Ole Nørgaard

Ole Nørgaard, 2.3.1925-22.4.1978, arkitekt. Født i Viborg, død i Gentofte, urne Mariebjerg kgd. N. fik nok en lidt anden livsbane end han havde tænkt sig da han efter sin studentereksamen fra Viborg katedralskole 1943 søgte ind på akademiets arkitektskole. Til at begynde med fulgte den ganske vist det mønster der plejer at tegne sig for en begavet arkitekt. Han fik sin afgang fra skolen 1948, arbejdede på tegnestue i Kbh., blev en værdsat undervisningsassistent ved akademiet og deltog med hæder i mange arkitektkonkurrencer. S.m. sin kone fik han allerede fra 1950 projekter præmieret eller indkøbt (gymnasium i Nyborg 1950, skole i Årby 1952, kirkegård i Lyngby 1952, rådhus i Glostrup 1953, Langeliniepavillonen s.å., bebyggelsesplan på Frbg. 1958 m.fl.), men de fik aldrig held til at bryde igennem med et sejrende projekt der kunne befæste en selvstændig praksis. Hertil kom at N. af væsen var lidt sky og uden evne til at dyrke en omgangskreds der kunne skaffe ham opgaver som arkitekt.

Af et medarbejderskab hos havearkitekten, professor C. Th. Sørensen udviklede sig da et egentligt kompagniskab hvor N.s sans for store landskabelige linjer og byplanmæssige ideer kom til deres ret. Han var havnet som landskabsarkitekt og fik sig omsider etableret med egen praksis idet C. Th. Sørensen endnu en tid bistod som den kyndige med hensyn til plantevalg og vækstvilkår. Den landskabelige behandling af de store arealer omkring Risøanlægget hører til deres fælles arbejder. Det blev N.s held at han sadlede om på et tidspunkt hvor landskab som begreb fik en videre betydning så det ikke blot omfattede den avede natur med sin grønne frodighed, men også det bevidst formede, urbane miljø med rumdannelser hvor det grønne var et islæt på linje med belægninger, støttemure o.lign.: – ligeværdige elementer i en kunstnerisk helhed. N.s manglende gartneriske skoling kunne da vendes til en særlig styrke i den arkitektoniske behandling af et menneskeskabt sceneri. Dog er det ikke en forstenet verden han har arbejdet med, for der kan være både grønt og yppigt i hans landskabelige iscenesættelser, på sin vis beslægtet med George Reptons og Lancelot (Capability) Browns: – den manipulerede oplevelse af store friarealer. Men N. er i sidste instans knyttet til 60ernes og 70ernes teknokratisk prægede bybilleder og bebyggelser.

En væsentlig del af N.s indsats knyttede sig da også til nogle af de store motorvejsanlæg der var 60ernes vision om storbyens blodcirkulation med bilismens pulserende trafikårer. N. var knyttet til det stærkt diskuterede søringsprojekt hvis grandiose tilløb med Lyngbyvejen han har formet. Men hans evne til at skabe det bymæssige klimaks kom aldrig på prøve for 60ernes trafikale teknologi fik ikke lov at løbe linen ud -stormen på Kbh. endte endnu engang uden for voldene. Mindre omstridt men lige så tidstypisk er hans behandling af omgivelserne i det nye Albertslund (1963ff.), det vældige anlæg i Lundtofte for Danmarks tekniske højskole hvis hoveddisposition han havde et medansvar for (1959-74), skulpturhaven ved Louisiana (1963), de store friarealer ved Ishøjplanen og ved det nye anlæg for Teknologisk institut i Tåstrup (1975-76) m.fl. Det kan være lidt bittert at tænke på at N. -der tidligt åbenbarede sig som en arkitektbegavelse – ikke fik egentlige byggeopgaver og der har nok gemt sig nogen resignation hos den beskedne mand, hvis mørke øjne havde en intensitet i blikket der røbede hans kunstneriske ildhu. Han blev da også respekteret som en fin æstetiker. – N. var medlem af Akademirådet 1959-65, og han fik tildelt Eckersberg-medaljen 1969.