Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hans v. Linstow

Oprindelig forfatter FrWeil
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Hans v. Linstow, Hans Ditlev Frantz v. Linstow, 4.5.1787-10.6.1851, arkitekt. Født i Hørsholm, død i Kristiania, begravet sst. L blev student 1805, privat dimitteret, og cand. jur. 1812, men søgte tillige i et par år uddannelse ved kunstakademiet, nærmest som maler. Efter sin eksamen rejste han til Norge for at uddanne sig som ingeniør ved bergakademiet i Kongsberg; og da Norge 1814 skiltes fra Danmark forblev han i Norge hvor han indtrådte i hæren, først som ingeniørofficer, derefter som auditør og avancerede til brigadeauditør. 1820 tog han afsked fra militæretaten da han havde fået en ny stilling som lærer ved tegneskolen i Kristiania (Oslo) som han selv havde været med til at stifte 1818. - L. havde mange interesser og talenter; størst betydning har han haft som arkitekt og byplanlægger. I sin ungdom har han set C. F. Hansens monumentale værker i Kbh. under opførelse og har tilegnet sig den danske klassicisme. Da der 1823 skulle bygges et kongeslot i Kristiania indgav han et projekt som vandt kongens bifald og blev approberet, og ved grundstenens nedlæggelse blev han udnævnt til slotsintendant og fik dermed ledelsen af det hele byggeforetagende. Desværre kom det smukke projekt som L. har gjort rede for i et lille skrift Beskrivelse over den vordende Kongebolig i Christiania, 1826 kun delvis til udførelse. Allerede 1827 blev arbejdet standset, og da det syv år efter blev genoptaget var det efter en indskrænket plan hvilket navnlig gik ud over hovedfacaden. Alligevel blev slottet banebrydende for den unge norske bygningskunst. Både i det ydre og det indre mærkes afhængigheden af C. F. Hansen men L. kendte også andre former for klassicisme, bl.a. fra en rejse 1835-37 til Kbh., Berlin og München, og han arbejdede med et lettere håndelag. Ved interiørerne havde han fra 1839 hjælp af J. H. Nebelong som i den anledning blev tilkaldt fra Kbh. L. har gjort sig meget fortjent ved sin reguleringsplan af 1838 for den nye del af hovedstaden, derunder den storslåede Karl Johans-gade der forbinder den gamle by med det højtliggende kongeslot.

Familie

Forældre: holstensk jægermester, senere dansk overforstmester, gehejmekonferensråd C. H. v. L. (1740-1823) og Charlotta B. E. v. der Lühe (1753-1837). Gift 20.11.1827 i Kristiania med Ferdinanda Augusta Charisius, født 18.1.1780 under forældrenes rejse fra St. Croix til Norge, død 16.1.1849 i Kristiania (gift 1. gang med søkrigskommissær, overlods og indrulleringschef i Kristiania Gabriel Hetting, 1768-1826), d. af pakhus-forvalter på St. Croix, senere toldinspektør i Arendal Ferdinand August C. (1738-1806) og Elisabeth Cooper (død mellem 1787 og 93). - Bror til August v. L.

Bibliografi

Wilh. Holter i Kunst og kultur. Festskr. for Lorentz Dietrichson, Kria. 1908 236-52 (heri brev fra L.). Carl W. Schnitler: Slægten fra 1814, Kria. 1911 377 398. Anders Krogvig: Fra den gamle tegneskole, Kria. 1918. Harald Hals i Foren. til no. fortidsminnesmerkers bevaring. Årsberetning 1928, Oslo 1929 65-96.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Fr. Weilbach: Hans v. Linstow i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 12. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=293644