J.B. Løffler, Julius Bentley Løffler, 30.9.1843-19.12.1904, arkitekt, middelalderarkæolog. Født på Frbg. (Slotsk.), død sst., begravet i Gentofte. L.s mål var oprindelig at blive arkitekt, og samtidig med at han tegnede hos professor Christian Hansen mens denne byggede Zoologisk museum gennemgik han akademiets skoler og underkastede sig 1867 afgangskonkursen. Allerede året i forvejen havde han imidlertid for kirke- og undervisningsministeriet opmålt Sorø kirke, et arbejde der blev bestemmende for hans fremtidige løbebane og beslutningen om ikke at tage afgang som arkitekt. Suppleret med en række ligeledes af ham udførte detailtegninger blev disse opmålinger nemlig benyttet af N. L. Høyen til hans monografi af kirken i Danske Mindesmærker, og det heraf flydende samarbejde med Høyen der i L. fandt en livlig og levende interesseret tilhører, vakte en interesse for vor middelalderlige kirkearkitektur og -kunst der snart optog ham næsten fuldstændigt. Med offentlig understøttelse studerede han i de følgende år en række vestjyske kirker, undersøgte 1872 efter opfordring af J. J. A. Worsaae Bergen klosterkirke på Rügen og påviste dens afhængighed af samtidig dansk teglstensarkitektur, et emne han uddybede ved et senere besøg på øen. Da Worsaae 1873 påbegyndte en systematisk undersøgelse af landets antikvariske mindesmærker var han derfor selvskreven til at deltage i disse "herredsrejser", og der indledtes herved et intimt, næsten 30-årigt samarbejde med Nationalmuseet. Den faste ansættelse ved museet der gentagne gange blev ham tilbudt ville han dog ikke modtage. Hvor regelmæssig hans livsførelse end var var det ham nemlig inderligt imod at binde sig til nogen fast embedsgerning; selv stiftskriverembedet ved hans højt elskede Roskilde domkirke, der dog ville have givet ham rimelig tid til frit studium, afslog han. Først 1896 på et for museets historiske afdeling meget kritisk tidspunkt samtykkede han i at indtræde som dets faste medhjælper ved undersøgelser og større udgravninger, men afgav allerede denne stilling efter tre års forløb uden dog dermed at afbryde samarbejdet. Alligevel blev hans virksomhed ved museet både betydningsfuld og meget omfattende. I godt og vel en snes herreder landet over har han beskrevet kirkerne og deres inventar og desuden foretaget talrige udgravninger og opmålinger af ruiner som Vordingborg, Søborg, Gurre og først og fremmest Valdemar den Stores mærkelige votivkirke for hvilken han har gjort rede i sin monografi Ruinerne af Vitskøl Klosterkirke, 1900 der kom til at danne så smuk en afslutning på hans virksomhed. Hans indberetninger og tegninger i museets arkiv når op til adskillige hundrede, og har end eftertiden forståeligt nok på mange punkter pløjet dybere, vidner de dog ikke blot om at han var en af dansk middelalderarkæologis banebrydere, men har tillige værdi som et inden for sin begrænsning fortrinligt og pålideligt oversigts-materiale. Vel at mærke dog kun for vor ældre, romanske arkitektur. For den mægtige byggevirksomhed der udfoldede sig i middelalderens sidste århundreder, og som ikke mindst har givet flertallet af vore landsbykirker deres nuværende udseende savnede han både interesse og forståelse, noget han for øvrigt ikke lagde skjul på. Det var den romanske kunst og navnlig da Valdemartidens store teglstenskirker der stod hans hjerte nær, og om den skrev han sin mest kendte bog Udsigt over Danmarks Kirkebygninger fra den tidligere Middelalder, 1883. På sin vis et "klassisk" værk, men, som han selv indrømmer i fortalen, mere en række monografier end en samlet redegørelse for tidens arkitektur, dens kilder og udtryksformer. Overhovedet var monografien hans styrke, og højest nåede han her utvivlsomt i det ovennævnte værk om Vitskøl. Foruden dette har han tillige behandlet Esrum (1897), skrevet teksten til Sjællands Stiftslands-bykirker, 1880 og Sorø Akademis Landsbykirker, 1896 samt - væsentlig i Aarbøger for nordisk Oldkyndighed - talrige mindre afhandlinger.

Jævnsides med arkitekturhistorien havde den myreflittige, men tungtarbejdende L. et andet speciale: vore middelalderlige gravsten, et emne han halvt i spøg erklærede var en arv fra hans oldefar, arkivtegneren Søren Abildgaard, og hvortil han var fortrinligt udrustet. Han var en ypperlig skriftlæser, en til pertentlighed korrekt tegner. Foruden de tre store folioværker om gravstenene og gravmonumenterne i Roskilde (1885), Sorø (1888) og Ringsted (1891) udgav han 1889 Danske Gravstene fra Middelalderen, videnskabeligt set vel nok det af hans værker der står højest da materialets hele karakter så at sige tvang ham til en rent syntetisk behandling, og medtagelsen af gotikkens gravsten giver fremstillingen større dybde og perspektiv. Også til kendskabet til middelalderens gravformer har han leveret vigtige bidrag, først og fremmest gennem en undersøgelse af den gamle domkirkegård i Roskilde som han offentliggjorde i årbøgerne for 1897. Sideløbende med sit litterære virke var L. udøvende arkitekt, omend i begrænset omfang. Blandt hans fortrinsvis vestjyske arbejder må fremhæves Lemvig rådhus. 1876-77 samt kirkerne i No, 1877 og Bejsnap, 1891, hvis noget tørre kirkehistoricisme spejler ophavsmandens forkærlighed for romansk stil.

Familie

Forældre: fuldmægtig, senere kontorchef ved Det kgl. teater, etatsråd Ernst Richard L. (1805-66) og Julie Abildgaard (1803-77). Ugift. - Bror til Ernst L.

Udnævnelser

R. 1897.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

J. B. L: Min virksomhed ved Nationalmuseet 1868-1900, 1905 (heri bibliografi og karakteristik ved M. Mackeprang). - Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig