Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

N.-H. Jardin

Oprindelig forfatter HaLu

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

N.-H. Jardin, Nicolas-Henri Jardin, 22.3.1720-31.8.1799, arkitekt. Født i Saint Germain-des-Noyers, død sst. Sin grundlæggende uddannelse fik J. på arkitekturakademiet i Paris i årene mellem 1735 og 1741, da han vandt den store pris (for et udkast til koret i en katedral). Dette gav ham adgang til at studere ved det franske akademi i Rom, hvortil han kom 1744. J. studerede her samtidig med G. P. M. Dumont, Louis Le Lorrain, billedhuggeren J. F. Saly og maleren J. M. Vien. Rokokoen stod i sin blomstring da J. gik på arkitekturakademiet i Paris, men opholdet i Rom prægede ham stærkt. Han var der i fire år og kom under påvirkning af G. B. Piranesi, hvis malerisk-teatralske opfattelse af den antikke arkitektur og romersk barok han tilegnede sig. Et par raderinger fra denne tid, Chapelle sépulchrale, 1747 og Projet d'un Pont Triomphal, 1748 er i Piranesis stil, og J. var så glad for raderingerne at han indlemmede dem i en publikation tyve år senere. J. udførte desuden stik af festdekorationer og tog undervisning i geometri og matematik hos jesuiterpateren R. J. Boscowich. Efter hjemkomsten til Paris 1748 blev J. konduktør hos arkitekten Michel Tannevot på et palæ for generalprocurøren Jean de Boullogne i Rue Saint-Honoré (ca. 1753–54) og på et landsted i nærheden af Dammartin (senest opf. 1754).

Da J.s arbejder efter hjemkomsten fra Rom ikke kendes, er det umuligt at sige noget om hvordan hans stilling var i fransk arkitektur, da han 1754 blev anbefalet til den danske regering som søgte en arkitekt der kunne fuldføre den af Nic. Eigtved påbegyndte Frederikskirke. Et vist ry må han vel have haft, siden bl.a. Saly pegede på ham.

