Johan Richter, Johan Vondriak Richter, 4.12.1925-18.4.1998, arkitekt. Født i Århus (Vor Frue). Efter realeksamen 1942 gik R. på Teknisk skole og blev bygningskonstruktør 1947. Han gik derefter på kunstakademiets arkitektskole hvorfra han tog afgang 1951. I 1953 vandt R. s.m. arkitekt Anders Gravers 1. præmie i den lokale arkitektkonkurrence om Århus statsgymnasium, og med denne byggeopgave som basis oprettede de to arkitekter et kompagniskab som varede indtil 1971. I 1967 indtrådte arkitekt Werner Kjær som kompagnon, og dette kompagniskab fortsatte efter at Gravers var udtrådt af virksomheden. 1965-85 var R. professor i bygningskunst ved arkitektskolen i Århus, og 1968-95 kgl. bygningsinspektør. – Foruden statsgymnasiet, som blev opført 1956-58 opførte R. flere markante bygninger i sin hjemby Århus bl.a. Langenæskirken, 1966 (1. præmie i konkurrence 1957), Danmarks journalisthøjskole, 1973 og Århus musikhus, 1982 (1. præmie i konkurrence 1977) samt en række boligbebyggelser. Endvidere har han opført gymnasier i Grenå, Grindsted, Varde og Vejle samt amtsgymnasiet i Frederiksværk, 1981 (1. præmie i konkurrence 1979) og flere skoler bl.a. udvidelsen af Duborgskolen i Flensborg 1979 (1. præmie i konkurrence 1975) og Ribe katedralskole, 1980. R.s tidlige arbejder udmærker sig ved klare og funktionelle planer og anvendelsen af robuste materialer som tegl og beton både udvendig og i interiørerne, en arkitektur der kunne virke spartansk og tung. I sine senere arbejder viste han en større frodighed og en friere komposition, en udvikling som kulminerede i musikhuset i Århus. Denne bygning af stål og glas som virker både let og elegant vil indtil videre stå som hans hovedværk. – R. blev medlem af akademiet 1968 og var medlem af akademirådet 1976-80. Fra 1971 har han været formand for bestyrelsen for Århus kunstmuseum. 1965 modtog han træprisen, 1966 Eckersberg-medaljen og 1988 C. F. Hansen-medaljen.

Familie

F: assistent, senere kontorchef ved Århus skattevæsen Johan Vondriak R. (1892-1964) og Agathe Johanne Christensen (1896-1974). Gift 29.6.1954 i Brabrand (b.v.) med laboratorieassistent Henny Svendsen, født 28.3.1928 i Århus, d. af maskinarbejder Christian S. (1892-1957) og Mary Carla Georgia Nørgaard (født 1900).

Udnævnelser

R. 1977.

Ikonografi

Mal.

Bibliografi

Arkitektur, 1959 161-69 (Århus statsgymnasium); 1965 145-51 (Grenå gymnasium); 1966 166-73 (Grindsted gymnasium); 1974 63-72 (Danm.s journalisthøjskole) 73-77 (Grenå gymnasium); 1980 16-23 (Duborgskolen); 1981 184-87 (Djurslands bank); 1982 10-15 (Ribe katedralskole) 116-20 (Herskind skole) 301-19 (musikhuset, Århus).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig