G.D. Anthon, George (Georg) David Anthon, 1.10.1714-30.8.1781, arkitekt. Født i Strasbourg, Uckermark i Brandenburg, død i Kbh., begravet sst. (Petri). A. som af profession var murer blev 1738 tegner hos N. Eigtved i hvis hus han boede og hvis broderdatter han ægtede. 1751 fik han ved hans anbefaling bestalling som bygningsinspektør, s.å. tog han borgerskab som murermester. Efter Thurahs død blev han 1760 kgl. bygmester i Jylland og på Fyn, og da Fortling døde 1761 fik han også dennes embedsområde, Sjælland og Falster, med titel af hofbygmester. Han var fra 1748 informator ved det ældre kunstakademi i geometri, arkitektur og perspektiv. Samme stilling havde han ved det nye akademi på Charlottenborg 1754–60. 1759 udgav han et stort værk i folio, Grundig og tydelig Anviisning til den Civile Bygnings-Kunst. – A.s kunstneriske betydning svarer ikke til den høje embedsstilling som han indtog. Han stod i skygge, først af N.-H. Jardin og efter dennes bortrejse (1771) af Harsdorff som fik alle de nye opgaver mens A. kun havde tilsynet med slottene og vedligeholdelsen af dem. Som kunstner skylder han Eigtved alt. Et af hans få selvstændige arbejder var spiret på Christianskirkens tårn, 1769 i København. Hermed fuldførte han den af Eigtved projekterede bygning. A. var også efter Eigtveds død enkedronning Sophie Magdalenes bygmester på Hirschholm og Vallø. For hende ombyggede han 1765 den af Thurah 1736–38 opførte stiftsbygning på Vallø.

Familie

Forældre: har muligvis været murermester Mathias A. (ca. 1688–1763), der 1747–63 havde kontrakt om den årlige vedligeholdelse af Frbg. slot, og Maria A., der blev begravet fra Petri k. 18.10. 1770, 81 år gammel. Gift 28.4.1755 i Kbh. (Petri) med (Anna) Margrethe Eigtved, antagelig døbt 17.9.1730 i Valsølille, død 2.8.1816 i Ringsted, d. af landsoldat Jens Madsen (E.) (ca. 1699–1782) og Kirsten Pedersdatter.

Ikonografi

Maleri af E. H. Løffler, 1771. Kopi (Fr.borg).

Bibliografi

O. v. Munthe af Morgenstierne: Nicolai Eigtved, 1924 88 122. Fr. Weilbach: Dansk bygningskunst i det 18. årh., 1930. Danmarks kirker. København 21.-22. hft., 1975 86.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig