Jens Jensen, 13.9.1860-1.10.1951, landskabsarkitekt. Født på Snedgården, Dybbøl, død på The Clearing, Ellison Bay ved Lake Michigan. J. var født på den sønderjyske gård Snedgården som i flere generationer havde været i slægtens eje. Gården nedbrændte under krigen 1864, men blev genopbygget, og her arbejdede J. i sine unge år. Af sin dansksindede familie blev han sendt til Tune folkehøjskole hvor han stiftede bekendtskab med grundtvigianismen. 21 år gammel blev han indkaldt til tjeneste ved den kejserlige livgarde i Berlin. Kort efter hjemsendelsen 1884 rejste han til New York, dels præget af uviljen mod at skulle drive fædrenegården under tysk overhøjhed, dels pga. hans fars vægring ved at godkende et giftermål med hans sønderjyske forlovede. 1884 blev de unge gift i Florida, og her arbejdede de ved et stort sellerigartneri. 1886 flyttede de til Chicago der på dette tidspunkt var ved at udvikle sig til USAs økonomiske og intellektuelle centrum. Her fik J. ansættelse som parkarbejder og gjorde sig fordelagtigt bemærket ved anlæg af en 'American Garden' i et hjørne af en af de offentlige parker, tilplantet med omegnens planter som han selv havde indsamlet. Han blev udnævnt til leder af Humboldt Park, deltog uden større held i en række konkurrencer for landskabsarkitekter, men fik senere mulighed for at udvikle sine ideer om at indføre elementerne fra de omgivende prærielandskaber i haverne for bl.a. købmanden Henry Rubens og industrifyrsten Henry Ford i Great Meadow i Detroit. J. opnåede et intimt samarbejde med de store skikkelser i 'Chicagoskolen', Carl Sandburg, Louis Sullivan og Frank Lloyd Wright. 1906 blev han landskabsarkitekt og superintendent for Chicagos vestre parksystem. J.s parkpolitik i de følgende 14 år var stærkt socialt betonet med skabelse af udflugtsmål i fredede landskaber i omegnen, indretning af småparker i nær tilknytning til især arbejderboligerne og udførelse af parkveje der forbandt boliger og grønne arealer. Hans kunstneriske udførelse af parkerne bar præg af hans erindringer om barndommens sønderjyske landskaber. Uden nogen form for gartnerisk uddannelse eller landskabsarkitektonisk baggrund blev J. som autodidakt den eneste danske landskabsarkitekt som blev kendt og anerkendt i USA. 1935 lukkede J. sit kontor og tegnestue og flyttede til The Clearing (en lysning i skoven) i Ellison Bay i Wisconsin hvor han 75 år gammel grundlagde en højskole med de grundtvigske højskoler som forbillede med undervisning i jordbrug, havebrug, arkitektur, vævning og komposition. Baggrunden for skolen og dens filosofi har han sammenfattet i Siftings, Chicago 1939. Desuden var han forfatter til From the Notebook of Landscaping samt talrige dagbladsartikler i nordamerikanske blade. Han grundlagde sammen med Theodore Roosevelt og Jacob A. Riis The Playground Association, var medlem af Chicagos parkråd 1901–19 og medlem af bestyrelsen for Chicagos kunstmuseum og af Chicagos kunstråd. Hans liv og arbejde blev nøje beskrevet i Leonard K. Eatons bog Landscape artist in America, The life and work of Jens Jensen, 1964. C. Th. Sørensens anmeldelse i Havekunst 1965 gav anledning til en faglig polemik hvor Georg Boye i Havekunst 1966 fremhæver J.s betydelige kunstneriske og sociale indsats, helt parallelt med C. Th. Sørensens arbejde i Danmark, mens denne "nedvurderer" J. som muligvis en stor gartner, men næppe en stor kunstner. Boye tegner følgende portræt af J.: En fascinerende, ret skarpkantet personlighed, en énspændernatur med en række for et kunstnerisk gemyt karakteristiske egenskaber: visionært syn, urokkelig tro på eget værd, evnen til at give og modtage i forholdet til andre kunstnere.

Familie

Forældre: gårdejer Christian J. (1824–1900) og Magdalene Sofie Petersen (1829–95). Gift 27.10.1884 i Florida med Anne Marie Hansen, født 3.2.1861 i Dybbøl, død 4.11.1934 i Vilmotte, Illinois, d. af husmand Christian H. (ca. 1806–74) og Margrethe Kathrine Hansen (1817–74).

Ikonografi

Buste af Christian Petersen. Foto.

Bibliografi

Nationaltid. 14.5.1922 (tillæg). Hejmdal 23.11. og 26.11.1925. Børnesagens tid. 15.2.1933. Leonard K. Eaton: Landscape artist in America. The life and work of J. J., Chicago 1964 (m. bibliografi, anm. af C. Th. Sørensen i Havekunst, 1965 nr. 7 140, m. replik fra G. Boye sst. 1966, nr. 1, tillæg 2). Kolbjörn Waern i Landskap, 1979 nr. 2 38–40.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig