Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Poul Cadovius

Oprindelige forfattere MeHa og EKJo

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Poul Cadovius, 27.9.1911-2011, arkitekt. Poul Cadovius kom efter endt skolegang i lære som tapetserer og sadelmager hos sin far der var tapetserermester i Brønshøj. 1932 etablerede han egen forretning i dekorationsbranchen ligesom han i 1930erne bistod i virksomheden hos faderen der i flere perioder var sygdomsramt. Håndværksarbejdet havde dog ikke hans store interesse der mere lå på det konstruktive område, og den idérigdom der kendetegnede hans senere virksomhed kom allerede til udtryk gennem flere mindre opfindelser inden for tapetfaget (bl.a. opsætning ved kantstødning). Omkring 1940 opgav han sin forretning og fik i stedet ansættelse på den store tapetfabrik Fiona hvor han indtil 1948 virkede som rådgivende konsulent. Under sin ansættelse her startede han i samarbejde med Fionas direktør Hother Brønner 1945 I/S Jydsk Persienne-Industri i Århus. Virksomheden udviklede sig fra slutningen af 1940erne kraftigt, især efter at man var gået over til produktion af aluminiumspersienner, og fabrikken blev den førende i sin branche i Europa.

Fra begyndelsen af 1950erne begyndte Poul Cadovius endvidere at producere møbler. Han udviklede et nyt reolsystem Royalsystemet der i modsætning til de gængse reoltyper var beregnet til vægophængning og fremstilledes adskilt i enkeltelementer der kunne sammensættes efter den enkelte købers behov. De nye byggemøbler blev i løbet af få år meget efterspurgte, specielt i udlandet; der oprettedes afdelinger i Sverige og USA ligesom møblerne blev fremstillet på licens i en række lande.

Poul Cadovius brød med Royal-møblerne der også omfattede skabs- og bordelementer med de indtil da gældende principper for boligmøblering. De vægophængte møbelsystemer gav en mere effektiv rumudnyttelse ligesom de skabte mulighed for en langt større fleksibilitet i møbleringen end det normale "gulvmøblement". Hans pionerindsats på dette område blev fulgt op af møbelbranchen i såvel Danmark som udlandet, og selv udviklede Poul Cadovius flere andre tilsvarende møbelsystemer System Ulira og System Cado til anvendelse såvel i privatboligen som i kontorer og butikker. Omkring 1960 skabte Poul Cadovius igen en væsentlig fornyelse på bolig og erhvervsinventarets område. Han udviklede et fritstående modulopbygget inventarsystem i letmetal System abstracta der med et utal af kombinationsmuligheder kunne samles ved hjælp af specielle samleled uden brug af skruer og værktøj. Dette system vandt hurtigt en betydelig udbredelse i ind- og udland, og Poul Cadovius udbyggede fabriksvirksomheden i Danmark ved opførelse af nye fabrikker i Randers, Tønder og Svendborg ligesom han 1966 overtog møbelvirksomheden France & søn i Hillerød. Abstractasystemet indgik i Poul Cadovius' nyskabelse inden for byggeriet hvor han udviklede store kuppelhuse (boblehaller) der blev opbygget af en stålrørskonstruktion, overdækket med plastic. Disse bygninger af hvilke de første blev opført omkring 1960 fandt især anvendelse som udstillings og sportshaller, men også til boligformål udviklede Poul Cadovius i løbet af 1960erne en halvkugleformet bygning af utraditionelle materialer (glasfiber). Desuden udviklede han skalformede læskure ved busstoppesteder.

Annonce

Poul Cadovius skabte med sin sprudlende idérigdom en række tilsyneladende eksperimentelle og dristige, men altid velgennemtænkte og praktisk anvendelige fornyelser inden for først og fremmest bolig og bygningsindustrien, og opnåede en række internationale og danske prisbelønninger for sine opfindelser, bl.a. ID-klassikerprisen 1992. Han tog over 400 patenter i løbet af sit virke. Han gjorde desuden en betydelig indsats for at fremme dansk eksportvirksomhed, bl.a. ved som direktør for A/S Daninteriør (fra 1963) at skabe store permanente udstillinger af dansk industri i hovedstadsområdet (Cirkelhuset i Kokkedal). På dette område var hans succes dog mindre åbenbar, og det resulterede i et stort økonomisk tab for Poul Cadovius.

Familie

Poul Cadovius blev født på Frederiksberg og døde i Svendborg.
Forældre: tapetserer, senere tapetserermester Nikolaj Cadovius (1883-1949) og Agnes Francisca Eleonora Jensen (1891-1972).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Interviews i Jyllandsposten 14.12.1952 og Berl. tid. 12.5.1974. - Torsten Boheman i Bygge og bo, 1960 nr. 3 38f. Arbejdsgiveren, 1960, nr. 18 5-8. Poul Henningsen i Mobilia, 1961 sept.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, Erik Korr Johansen: Poul Cadovius i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 14. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288084