Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Nicolai Eigtved

Oprindelige forfattere CEll og HaLu
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Nicolai Eigtved, Niels (Nicolai) Eigtved (Eigtwedt), 4.6.1701-7.6.1754, arkitekt. Født i Haraldsted sg, død i Kbh., begravet sst. (Petri nye urtegård). E. var uddannet som gartner, muligvis først på Skjoldenæsholm, senere – i årene før 1723 – i Frbg. have. 1723 fik han som gartnersvend pas til udlandet; hans vandrefærd førte ham over Sachsen og Berlin i 1725 til Warszawa hvor han 1726 opnåede ansættelse som konduktør hos arkitekt og kaptajn i det sachsisk-polske bygningsvæsen C. F. Pöppelmann. Senere overgik han til ingeniørkorpset (konduktør 1730), fra hvilket han fik afsked 1733 som kaptajn. Denne periode i E.s liv blev af grundlæggende betydning for hans fremtid som arkitekt. Han fik en fortrinlig skoling som militærbygmester, men har sikkert kun undtagelsesvis været selvstændig virksom ved civile byggeforetagender. Han kunne dog ikke undgå at modtage stærke indtryk fra kurfyrst-kongens storartede slots- og palæanlæg i Dresden og Warszawa og at blive afgørende påvirket af den franske stil der dyrkedes af de ledende hofarkitekter Jean von Bodt og Zacharias Longuelune. Også af Matthes Pöppelmann har han lært meget, dog væsentligt af hans senere værker. Elementerne i den lisén-stil som E. senere med forkærlighed anvender i Danmark har han tilegnet sig i Sachsen-Polen, måske især inspireret af J. C. Knoffel. 1730 indtraf det store vendepunkt i E.s liv. August den Stærke havde s.å. under Pöppelmanns ledelse ladet anlægge en pompøs lystlejr i Zeithain (Mühlheim) som ramme om militære festspil og storpolitiske konferencer. E. der havde taget del i arbejdets udførelse og forfærdiget i hvert fald kopitegninger af anlægget og dets pavilloner blev forestillet for Poul Vendelbo Løvenørn, da envoyé extraordinaire ved Berlinhoffet, og har sandsynligvis formået denne til at interessere sig for hans ansættelse i det kgl. danske bygningsvæsen. N.å. begyndte Christian VIs planer til et nyt residensslot i Kbh. at tage form; han havde god brug for veluddannede kunstnere, og efter en brevveksling mellem Løvenørn og E. blev denne 1732 udnævnt til dansk løjtnant og fik af kongen bevilget midler til en studierejse, specielt i Italien, for at han kunne dygtiggøre sig i civilarkitektur og interiørdekoration.

I foråret 1733 forlod han Dresden og var i Rom allerede i maj-juni hvor han ses både at have gjort opmålinger og selvstændige projekter; ingen af disse synes bevarede. Fra Rom drog han 6.4.1735 til Østrig hvor han opholdt sig en uges tid i Wien og opmålte efter kongens ønske prins Eugens nylig ombyggede landresidens Schlosshof; sommeren s.å. rejste han til Kur-Bayern for ligeledes, efter ordre, at studere og tegne slottene i München, Nymphenburg og Schleissheim. At han her lærte en række rokokointeriører af høj rang at kende blev såre betydningsfuldt ikke blot for hans personlige udvikling som rumdekorator og ornamentist (påvirkning fra F. Cuvilliés), men også for rokokoens historie overhovedet i Danmark. Han lærte den nye franske stil at kende netop på det sted hvortil den tidligst var nået øst for Rhinen. Da E. sept. 1735 kom tilbage til Kbh. efter tolv års fravær var det som en moden og fuldt moderne skolet kunstner for hvem et stort arbejdsfelt måtte åbne sig ved Christian VIs hof.

Det første afsnit af E.s liv og virksomhed i Danmark som arkitekt begynder med hans udnævnelse 1735 til kaptajn i ingeniørkorpset og til hofbygmester, og det afsluttes 1742 da general-bygmesterembedet nedlægges og erstattes af en bygningskommission i hvilken han selv fik sæde. I denne periode bestod E.s embedsforretninger dels i at føre tilsyn med de kgl. bygninger i Jylland og på Fyn hvilken gerning hverken lagde megen beslag på hans tid eller stillede større fordringer til hans talent, dels i at medvirke ved Christiansborgs opførelse og udsmykning. Denne sidste opgave blev det centrale i hans virksomhed, også ud over nævnte periodes grænse. Generalbygmester E. D. Hausser måtte til E. og Laurids de Thurah afgive udsmykningen af slottets stadsgemakker af hvilke E. fik tildelt bl. a. selve kongens appartement ud mod slotspladsen, residensens fornemste suite; i de følgende år lod han, i samarbejde med billedhuggeren L.-A. Le Clerc, denne udstyre i en rokoko der vel bygger på den bayerske retning, men dog efterhånden øjensynlig blev lutret under indflydelse af franske mønsterforlæg og ornamentstik. Det er uomtvisteligt E.s fortjeneste at have indført en moden rokokostil i Danmark, – Thurah, skønt yngre, havde rejst tidligere og derfor ikke kunnet tilegne sig den. Alene dette gav E. et forspring, der – bortset fra hans talent – betinger hans hastigt voksende indflydelse både i det kgl. bygningsvæsen og på hele landets fornemme profanarkitektur og boligkultur.

Annonce

Ved Christiansborgs opførelse nåede han da også ikke blot at præge interiørerne, men også (efter konkurrencer med Hausser og Thurah) at få overdraget projekteringen henholdsvis af slottets fire hovedtrapper og af slotskirken (1738) der udformedes som en tung variant af kapellet i Versailles. Også inden for en anden af Haussers oprindelige domæner, nemlig ridebanen og dens bygninger, fik han lejlighed til at gøre sig gældende, idet han 1739 fik ordre til at give tegninger til marmorbroen og de to pavilloner (udført 1741ff.). I disse sidste viser han sin skarptskårne franske fladestil i selve bygningsblokkens tilskæring og røber tillige sin latente barokke følemåde i tagenes frodige figurdekorationer (udført af Johan Chr. Petzold). Disse omfattende og skelsættende arbejder på Christiansborg har ikke levnet E. synderlig tid til anden byggevirksomhed i denne periode. Han udførte 1737 en anlægsplan for Hørsholm by.

1742 indtrådte, som nævnt, betydelige ændringer i E.s forhold. Ved oprettelsen af bygningskommissionen blev det overdraget ham at følge efter Hausser som ledende slotsarkitekt; naturligt nok blev han samtidig fritaget for bygningsinspektionen i Jylland-Fyn, men fik i stedet de øvrige kgl. bygninger i Kbh. (desuden Frbg. slot og Bregentved) som sit departement. Endelig blev han 1742 udnævnt til oberstløjtnant. Hausser var gået, Thurah distanceret, – nu fik E. ikke blot øget magt og myndighed, men også friere betingelser som kunstner. Han fortsætter interiørarbejderne på Christiansborg, ligeledes staldfløjenes opførelse, og slottets nye hovedporte var efter hans tegninger, men i den følgende tid, indtil 1749 da Amalienborg-perioden sætter ind, træder Christiansborg kunstnerisk set tilbage i anden række. Med Prinsens palæ (1743-44), opført for kronprins Frederik (V) med delvis anvendelse af en ældre palæbygning skaber han et bygningsværk der både i planen og (særlig) i opstalternes behandling har direkte tilknytning til parisiske hoteltyper fra århundredets første trediedel; også mindelser fra det ombyggede "Japanske palæ" er mærkbare. Riddersalen er en forstudie til hans egen senere, prægtige sal i Moltkes (Christian VIIs) palæ på Amalienborg der herigennem tillige forbindes med Christiansborgs interiører. Det er i lige grad betegnende for E.s overordentlig styrkede prestige og for hans kunsts, for rokokoens voksende magt at han i årene efter 1742 i vid udstrækning afløser Thurah som kongefamiliens og hofkredsens bygmester i selve hans nordsjællandske provins. Med landslotte var denne egn vel forsynet – Thurah udvider endogså Hirschholm 1743-44 – nu indfører E. en ny, højst moderne bygningstype, "Lysthuset", la maison de plaisance, der ved sin relativt beskedne størrelse og bekvemme rumfordeling imødekom salonkulturens krav om komfort og intimitet. Denne type, der kan varieres med herregården som det ene yderpunkt, havehuset ("Bagatelle") som det andet, var blevet mønstergyldigt fastlagt af J. F. Blondel i hans publikation fra 1737-38. Dette værk har været E.s grundlag, han benyttede det i fire år efter dets udgivelse i Paris. Frederiksdal ved Furesøen opført 1744 for J. S. Schulin har E. formet som et sådant fransk lysthus, om end planen er strammet helt militærisk. Også et for længst forsvundet havepalæ i Hirschholm park, opført ved samme tid og af fransk grundtype, er utvivlsomt tegnet af E. Sophie Magdalenes Sofienberg ved Rungsted, opført 1744 af E., var mere en "belvedere" af italiensk-østrigsk villatype end fransk landsted; i gennemførelsen hører det til arkitektens svageste arbejder. Inden for genren "det fornemme sommerhus" havde E. således i løbet af få år skabt nogle fint varierede arbejder, overvejende præget af fransk rokokos formidealer og boligkultur.

