Gottlieb Bindesbøll

Gottlieb Bindesbøll, Michael Gottlieb Birckner Bindesbøll, 5.9.1800-14.7.1856, arkitekt. Født i Ledøje, død på Frbg., begravet sst. Da B. viste anlæg for det praktiske, og da der ikke dengang i Kbh. gaves lejlighed til højere teknisk uddannelse satte faderen ham 1815 i lære hos en møllebygger Jørgensen hvor han arbejdede som lærling til 1817 og som svend til 1819. Samtidig besøgte han, som det dengang var almindeligt inden for byggefagene, kunstakademiets elementår- og ornamentklasser 1817–20. 1820 fik han gennem sin mosters mand, finansdeputeret Jonas Collin, den opgave af regeringen at rejse til Stockholm for at tegne en korntørrings-maskine. Herved kom han ud af håndværket og fik lejlighed til videre uddannelse. Efter hjemkomsten studerede han matematik og fysik og sluttede sig navnlig til H. C. Ørsted som fattede interesse for ham. Da Ørsted efter at have opdaget elektromagnetismen ville gøre en videnskabelig rejse til Tyskland, Frankrig og England valgte han B. til rejseledsager (1822). Under et besøg hos Goethe i Weimar fik B. af Oberbaudirektor Coudray anbefalingsskrivelser til andre arkitekter, deriblandt Frantz Chr. Gau der havde bosat sig i Paris efter at have foretaget en stor udenlandsrejse til Italien, Grækenland og Ægypten, og da Ørsted lod B. blive tilbage i Paris medens han rejste til England kom B. under en stærk påvirkning af Gau som navnlig fortalte ham om Pompeji og vakte hans interesse for anvendelsen af farver i arkitekturen. Efter hjemkomsten 1823 var B. klar over at nan ville være arkitekt og fortsatte nu sin uddannelse på akademiet samtidig med at han arbejdede som konduktør hos hofbygmester J. H. Koch. I årene 1824–33 vandt han alle akademiets medaljer og den Hansenske æresmedalje. Ved konkurrencen om den store guldmedalje tegnede han en kirke i gotisk stil hvilket dengang var noget nyt og blev opfattet som en indsigelse mod den herskende klassicisme. Koch havde ikke blik for B.s talent; han rådede ham til at gå tilbage til håndværket. Det skyldes billedhuggeren H. E. Freunds kraftige opmuntring at B. valgte kunstnerbanen. 1834 begav han sig med akademiets stipendium på en længere udenlandsrejse til Italien og Grækenland. Han nåede endog til Konstantinopel, men vendte derfra tilbage til Italien hvor han gjorde det længste ophold i Rom juni 1836-april 1838. Han levede der i kammeratligt samvær med malerne D. C. Blunck, Wilh. Marstrand, A. Küchler, Constantin Hansen, J. V. Sonne og M. Rørbye. Størst betydning for B.s fremtid havde dog Bertel Thorvaldsen med hvem han drøftede planerne til det kommende museum. B. kom tilbage til Kbh. aug. 1838, en måned før Thorvaldsen, og febr. n.å. blev han agreeret af akademiet. Opgaven til medlemsstykke var et teater til 1500 tilskuere, men på grund af arbejdet med museet blev B. først færdig dermed og optaget som medlem 1847. 18.3.1856, få måneder før sin død, blev han udnævnt til professor i bygningskunst ved akademiet. Under bygningsvæsenet havde B. fra 1839 ansættelse som bygningsinspektør i Holsten, dog således at han skulle blive i Kbh. så længe museet var under opførelse. Han tiltrådte først embedet 1847, og måtte n. å. forlade det på grund af krigen. Han blev så 1849 udnævnt til bygningsinspektør for Jylland med bolig i Århus og derfra 1851 forflyttet til Kbh.

I B.s produktion indtager Thorvaldsens museum en central plads; det blev hans egentlige livsopgave. Allerede før rejsen havde han 1834 udstillet et projekt til "et Lokale, hvori alle Thorvaldsens Arbejder kunne opbevares". Fra Rom hjemsendte han til akademiet et stort projekt i græsk stil med en mængde ioniske søjler og med rig anvendelse af farver; Thorvaldsenske statuer ses opstillet i åbne haller mellem søjlerne. Dette rent akademiske projekt vakte opsigt da det blev udstillet i Kbh., men B. skriver til Collin, at det ikke må kaldes et museum, men en portikus til fornøjelse for publikum, dekoreret med Thorvaldsens arbejder. Thorvaldsens ønsker gik i en anden retning; han så helst at bygningen fik et beskedent ydre, og statuerne ønskede han opstillet under lignende forhold som i hans atelierer i Rom. B. udarbejdede nu et sådant projekt i samråd med Thorvaldsen (gengivet af V. Wanscher i tidsskriftet Artes. I); vi finder her motivet med de høje porte der med de skrånende sidelinjer minder om græske eller etruriske gravmæler; men da der ikke var taget bestemmelse om hvor museet skulle ligge afviger planen fra den senere. Facaden er vidt udfoldet i bredden med ikke mindre end elleve porte; inden for hver port ligger et rum af form som et atelier.

Sagen tog imidlertid en ny vending da Frederik VI på Kochs tilskyndelse 1839 overdrog en ved Christiansborg liggende remisebygning til den komité der havde indsamlet penge til museet. Bygningen bestod egentlig af to parallelle længer der forbandt slotskirken med kronprinsens stald som var i karréform; men den sidste havde C. F. Hansen nedbrudt og derefter 1820 forsynet "den kongelige vogngård" som remisen nu kaldtes med en facadebygning der vendte mod vest, ganske som nu museets facade. Nu skulle altså en ny ombygning foretages; det var vist nærmest et modtræk fra Kochs side mod B. for at han selv kunne blive museets bygmester; men Collin fik hurtigt dannet en komité hvori både Koch og B. blev indvalgt, og da Thorvaldsen var tilfreds med bygningen og holdt på at man skulle modtage kongens gave, omarbejdede B. sit projekt. Efter flere forsøg nåede han til det udkast som i alt væsentligt blev fulgt og sejrede dermed over sine konkurrenter, Koch og G. F. Hetsch. Hans tegninger blev approberet 13.11.1839. Museet blev åbnet 18.9.1848.

Thorvaldsens museum er ikke som bygning i streng klassisk stil. Man ser det især i tilbygningen mod vest der indeholder en mægtig forhal. Det tøndehvælvede loft ligger på tværs af bygningens længdeakse ligesom i forhallen i Peterskirken. I detaljerne anvender B. klassiske motiver med stor frihed; han lægger hovedkransen oven på den tredelte arkitrav uden mellemliggende frise hvilket giver en kraftig virkning. Portmotivet som virker mægtigst i den femdelte vestfacade klinger svagere igennem på langsiderne og i den indre gård hvor B. tænkte sig at Thorvaldsens gravsted skulle være. Denne tanke må være opstået tidligt hos ham; bygningens stil henleder jo i nogen grad tanken på et mausoleum. Men hvad der mest forbavsede samtiden var den polykrome behandling af murfladerne. B. troede heri at følge grækerne; men da man i virkeligheden ikke vidste ret meget om grækernes anvendelse af farver i arkitekturen skyldes farvevirkningen væsentlig hans egen komposition. En polykrom frise forestillende Thorvaldsens hjemkomst blev udført i samarbejde med B. af maleren J. V. Sonne. Museet er et enestående værk, ikke blot i Danmark, men i hele verden; mønsterværdigt indrettet som museum, ejendommeligt og fængslende i sin ydre skikkelse såvel som i rummenes udformning og dekoration. I 1930 blev restaureringen af murværkets farve-pudsarbejde der var stærkt afbleget overdraget til maleren Axel Salto, og første del heraf gennemførtes 1938–40. Efter en heftig offentlig debat genskabte Salto ligeledes 1944–45 og 1951–59 Sonnes frise. – Af stor interesse er også to udkast til universitets-biblioteket i Kbh. Det første, fra 1853, har efter B.s egen opfattelse "en Caracteer, der ligger mellem Antikken og Middelalderen", ligesom P. Mallings universitetsbygning; men behandlingen er så streng og nøgtern at man knap kan tale om stil. Det andet projekt som blev udarbejdet 1856 efter at der var udskrevet en konkurrence er derimod i en smuk og farverig rundbuestil under synlig påvirkning af Marcuskirken og Scuola de S. Marco i Venedig. J. D. Herholdt sejrede i konkurrencen, og B.s projekt kom således ikke til udførelse. Nogle motiver fra det første udkast kommer derimod igen i Landbohøjskolen. Af B.s øvrige værker kan nævnes en kirke i Hobro i gotisk stil og tegning til flere rådhuse i forskellige stilarter. Mindre landsteder som Hother Hages Nybøllegård på Møn forstod han at give et indtagende udseende. Mere interessant er dog nogle bygninger fra hans sidste år hvor han søger at løse de arkitektoniske problemer rent konstruktivt uden sideblik til de historiske stilarter. Her må først og fremmest nævnes Landbohøjskolen og statshospitalet Oringe ved Vordingborg. Desuden Lægeforeningens boliger (nu Brumleby) i Kbh. Det var den store koleraepidemi 1853 der var den direkte årsag til denne havebebyggelse, skabt for midler indsamlet af Den danske lægeforening. De første fire bygninger samt inspektørboligen stod færdige til indflytning 1854. Det var sunde boliger opført som en haveby delvis efter engelsk forbillede. I disse huse har B. givet en smuk løsning på en socialarkitektonisk opgave. Husene er fredet i klasse B., og et ønske fra kommunal side i 1970erne om at nedrive dem af saneringsgrunde har mødt stærk offentlig modstand.

Det må beklages at B. kun i så kort tid kom til at virke som professor; han kunne have haft stor og gavnlig indflydelse på den yngre slægt. Han var langt forud for sin tid; han foregriber både 1800-tallets sidste halvdels opdyrkning af de historiske stilarter og den individualistiske retning omkring århundredeskiftet. Han gav sig gerne af med mindre opgaver og løste dem altid på en ejendommelig udtryksfuld måde; til hans mest bekendte arbejder af denne art hører krigsmonumentet i Fredericia og gravmælerne over Rasmus Rask og Osvald Marstrand på Assistens kirkegård. Også for kunstindustrien fik han betydning ved sine tegninger til møbler. De faldt ikke altid i samtidens smag: man fandt dem for simple og umagelige, men netop denne simpelhed i stilen har en senere tid påskønnet. Et smukt eksempel er de møbler han tegnede til Thorvaldsen (nu i museet). – B. var efter sine samtidiges vidnesbyrd en ualmindelig livskraftig og frodig natur, vennesæl og fuld af lune. – Tit. professor 1853.