Lambert v. Haven

Lambert v. Haven, 16.4.1630-9.5.1695, arkitekt, maler. Født i Bergen, død i Kbh., begravet sst. (Trin. k.). v.H. må være blevet uddannet som maler af sin far der stammede fra Stralsund og 1633 havde fået borgerskab i Bergen som kontrafejer; da denne senere gjorde sig bemærket hos Christian IV og af ham siges at have fået tilbud om kgl. ansættelse i Kbh. var det naturligt at sønnen søgte til Danmark hvor han opnåede Frederik III's gunst og modtog pengehjælp til flere langvarige studierejser. 1653 ses han at have været i Venezia, et par år senere i Padua og Rom. Vistnok 1656 og i hvert fald 1657 kan han påvises i Danmark, men 1660–61 opholdt han sig nok atter i Italien. Sin længste rejse gjorde han 1668–70 for kgl. regning; den førte ham til Tyskland, Italien, Frankrig og Nederlandene med særlig langvarige ophold i Rom (fjorten måneder), Venezia og Amsterdam. Endnu bevarede regnskaber viser at han uddannede sig med stor grundighed både som arkitekt og maler, endelig også modellerede og gjorde perspektiviske og teatertekniske studier; i Rom modtog han undervisning hos ansete kunstnere. Tillige gjorde han store kunstindkøb for kongen og erhvervede sig bøger, kobberstik og bygningsmodeller. Ved sin hjemkomst 1670 stod han uden tvivl som landets mest alsidigt uddannede kunstner; n.å. udnævntes han til generalbygmester og blev derved chef for hele den kgl. kunstadministration. I denne egenskab kom han til at øve vidtrækkende indflydelse, særlig på bygningskunstens udvikling i Christian Vs tid. Mindst klart tegner billedet sig af ham som billedkunstner. Han vides at have malet adskillige portrætter, bl.a. af Christian Vi salvingsdragt og af generalløjtnanterne Erik Rosenkrantz og Hans Løwenhielm, kendt gennem kobberstik, samt af U. F. Gyldenløve og admiral H. Bielke, endvidere altertavler, bl.a. til Trinitatis kirke, men intet af disse arbejder er bevaret, kun et epitafium fra hans norske tid (Bergens museum) er tillagt ham.

Som udøvende billedhugger har v.H. næppe virket, men han har leveret talrige udkast til monumentale skulpturarbejder som gravmæler (bl.a. over Niels Rosenkrantz i Trinitatis kirke, 1676, ødelagt 1728, muligvis også over Niels Juel i Holmens kirkes gravkapel, senere ændret; tegninger til Frederik IIIs og Sophie Amalies sarkofager i Roskilde domkirke), altre (til Trinitatis kirke, brændt 1728, til Frelsers kirke, ikke udført) og fontæner, bl.a. til Jægersborg (1673–75). På dette område synes han dog ikke at have lagt større originalitet for dagen, og efterhånden måtte han træde i baggrunden for Thomas Quellinus. Størst betydning har han haft som arkitekt; de vigtigste af hans sikre arbejder er følgende: Nørreport, 1671, ombygningen af det såkaldte blå lysthus (senere Herkulespavillonen) i Kongens have, 1671–72, lysthuset med de fire knapper, sst., ca.1672 (senere indgået i gardens kaserne), Rosenborgporten mod Østervold, 1672, den oprindelige kommandantbolig ved Rosenborg, 1672 (komplet ombygget af Fortling), byggearbejder på Griffenfelds gård på Købmagergade, 1671–75, samt det Griffenfeldske kapel ved Helligåndskirken, projekter til et nyt kongeslot på Slotsholmen (plan og opstalt m.m. i Bregentveds arkiv), ombygningen af Lundehave, det senere Marienlyst, 1682, Frelsers kirke på Christianshavn (grundlagt 1682, ændret projekt til spiret 1690, sandsynligvis gengivet i Danske Vitruvius I, tavle 83), endelig konseilsalen og løngangen på Fr.borg, 1680–87. I disse arbejder viser v.H. en nøje fortrolighed med den klassiske baroks virkemidler som han – ikke mindst påvirket af G. Bernini – omsætter i en enkel og kraftfuld formbehandling. Italiensk stil føles overalt som grundlaget, men han har dog jævnlig søgt tilknytning også til nederlandsk arkitekturopfattelse, ligesom man i konseilsalens dekoration fornemmer franske forbilleder. Ud fra de her nævnte værker kan man, om end med forbehold, tilskrive v.H. endnu en række bygningsarbejder, blandt hvilke Charlottenborgs østfløj med kuppelsalen (mellem 1680 og 1683) er den mest oplagte; også Niels Juels (senere Thotts) palæ på Kongens Nytorv, 1683–86, og det sst. beliggende, for længst forsvundne Bielkeskepalæ kunne nævnes her, tillige også Juellund, 1695 (nedbrudt 1918) – tre indbyrdes beslægtede værker i hvis udformning der spores italienske træk, kendt fra hans sikre arbejder. Også den endnu stående kronværksport på Kronborg (1690) kan tillægges ham. v.H. blev af Frederik III udset til at skabe de monumentale arkitektoniske rammer omkring den unge danske enevælde, men i begyndelsen var der ikke økonomisk baggrund for at udnytte hans evner efter fortjeneste, og siden blev han vraget til fordel for den svenske arkitekt N. Tessin hvis projekt til et nyt residensslot heller aldrig blev realiseret. v.H.s overordnede stilling over alle kunstarter må ses i forlængelse af en model som J.-B. Colbert 1664 havde introduceret i Frankrig. Herhjemme skulle P. S. Griffenfeld indtage Colberts stilling, Griffenfeld anes i det hele taget bag v.H., som han protegerede. Måske kan v.H.s dalende stjerne ses i forbindelse med Griffenfelds fald, men arkitekten synes til det sidste at have stået sig godt med Christian V der aflagde besøg ved hans dødsleje, ligesom han senere af enken købte v.H.s efterladte tegninger og skitser. De er nu delt mellem kobberstiksamlingen, Nationalmuseets II. afd. m.m.