Jævnsides hermed var han så lykkelig også at kunne give tegninger til et stort landslot; ved 1740ernes midte bygges slottet Friedrichsruhe ved Itzehoe for dronningens bror, markgreve Frederik Ernst af Brandenburg-Culmbach-Baireuth, efter et projekt af E., et betydeligt anlæg der i flere henseender er beslægtet med Prinsens palæ. For overhofmarskal Adam Gottlob Moltke ombyggede E. 1748-50 Bregentved hvis østfløj helt ændrede udseende og blev gårdens hovedfløj. Ligeledes for Moltke opførtes 1752– 54 Turebyholms nye hovedbygning og lade. I sammenligning med E.s frodige byggevirksomhed uden for Kbh. (og uden for hans embedsområde) forekommer hans arbejde i hovedstaden fra denne tid mindre betydeligt, – når bortses fra Christiansborg. Det gælder dog kun art og omfang, ikke værdi. Thi Komediehuset, 1747-48 og Det asiatiske kompagnis pakhus på Christianshavn, 1748ff har ved deres konsekvent gennemførte lisénmotiv i "stor orden" haft forbilledlig betydning for store dele af vor "borgerlige rokoko", også for militærarkitekturen. Den sidste periode af E.s liv, 1749-54, fyldes helt af Amalienborgkvarterets (Frederiksstadens) anlæggelse og delvise gennemførelse. Ved løsningen af denne mangesidige opgave – vel den største der er stillet en dansk arkitekt i 1700-tallet -nåede han mesterskabet. Ikke blot det nye regulære kvarters plan med Amaliegade som længdeakse, Frederiksgade som tværakse og "Kongepladsen" som centrum skyldes ham, men også bydelens ensdannede borgerhuse går tilbage til hans typetegninger og blev underkastet hans kontrol (fx Amaliegade 5, 11, 17, 19, 42). De fire, oprindelig adelige Amalienborg-palæer – et hovedværk i europæisk rokokoarkitektur – er opført efter hans udkast, Moltkes (Christian VII's) tillige under hans personlige ledelse; i nævnte palæs festrum (riddersalen, trappen, galleriet) kulminerer hans interiørkunst. I Bredgade opførte han nr. 26, Lindencrones palæ i 1751, men både Bernstorffs, Dehns og Berckentins palæer er præget af hans stil. Endelig gav E. tegninger til Frederikskirken (Marmorkirken), flere varierede projekter, det ældste 1749, det yngste 1754; disse udkast der viser påvirkning fra Juvara og G. Bahr (Frauenkirche i Dresden) blev ikke udført (N.-H. Jardins indkaldelse 1755). Derimod blev Frederiks hospital for størstedelen bygget efter E.s rids (karreen omkring Grønnegården) 1752ff, som anlæg ret beslægtet med et projekt af J. R. Fäsch til et invalidehotel; de fire pavilloner blev, større end E. havde tænkt sig, bygget af Thurah efter E.s død.

Jævnsides med disse betydningsfulde arbejder i Frederiksstaden formåede E. tillige at udarbejde projekter til Christianskirken på Christianshavn (opført 1755ff ved J. H. Dumreicher, med ændret spir af G. D. Anthon, 1766-69) og at udføre adskillige mindre arbejder, fx en landfogedgård i Vidøe på Island 1753. Tillige tog han virksom del i kunstakademiets organisation, fik 1748 "inspektionen" over det ældre akademi og var ved det nyes oprettelse 1754 dettes første direktør. E.s formelle magtstilling i det kunstneriske hierarki var således overordentlig i hans sidste år; 1749 var han endvidere blevet oberst i fortifikationen. Kun i den Bernstorff-Moltkeske hofkreds begyndte til slut hans position at svækkes. Alene ved sin overordentlig omfattende og mangeartede produktion der falder inden for alle bygningskunstens grene har E. haft indgribende betydning for vor arkitektur i 1700-tallet. Han har i stort og småt – fra byplanen til ornamentet – gennemprøvet den fransk-tyske rokokos muligheder på hjemlige byggeopgaver, har bragt denne stil til fuldt gennembrud i Danmark og har bestemt dens nationale udvikling. Som kunstnerindividualitet betragtet hører han til vor arkitekturs frodigste og fornemste talenter; i sine bedste arbejder viser han en højtudviklet sans for fladernes sarte relief og klare rytmisering forenet med en ægte barok følelse for bygningernes fyldige helhedsplastik.

Familie

Forældre: bonde Mads Nielsen i Egtved (ca. 1646-1705) og Dorthe Hansdatter (født 1680, gift 2. gang 1705 med Jens Olsen). Gift 24.5.1743 i Fr.borg slotskirke med Sophie Christiane Walther, født 1.4.1726, død 15.10. 1795 i Kbh. (Petri), d. af konrektor ved domskolen i Magdeburg Johann Gottfried W. (død 1727) og Margrethe Sophie Strobel (1700-59).

Ikonografi

Mal. nævnes at være på kunstakad. 1772, men er senere forsvundet. - Fragment af mindetavle (Nat.mus.).

Bibliografi

F. Meldahl: Frederikskirken i Kbh., 1896. Fr. Schiett i Fra arkiv og museum I, 1899-1902 1-30. O. v. Munthe af Morgenstierne: N. E., 1924. Fr. Weilbach i Pers. hist. t. S.r.V, 1926 62-69. Samme i Architekten M XXIX, 1927 159-74. Christian Elling: Slotte og herregårde i barok og rokoko, 1928. Samme i Architekten M, 1928 1-10. Samme: Palæer og patricierhuse fra rokokotiden, 1930. Samme: Documents inédits concernant les projets de A.-J. Gabriel og N.-H. Jardin pour l'église Frédéric à Copenhague, 1931. Samme i Artes V, 1937 107– 81 (m. breve fra og til Poul Lovenørn): sst. VI, 1938 91-121. Samme: Danske borgerhuse, 1943. Samme: Christiansborg-interiorer, 1944. Samme: Amalienborg interiorer, 1945. Samme i Komediehuset på Kongens Nytorv, red. Torben Krogh, 1948 27-40. Arne Finsen i Tilskueren, 1933 I 124-28. Tove Clemmensen og M. B. Mackeprang: Chr. IXs palæ på Amalienborg 1750-1906, 1956. Bredo L. Grandjean i Arkitekten LIX, 1957 252f. Hakon Lund i Kunstindustrimuseet: Virksomhed 1964-69, 1969 15-50. Samme i Hafnia 1970, 1970 65-80. Samme i Christiansborg slot I, red. Kristian Hvidt m.fl., 1975 220-97. Knud Voss: Arkitekten N. E., 1971. John Erichsen: Frederiksstaden, 1972. Danm.s kirker. København IV, 1975 137-41.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Christian Elling, Hakon Lund: Nicolai Eigtved i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. juni 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289063