Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hans Hansen

Oprindelig forfatter VVil
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Hans Hansen, Henning Hans Christian Hansen, 19.8.1899-8.8.1958, arkitekt. Født i Brøndbyøster, død i Kbh. (Johs.), begravet Mariebjerg kgd. Efter tømreruddannelse blev H. optaget på forskolen for arkitekter 1917, og 1920 påbegyndte han sin egentlige arkitektuddannelse på akademiet der afsluttedes med erhvervelse af den lille guldmedalje 1927 for et projekt til omdannelse af Trekroner til navigationsskole. I studietiden var han ansat hos bl.a. Gotfred Tvede, Carl Petersen, Aage Rafn og Poul Henningsen. Fra 1930 havde han egen virksomhed. H. var i akademiårene stærkt knyttet til Carl Petersen, men gennem sit arbejde hos Poul Henningsen blev han stærkt påvirket af funktionalismen der helt kom til at dominere hans senere virksomhed som udøvende arkitekt. H. nævnte selv Poul Henningsen som den der havde betydet mest for hans udvikling som arkitekt og på mange andre måder. H. var vel ikke en af funktionalismens frontfigurer, men har dog på forskellig vis gjort sin betydning gældende. Han var i særlig grad forkæmper for farvens anvendelse i arkitekturen, og han besad tillige en god fornemmelse for materialets stoflighed og anvendelsesmuligheder, undertiden behandlet i original og fantasifuld form. Blandt hans arbejder kan nævnes: ombygning af N. Voldgade 16, 1932 (præmieret); statsminister Staunings æresbolig, Valeursvej 6, 1934 (præmieret); villaen Hagens Allé 45, 1934; beboelseskomplekset Godthåbsvænge, Godthåbsvej 140-42, 1935-39 sammen med Alvar Lauritzen (præmieret); villaen Kratvænget 8, 1937; Københavns Boldklubs sportsanlæg, Peter Bangsvej 147, 1937-38, sammen med dr.techn. Chr. Ostenfeld (præmieret); administrationsbygning m.m. for Dyrups Farvefabrik, Gladsaxevej 300, 1940; General Motors anlæg, Aldersrogade 20, 1940-42, sammen med civilingeniør S. Friis-Jespersen; 4. Maj-kollegium, Bredegade 13, Frbg. 1949-51; Tivolis Koncertsal, Tietgensgade 20, 1954-56 sammen med Frits Schlegel; Frihedsmuseet, Churchillparken 19, 1956-57. Han har tillige beskæftiget sig en del med møbler, kunsthåndværk, bogtryk samt udstillingsarrangementer og har endvidere dyrket tegning og maleri. Emil Bissens legat 1936, Eckersbergmedaljen 1951.

Familie

Forældre: mælkeforpagter, senere galanterihandler i Glostrup Niels Christian H. (1874-1948) og Ellen Christine Rasmussen (1875-1955). Gift 3.9.1927 på Frbg. (b.v.) med Kirsten Groth-Hansen, født 17. 9.1899 i Lyngby, død 21.9.1967 på Frbg., d. af tømmerhandler Georg G.-H. (1865-1940) og Henny Klenow (1869-1959).

Ikonografi

Foto.

Annonce

Bibliografi

Arkitekten U, 1930 184f (pavillon for P. H.-lampen i Tivoli); 1936 186 (Kastrup lufthavn); 1947 88f; 1948 53f; 1956 225. Arkitekten M, 1935 31 og 45 (villaer i Gentofte); 1936 23-28 (Godthåbsvænget) 34-37 (Staunings hus) 221-26 (Kbh.s boldklub). Bent Alstrup i Arkitekten, 1958 15. Aage Roussell i Nationalmuseets arbejdsmark 1960165–71 (Frihedsmuseet). Jørgen Sestoft i Arkitektur, 1972 156-73 (arbejder af H. i Kbh.).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Villads Villadsen: Hans Hansen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 15. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290685