen 1911 og vandt 1914 den store guldmedalje. Han sluttede sig i sin studietid til Martin Nyrops, Ulrik Plesners, Andreas Clemmensens og P. V. Jensen-Klints hjemlige, plastisk formede retning der oprindelig var udgået fra J. D. Herholdt. Til en vis grad følte han det nordiske, indbefattet engelsk og hollandsk, som det væsentlige i forhold til det italienske element i traditionen. Fra denne tidlige periode stammer forsamlingshusene i Jejsing (1909) og Ballum (1911), nogle småhuse for tegnehjælpen samt et par villaer. 1911–15 foretog han to studierejser til Grækenland og udførte først som elev senere som "membre étranger" ved École francaise d' Athenes flere opmålinger for denne institution. Under indflydelse af disse rejser og af den hjemlige nyklassicisme fik mange af hans bygninger nu et klassicistisk præg om end ofte forbundet med nordisk-hjemlige elementer, således det nydelige birkebarkshus Aggersvej 21. Enrum, 1919 og de to funktionærboliger for Tuborg, Svanemøllevej 59 og 61, 1925. Senere har R. – i hvert fald for det økonomiske byggeris vedkommende – anslået en mådeholden moderne simpelhed, dog stadig kunstnerisk betonet, fx i forretningsejendommen Nørregade 15, 1934. Af hans omfattende praksis kan foruden det anførte nævnes: af villaer Ankerhus, nu Klilgården i Blokhus, 1917, Rosenlund. Strandvej 328 i Vedbæk, 1919, Gruts Allé 10 i Hellerup, 1927 (præmieret), den engelsk beslægtede Svanevænget 21 sst., 1938; hovedbygningen på Søbækgård i Mørdrup ved Espergærde, 1918; for Tuborg fabrikker på Strandvejen bl.a. mineralvandsfabrik, borgstuebygning og et stilfuldt bestyrelsesværelse i administrationsbygningen (1920erne); Hotel Frederik IV og Store Kro i Fredensborg slotsallé, 1935; beboelsesejendomme Clarasvej 5–13 i Ordrup, 1930 (præmieret) og Nordhavnsgården, Østbanegade 145–61, 1934; Skt. Annce Kirke. dronning Elisabeths Allé, romansk præget 1938. R. har tillige tegnet møbler og gravmæler. Desuden var han en varm forkæmper for byplanbevægelsen. Han var fra 1933 sekretær og inspektør ved statsinventariekommissionen.

Familie

Forældre: læge ved Det kgl. teater, senere tit. professor Johan Maria R. (1842–1915) og Thalia Rothe (1857–1918). Gift 31.3.1915 i Kbh. (b.v.) med Inger Henriques, født 29.3.1881 i Kbh. (Mos.), død 29.8.1978 i Hillerød, d. af forfatter Axel H. (1851–1935) og Frederikke A. Meyer (1859–1933).

Udnævnelser

R. 1940.

Annonce

Ikonografi

Buste af Viggo Jarl, 1905. Foto.

Bibliografi

3.dec, 1906 tvl. 10–12; 1907 tvl. 9–12. Architekten XI, 1908–09 262 266 269; XII, 1909–10 2 13; XXI, 1919 393–98; XXXIII, 1931 U 29f; XXXVII, 1935 U 217–19. Gamle bygninger på landet, udg. Foren, af 3.dec. 1892, hft. I, 1911 tvl. 20f; hft. II, 1916 tvl. 23. Skønvirke II, 1916 165 171. Nord. ugebl. for katolske kristne LXXXVI, 1938 330–33. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
K. Millech: Sven Risom i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 24. februar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296430