Med J.s ankomst i jan. 1755 bragtes nyklassicismen til Danmark på et tidligt tidspunkt i dens europæiske udvikling. Hans opgave var i første række at give projekter til Frederikskirken. To alternative forslag var det første resultat J. viste, og de var af en art der foregriber senere fænomener som C.-N. Ledoux' og E.-L. Boullée's fantasiarkitektur. Hverken i Danmark eller Frankrig var tiden moden til gennemførelsen af projekter af sådan romersk vælde, direkte i familie med Piranesis fortolkning af antikken. Det ses af den ublide medfart projekterne fik da de sendtes til udtalelse ved akademierne i Paris og Rom, samt hos nogle private arkitekter, akademikere såvel som modernister. Disse projekter gik ud over de af Eigtved lagte fundamenter der skulle vise sig mere end rigelige til landets økonomiske formåen. J.s sidste forslag til Frederikskirken, der approberedes 26.7.1756, var mere afdæmpet og traditionelt. Det fulgte nøje det eigtvedske skema med detacherede tårne, interiøret blev luftigere og dækkedes af en kuppelkonstruktion mage til den parisiske Invalidekirkes. J. udnævntes s.å. til kirkens bygmester. Det blev skæbnesvangert for bygningens fuldførelse at man allerede forinden J.s ankomst havde vedtaget at beklæde den med norsk marmor. På grund af udgifterne gik byggeriet kun langsomt, og 9.11.1770 indstilledes arbejdet efter kgl. ordre på et stade, hvor man havde nået at opføre den centrale blok indtil kapitælhøjde. 1769 publicerede J. sine tegninger i værket Plans, coupes et elevations de l'Église Royale de Frédéric V, å Copenhague; kobberstikkene hertil, udført 1764, forelagde han for akitekturakademiet i Paris jan. 1765. Allerede 15.1.1755 udnævntes J. til professor i arkitektur ved det danske kunstakademi, en post han beklædte til 1771. Fra 1759 overtog han tillige professoratet i perspektiv efter broderen Louis-Henri Jardin (1730–59). Efter Laurids de Thurahs død s.å. blev han tillige chef for det kgl. bygningsvæsen med titel af Intendant des Bâtiments du Roy 1760. J. fik god tid til at hellige sig andre bygningsværker end Frederikskirken. De toneangivende i landet, A. G. Moltke og J. H. E. Bernstorff, forstod at benytte sig af den moderne arkitekt. For Moltke indrettede J. 1757 spisesalen i dennes palæ (senere Christian VIIs) på Amalienborg, der nu må være det tidligste, bevarede rum dekoreret helt i nyklassicistisk stil af en fransk arkitekt. Sandsynligvis har han været bekendt med nu forsvundne rum som fx dem Contant d'Ivry indrettede i Palais Royal i Paris året før J. forlod denne by. Rummets klassiske stil er dog måske ikke så bemærkelsesværdig ny som man har antaget, da der var en herskende tradition for at sådanne rum skulle indrettes efter lignende principper. For Moltke opførte J. formentlig kort efter 1760 en lille voliere i hjørnet af haven ved palæet på Amalienborg. Det er et rundtempel som delvis indgår i en trekantet bygning, dets aner er såvel antikke, barokke (Pietro da Cortona) som moderne (William Chambers). I 1760ernes begyndelse arbejdede J. med at omlægge Bregentveds have for Moltke. Han byggede her videre på eksisterende anlæg, men gjorde anlægget til landets mest moderne, en typisk "jardin à la française" med udnyttelse af terrænet, moderne parterrer, skrå akser, bygningsværker og skulpturer. En beskeden kaskade vidner om at ophavsmanden havde raderet "Projet d'un Pont Triomphal" i sin ungdoms Rom. J.s indsats i dansk havekunst der ikke havde udviklet sig siden J. C. Kriegers dage, var af afgørende, men også afsluttende betydning for så vidt angår den fransk inspirerede havestil. 1759 fremlagde han sine planer til den store omlægning af Fredensborg slotshave som han i nært samarbejde med Johannes Wiedewelt arbejdede på de næste sekssyv år. Planen gennemførtes ikke helt efter J.s intentioner, men fornyelsen af parterret, anlæggelsen af kæmpealleen og marmorhaven udførtes efter hans plan. Også til selve slottets fornyelse leverede han et storartet forslag som dog ikke udførtes. Med A. G. Moltke som bygherre, men i virkeligheden for kongen, ombyggede J. fra 1760–62 Lundehave ved Helsingør, senere kaldet Marienlyst. Med bevarelsen af Frederik IIs gamle lysthus som kerne i den ny bygning skabte han et fornemt, køligt virkende landsted med en have i en for ham karakteristisk stærkt forenklet stil. For J. H. E. Bernstorff der ved J. Wasserschlebes hjælp havde formidlet J.s indkaldelse til Danmark, opførte han landstedet Bernstorff i Gentofte. I nært samarbejde med Wasserschlebe placeredes den højtbeliggende bygning under omhyggelig hensyntagen til sol, vind og udsigt. Den have J. tegnede forskellige forslag til skulle have været så stærkt forenklet, omend stadig af geometrisk omrids, at man fornemmer at landskabshaven med den frit beliggende bygning ikke var nogen fjern tanke for ham. Bernstorffs plantype med den ovale havesal var nok i fransk tradition men ingenlunde forældet. I det ydre fik huset en rejsning der gjorde det til et yndet forbillede for herregårdene i resten af landet. Med refend-fugede endefag og midtparti, med medaljoner, festoner, muslingeskaller og vaser demonstrerer Bernstorff nyklassicismens dekorative apparat. De interiører J. skabte på Marienlyst og Bernstorff samt i marskalhuset på Fredensborg (1762) er kølige og elegante, præget af den tidlige nyklassicismes friskhed. Ved indretningen af riddersalen på Christiansborg slot var han bundet af et eksisterende volumen og en tradition der forlangte et omløbende galleri. Den mægtige sals koblede søjler og svære hulkel med ovale åbninger kan tydes som en retrospektiv arkitektur, men højtidelige rum hvor nationens og dynastiets symboler gik op i en højere enhed skulle have denne karakter. Detaljerne afslørede at arkitekten var nyklassicist. J. indrettede på Christiansborg desuden potentatgemakket ved siden af riddersalen samt hofteatret i ridebanens staldfløj (1767, ombygget 1845 af J. H. Koch, nu teatermuseum). Hans udkast (1766) til sørgedekoration med Frederik Vs katafalk i slotskirken viser hans uomtvistelige evner på dette felt, og samtidig ved anvendelsen af pyramidemotivet en tilbagevenden til ungdommens ideer som de kendes fra stikket "Chapelle sépulchrale" (udsmykningen stukket af F. L. Bradt).

Annonce

For militæret byggede J. landets første statslige kaserne 1765–69 i Sølvgade, en ny arkitektonisk opgave som han løste i fuld overensstemmelse med samtidens franske eksempler. På Nyholm opførtes 1763 en oval søsætningspavillon for enden af spantehuset. Bygningen er i flere måder i slægt med volieren på Amalienborg. J. opførte 1764 det gule palæ, Amaliegade 18, for købmand Frederik Bargum. Dette hus brød med det i Frederiksstaden almindelige facadeskema. Med sine hårde, kantede detaljer er det en næsten brutal bygning der ikke dannede skole. Thotts palæ på Kongens Nytorv (nr. 4) gav han ny facadedekoration. De mange detaljer af fransk oprindelse såsom guirlander, medaljoner og triglyf konsoller, som han brugte på disse bygninger, viste sig her og der på det fornemmere københavnske byggeri, men i den sidste ende blev det C. F. Harsdorffs stil der vandt den store udbredelse. Det stramt komponerede, enkle borgerhus Lille Strandstræde 6 opført for spekulanten H.-A. Verrayon skyldes sandsynligvis J.

Efter Eigtveds og Thuras død blev det J. der kom til at tegne udviklingen i dansk arkitektur. Med ét slag bragte han stilen å jour med sit hjemland Frankrigs. Både som lærer for den første generation af arkitekter der uddannedes på kunstakademiet, og ved det eksempel han satte med sine bygninger, blev han en af de mest indflydelsesrige arkitekter i 1700-tallet. Talrige herregårde, især på Fyn, bærer hans mærke gennem eleverne G. E. Rosenberg, Hans Næss og C. J. Zuber. Også Harsdorff skylder ham meget. 1762–63 var J. på en rejse til Paris og 1768–69 på en tur til Frankrig, England, Holland og Belgien. Indtil J. F. Struensee kom til magten var J.s position urokket, men 2.12.1770 afskedigedes han fra alle sine embeder. Næste år drog han hjem til Paris. Han blev optaget i arkitekturakademiet og 1771 udnævnt til kgl. arkitekt i Frankrig; 1778 blev han "architecte ordinaire du Roy". Han udførte forskellige arbejder i sit hjemland, således hospitalet i Lagny (1766–86), projekt til facaden til rådhuset i Cambray (s.m. Jacques-Denis Antoine, ca. 1786), landsted ved Ivry for M. Viellard samt en have i Ivry for den tidligere franske gesandt i Kbh. Jean-François Ogier. J. blev medlem af forskellige akademier foruden det danske: 1762 korresponderende medlem af det franske arkitekturakademi, 1771 ordinært medlem af samme, æresmedlem af akademierne i Bologna, Firenze og Marseille. 1769 blev han chévalier de l'ordre de Saint Michel.

Familie

Ugift (?).

Ikonografi

Mal. af P. Als, 1764 (kunstakad.).

Bibliografi

Correspondance des directeurs de l'Académie de France å Rome, udg. A. de Montaiglon og J. Guiffrey X, Paris 1900. Documems inédits concernant les projets de A.-J. Gabriel et N.-H. J. pour l'église Frédéric å Copenhague, udg. Chr. Elling, 1931. – F. Meldahl: Frederikskirken i Kbh., 1896. Fr. Schiøtt i Fra arkiv og museum 1, 1899–1902 30–42. Chr. Axel Jensen i Architekten, 1905–06 173–78. V. Wanscher sst. 1910–11 469–79. Fr. Schiøtt sst. 1913–14 313–20 321–27. Chr. Elling sst. 1928 1–10. Vilh. Lorenzen: Landgårde og lyststeder II, 1920 = Medd. fra foren, til gamle bygn.s bevaring 2.r.III. Mario Krohn: Frankrigs og Danm.s kunstn. forbindelse i det 18. årh. I–II. 1922. Chr. Elling i Kunstbl., 1927 217–24. Samme: Holmens bygningshist., 1932. Samme: Nogle herregårdshaver, 1939 = Danske herregårdshaver XIII 351–56. Samme i Tilskueren, 1939 I 147–52. Samme: Klassicisme i Fyen, 1939. Samme: Danske herregårde, 1942 30–34. Samme: Danske borgerhuse, 1943 22–26 113 116. Samme: Den romantiske have, 1942 (ny udg. 1979). Samme: J. i Rom, 1943 = Studier fra sprog- og oldtidsforskn. CXCIII. Samme: Amalienborg interiører, 1945 55–64. Fr. Weilbach: Dansk bygningskunst i det 18. årh., 1930. Peter Hirschfeld: Schlesw.-holst. Herrenhäuser ... des 18. Jahrh.s, Kiel 1935. Danm.s bygningskunst, red. Hakon Lund og Kn. Millech, 1963 283–91. Hakon Lund: Danske haver i det 17. og 18. årh., 1963. Samme i Christiansborg slot, red. Kr. Hvidt m.fl. I, 1975 298–313. Samme: De kgl. lysthaver, 1977. Tove Clemmensen: Møbler af N. H.J., C. F. Harsdorff og J. C. Lillie, 1973. Sv. Eriksen: Early neo-classicism in France, London 1974. Allan Braham: The architecture of the French enlightenment, London 1980 44 56–58 124 251.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hakon Lund: N.-H. Jardin i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=291961