Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Karsten Rønnow

Oprindelige forfattere MeHa og EsHio

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Karsten Rønnow, f. 28.6.1932, arkitekt. Karsten Rønnow blev student 1951 (Århus katedralskole) og kom derefter på kunstakademiets arkitektskole hvor han tog afgang 1959, efter at han 1958–59 have opholdt sig ved Ecole Française d'Athéne. Han fik tidligt interesse for restaurering af gamle bygninger og som en naturlig følge heraf blev han straks efter sin afgang ansat hos arkitekt Hans Henrik Engqvist som er en af vore fornemste eksperter på dette område.

1960 etablerede Karsten Rønnow sin egen arkitektvirksomhed, indtil 1970 i kompagniskab med Engqvist. Sammen med sin hustru ledede han Karsten Rønnows Tegnestue 1970-2007. Dels i samarbejde med Engqvist, dels selvstændigt har Karsten Rønnow forestået en lang række restaureringsarbejder bl.a. af herregårdene Hesselagergård, Frederiksgave og Ørbæklunde, borgerhuse i flere provinsbyer samt landsbykirker. I København har han restaureret den tysk-franske reformerte kirke og i Christiansfeld brødremenighedens kirke. I Grønland har han bl.a. restaureret Hans Egedes hus i Godthåb og den gamle kirke sst. og i Island "Ridder Bjarnis hus" i Hafnarfjörður. Også i Slesvig-Holsten har Karsten Rønnow gennemført betydelige restaureringsarbejder bl.a. på Husum slot, herregårdene Damp og Emkendorf samt Graukloster i Slesvig by som han har restaureret og ombygget til rådhusudvidelse. I Husum har Karsten Rønnow opført det danske kulturhus og ved Gl. Estrup nybygningerne til Dansk landbrugsmuseum.

Karsten Rønnow har selv bl.a. opført Kollund kirke, 1971 samt Margrethekapellet og krematorium i Holbæk.

Annonce

Karsten Rønnow er en nænsom restaureringsarkitekt der med omhu og stor kyndighed forstår at bevare de gamle huses særpræg og antikvariske værdi. 1968–78 var Karsten Rønnow lærer i bygningsrestaurering ved Lunds tekniska högskola og siden 1970 har han været konsulent for det særlige bygningssyn og 1982-2004 var han kongelig bygningsinspektør i Vestsjællands, Storstrøms Roskildes og Fyns amter. Han er tilsynsførende arkitekt ved Gl. Estrup, Hagenskov, Liselund og Vor Frelsers kirke i Kbh.

Familie

Karsten Rønnow er født i Århus.

Forældre: landsretssagfører Knud William R. (1901–81) og cand.jur. Frida Marianna Vest (født 1904). Gift 7.7.1973 med arkitekt Gunilla Moo-dysson, født 7.9.1947 i Ryd, Sverige, d. af landbruger Moody Carlsson og Astrid Aronsson.

Ikonografi

Foto.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, Esbjørn Hiort: Karsten Rønnow i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 13. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296782