Hans van Steenwinckel (II), 24.6.1587-6.8.1639, arkitekt, billedhugger. Endnu inden sit fyldte 13. år kom Hans van Steenwinckel (II) i murerlære i Halmstad hos sin far og efter dennes død hos efterfølgeren Willem Cornelissen; uddannelsen var efter tidens sædvane alsidig idet den også omfattede stenhuggeri.

Ca. 1602 er han sammen med den ældre bror Lourens draget til Nederlandene hvor han i Amsterdam blev elev af byens stadsbygmester, Hendrick de Keyser (1565–1621) der spillede en førende rolle inden for samtidens bygnings- og billedhuggerkunst; tillige havde han lejlighed til med udbytte at studere den rige arkitektur der netop i disse år voksede frem i den hollandske hovedstad. Lourens var atter i Danmark i sommeren 1610, Hans van Steenwinckel (II) kan først påvises her i landet 1614. 27.6. dette år blev der gjort akkord med ham om udførelsen af ringrendingsporten ved Frederiksborg.

I de følgende år udførte Hans van Steenwinckel (II) adskillige arbejder ved dette slot der havde stået under bygning siden århundredets begyndelse og som nu langsomt nærmede sig sin fuldførelse. Dokumentarisk sikret er hans medvirken ved køkkenbrønden op ad prinsessefløjen (1618–20), den med arkader og nicher med figurer forsynede portfløj mellem kirke- og prinsessefløjen samt det overdådige marmorgalleri foran kongefløjen (1619–21), til hvilket Hans van Steenwinckels tegning kendes fra et stik i Cornelis Danckertsz' "Architectura moderna" (1631). Skulpturerne hertil leveredes dog af de Keysers værksted. Blandt de mindre vigtige arbejder må nævnes stenhuggerarbejde til kancellibygningen (1616) hvis gavlvoluter synes at bære præg af Hans van Steenwinckels hånd, og udførelsen af 20 sandstenskaminer til samme bygning (1617); ved samme tid udførte han to gavle til smedjen på den mellemste holm; 1620 fik han ordre til at sammensætte kummen til Neptunsfontænen hvis stykker blev sendt i udhugget tilstand fra Emden, og 1632 byggede han en karnap på kongefløjens nordfacade. Dermed ophører Hans van Steenwinckels sikre arbejde på Frederiksborg, men andre vigtige bestanddele af det store kompleks er dog blevet tillagt ham, ikke mindst ud fra den omstændighed at han 10.12.1619 blev udnævnt til generalbygmester og øverste tilsynsførende ved de kongelige bygninger. I denne egenskab har man ment at Hans van Steenwinckel (II) har øvet en vis retningsgivende indflydelse ved Frederiksborgs fuldførelse, ligesom man – måske ikke uberettiget – har antaget at han har det kunstneriske hovedansvar for S-broen og det monumentale, fritliggende porttårn (først og fremmest spiret og de to skulpturportaler) (omkr. 1620). Mere tvivlsom turde tilskrivningen til Hans van Steenwinckel (II) af audienshuset og løngangen (1612–16) være; også Lourens er blevet bragt i forslag som ophavsmand til denne kunstnerisk meget betydelige del af Frederiksborg.

Hans van Steenwinckel (II) synes i øvrigt i sin ungdom at have stået i nær kunstnerisk forbindelse med Lourens. Efter dennes død i efteråret 1619 overtog han således hans kunstneriske forpligtelser; det drejede sig om fuldførelsen af Christian 4.s gravkapel ved Roskilde domkirke der dog allerede var meget vidt fremskredet (påbegyndt 1613), stenhuggerarbejde ved en brønd i Rosenborg have og ved Københavns Vesterport samt fuldførelsen af Børsen. Omfanget af Hans van Steenwinckels indsats ved det sidste bygværk er ikke klart; sikkert er det imidlertid at han er mesteren for den rigt profilerede vestportal mod Børsrampen (1624). Den samme tvivl melder sig over for et andet af samtidens absolutte hovedværker, Trefoldighedskirken i Kristianstad, til hvilken planerne har ligget færdige 1617. Disse antages almindeligvis at gå tilbage til Lourens van Steenwinckel mens Hans van Steenwinckel (II) skal have stået for opførelsen. Visse steenwinckelske stiltræk synes at retfærdiggøre teorien, men med sikkerhed vides kun at Hans van Steenwinckel (II) som kgl. bygmester 1623 var behjælpelig med opstillingen af pillerne og senere hen foretog et syn over kirken da den var færdig 1625. Prædikestolen i Trefoldighedskirken er Hans van Steenwinckels værk. Han havde udført den 1617 til kirken på Frederiksborg hvorfra den ca.1629 blev overført til Kristianstad; i forbindelse med opstillingen der forårsagede en mindre kontrovers mellem Christian 4. og Hans van Steenwinckel (II) tegnede denne også en lydhimmel til prædikestolen.

Som generalbygmester har Hans van Steenwinckel (II) utvivlsomt – i større eller mindre grad – haft hånd i hanke med opførelsen af de fleste offentlige bygninger i den sidste del af Christian 4.s regeringstid. Blandt de værker, ved hvilkeHans van Steenwinckels medvirken er sikker, må nævnes: anlæggelsen af silkeboderne ved nuv. Silkegade (1620), udbedring af fæstningsværkerne ved Kristianopel (1626), udformningen af Nyboderkvarteret (1630erne), udvidelse og genopbygning af de efter en nedstyrtningsulykke beskadigede dele af Nicolai kirke, først og fremmest koret (1630), Højbro og Nybro i København samt en bro i Køge (1633ff) og fra 1631 ff den ret gennemgribende, men overordentlig pietetsfulde genopbygning af Kronborg efter branden 1629. I anledning af "det store Bilager" 1634 opførte Hans van Steenwinckel (II) trappetårnet på Rosenborgs nordøstlige facade samt det med selve bygningen forbindende marmorgalleri; ved samme lejlighed fik han en skarp kongelig tilrettevisning da han ville give gode råd med hensyn til festarrangementet.

1633 begyndte Hans van Steenwinckel (II) en ombygning af kælderen under Christian 4.s kapel i Roskilde af hensyn til den planlagte opstilling af et gravmonument over kongen og den afdøde dronning; dette skulpturarbejde tilskrives Hans van Steenwinckel (II) som i dec. 1614 vides at have udført et modelleret portræt af kongen der måske har tjent som forarbejde for epitafiet; dette gik tabt ved Tøjhusets brand 1647 (fragmenter i Nationalmuseet og Holmens kirke).

Af andre arbejder – foruden en række restaureringer i embeds medfør – kan fra de senere år nævnes: befæstning af Flækkerø ved Kristiansand (1635ff), arbejde ved skansen på Ibstrup (1637) og på Dragsholms østfløj (1638); i de sidste år af sin levetid (ca.1637) har han muligvis medvirket ved planlæggelsen af Rundetårn og Trinitatis kirke. Et posthumt arbejde af Hans van Steenwinckel (II) er hovedfløjen på Valdemarsslot på Tåsinge, til hvilken han havde udarbejdet planer kort før sin død, og hvis opførelse nu blev ledet af andre; til den samme herregård havde han 1631 udført ladegårdsanlægget.

Med nøjagtighed at indkredse omfanget af Hans van Steenwinckels virksomhed er vanskeligt. Sikkert er det at han har virket dels som arkitekt og billedhugger, dels som bygningsentreprenør og leder af et stenhuggerværksted, men at trække klare grænser for hans optræden i de forskellige funktioner ved de enkelte værker lader sig næppe gøre. Det centrale problem er for Hans van Steenwinckels såvel som for de øvrige samtidige arkitekters og skulptørers vedkommende afgørelsen af inventorskabets omfang, ɔ: andelen i den kunstneriske idé og udformning. De to personligheder som det i første række bliver den fremtidige forsknings opgave at afklare Hans van Steenwinckels forhold til er på den ene side broderen og arbejdsfællen Lourens, på den anden side den kongelige bygherre Christian 4.

Hans van Steenwinckels kunstneriske udgangspunkt er den modne nederlandske renæssance hvis former med de rige sandstens-virkninger han sikkert sammen med Lourens har hovedæren for at have omplantet på dansk grund. Også de italienske, franske og tyske arkitekturteoretikeres værker synes han dog at have haft kendskab til. I hans manddomsår slår en mere barok følemåde igennem med større, enklere og mere fyldig accentuering af proportioner og former. Som hans kunstneriske signaturer har man bl.a. villet se den nedadtil brudte vinduesfronton, den "knækkede", konsolagtige volut-form samt buegesimsmotivet.

Hans van Steenwinckel (II) døde måske af en epidemisk sygdom, thi kun et par uger efter fulgtes han i døden af to sønner og en brorsøn. Han bisattes i en begravelse i Nicolai kirke der var overladt ham som tak for hans medvirken ved kirkens restaurering 1630. Epitafiet som enken lod opsætte i 1644 er gået tabt men gravskriftens ordlyd er overleveret.

Familie

Hans van Steenwinckel (II) blev født i København, døde sst. og er begravet i Nicolai k.

Forældre: arkitekt Hans van Steenwinckel (I) (ca. 1545–1601) og Inger Pedersdatter (død efter 1630). Gift Trine Willom Hybersdatter, begr. 19.1.1674. – Far til Anton(i) van Steenwinckel og Hans van Steenwinckel (III). Bror til Morten van Steenwinckel.

Ikonografi

En ingeniør, afbildet s.m. Chr. IV på et mal. (Rosenborg) har været kaldt S.; efter dette tegn. af J. Kornerup (Fr.borg).

Bibliografi

Bibliografi i Thieme-Becker: Allg. Lexikon der bildenden Kunstler XXXI, Lpz. 1937 519f. – Vilh. Wanscher: Chr.IVs bygninger, 1937. Danm.s kirker. København I–II, 1945–65; Kbh.s amt III, 1951; Fr.borg amt I, 1965–67; III, 1970–79. Carl Christensen: Kronborg, 1950. Jan Steenberg: Chr.IVs Fr.borg, 1950. Meïr Stein i Journal of the Warburg and Courtauld institutes XXXV, London 1972 284–93. Samme i Kulturminder 3.r.I, 1973 7–27. H. D. Schepelern sst. 28–48.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig