Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Frits Schlegel

Oprindelig forfatter HELang
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Frits Schlegel, 4.5.1896-5.3.1965, arkitekt. Født på Frbg, død sst., begravet Ordrup kgd. Det var tegnetalentet der fik S. til at stile mod en arkitektuddannelse. Dengang gik vejen gennem håndværkerlære og teknisk skole, før man kunne optages på akademiet. S. tog svendeprøve som murer og fik på teknisk skole Edvard Thomsen som lærer. Ham blev han stærkt knyttet til og kom på hans tegnestue kort efter, at han 1916 var begyndt på akademiet. Det var gennem Edv. Thomsen, at S. 1920 fik forbindelse med havearkitekten G. N. Brandt, for hvem han med en smuk og følsom frihåndsstreg tegnede mange af de haveanlæg der skabte Brandts berømmelse. Den påvirkning S. herigennem fik blev af afgørende betydning og gav ham en forståelse for samspillet mellem bygninger og natur som karakteriserer mange af hans arbejder. – Det kom stærkt til udtryk i S.s projekt til et universitet i Århus, som 1927 blev belønnet med den store guldmedalje. Allerede 1924 opnåede han den lille guldmedalje for et projekt til et stadion der nok mere demonstrerede hans virtuose fremstillingsevne, som også tidligt bragte ham i forgrunden ved konkurrencer (regulering af Rosenborg have 1920, vel sagtens beåndet af Brandt, ombygning af Daells Varehus 1922 s.m. Vilh. Lauritzen og Lyngby torv 1923). Men universitetsprojektet var virkelig banebrydende ved sin ukonventionelle, romantiserende hoveddisposition, helt dikteret af terrænets muligheder. I sit princip blev det forbillede for den løsning der senere blev virkeliggjort, og i videre forstand påvirkede det den stive formalisme som havde behersket planlægningen af store offentlige anlæg. Samarbejdet med Edv. Thomsen fik karakter af et kompagniskab, da de sammen 1926 vandt konkurrencen om Søndermark krematorium (opf. 1927–28) og en kommuneskole i Husum 1928 (opf. 1928–30). I disse arbejder var det nok Thomsens styrke der slog igennem, men S. gik snart sine egne veje og tog vel også nogle af Thomsens bygherrer med sig. S. overtog således opgaverne i Zoologisk have hvor han bl.a. opførte tilbygn. til det store rovdyrhus 1937, girafhuset 1938–39, terrariet 1938 og antilopestalden 1939. Også ved Søndermark krematorium fortsatte han alene som arkitekt for colombariet 1938 og for den lille kapelsal 1940. løvrigt havde han markeret sig med en række enfamiliehuse hvor han gik nye veje, således nogle forsøgshuse i helstøbt beton (Bernstorffsvej 17, 1931 og Ellehøj 3, 1932). Hans eget hus, Søbakken 26, 1928, var også typisk for den modernisme der var på vej i villabyggeriet. – Det var dog først med nybygningen for overformynderiet, 1935–37 og med Mariebjerg krematorium, 1936–37 at S. kom til fuld udfoldelse. De er begge rendyrkede betonkonstruktioner, omend overformynderiet efter bygherrekrav har fået en beklædning af grønlandsk marmor i det konstruktive ribbesystem. Modernismen i disse arbejder var ikke uden forbilleder i Auguste Perrets banebrydende betonarkitektur i Paris, men navnlig krematoriet – i den af G. N. Brandt planlagte kirkegård – er et smukt udtryk for S.s sans for præcision og forfinelse i formen. Hans betonbygning på hjørnet af Godthåbsvej og Sallingvej, 1936–37, hvor hovedfløjen er diagonalstillet og lave fløje markerer gadelinjerne, er en mere barsk version, for provokation var ham ikke helt fremmed. Hans øvrige boligbebyggelser (GI. Kongevejsgården, 1938–39, og Frederiksberggården, 1939–40, begge s.m. Magnus Stephensen) er mere dæmpede i deres modernisme, men navnlig er hans villaer fint indpasset på grunden og med en selvstændig og næsten raffineret elegance (jfr. Strandvejen 418, 1935–36). Hans projekt til et hovedbibliotek for Kbh.s kommune på det gi. banegårdsterræn var et modent og smukt arbejde, men kom aldrig til udførelse.

S. er aristokraten i dansk modernisme. Det rummer i sig selv et paradoks, for nok blev modernismen aldrig folkelig, men den hentede dog væsentlig næring i et socialt ansvar og en demokratisk holdning. Men sandheden er måske også, at S. aldrig for alvor trængte ind i modernismens væsen, men forblev klassicist med en eminent sans for de æstetiske muligheder der lå gemt i den nye arkitektur. Han er klog og kølig, tegner sig til sine løsninger og gør det med megen elegance i linjer og form, men det rent maleriske interesserer ham mere end materialernes karakter og kvalitet. Overformynderiet demonstrerer både hans styrke og hans svaghed. Statsanstalten for Livsforsikrings nybygning ved Vestersøgade-Kampmannsgade-Nyropsgade (1950–53, s.m. Mogens Lassen) er med sin klassicistiske holdning mere i tråd med hans indstilling, og når han som i Bikubens bygning ved Nørreport station (1955–56) skaber modernisme med klassicistisk anstand, når han overbevisende resultater. Det demonstreres også i Tivolis koncertsal (1955–56, s.m. Hans Hansen), hvor han yderligere har frigjort sig, måske som et lykkeligt resultat af den festlige humor som Hans Hansen har kunnet tilføre. Endelig har S. i et af sine senere arbejder, udvidelsen af Zoologisk have i Søndermarken i 1950erne, påny knyttet tråden til den fine forståelse af naturens samspil med huse af romantisk tilsnit som han lærte sig i ungdommen hos G. N. Brandt.

S. er en arkitekt der ikke var bange for at gå på tværs af hævdvundne regler, køligt kalkulerende men også med sind for det maleriske. Med sin lidt forkælede arrogance interesserede han sig kun lidt for andre, og det var nok lidt uforvarende, at han 1944–48 blev medlem af Akademisk arkitektforening, for fællesskab var ham fremmed. Han var klassicist også i sin reservation, men fik løst op for følelserne i den romantiske dyrkelse af havekunsten – som jo ret beset også var et væsentligt træk i klassicismen.

Annonce

Familie

Forældre: fuldmægtig ved, senere inspektør for Frbg. fattigvæsen Carl Frederik Adolph S. (1855–1911) og Oline Alstrup (1857–1939). Gift 1. gang 23.9.1925 i Asminderød med operasanger Marie Louise Møller, født 26.7.1899 i Brønderslev, død 27.10.1948 i Skovshoved, d. af violinist Peder M. (1877–1940) og Eugénie Lense (1878–1953). Gift 2. gang 28.4.1951 med redaktør Fritse Eline Jessen Graae, født 13.2.1897 i Nykøbing F., død 2.4.1971 i Kbh., d. af overretssagfører Frederik Jessen G. (1865–1938) og Mathilde Emilie Wennerberg (1872–1957).

Udnævnelser

S. modtog 1941 Eckersbergmedaljen.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Architekten XXII, 1920 269–79 312f (regulering af Rosenborg have); 1924 126f (stadionprojekt) 252f (Daells varehus); Arkitekten M, 1927 108f 117–19 (univ.projekt); 1930 53–62 (Søndermark krematorium); 1932 193–200 (betonhuse); 1933 17–20 (Husum skole) 201–03 (S.s hus i Skovshoved); 1938 5f (hus i Rungsted) 141–56 (Overformynderiet); 1939 29–32 (hovedbibl., Kbh.). Edv. Thomsen i Arkitekten, 1965 182. Danm.s arkitektur. Enfamiliehuset, ved Lisbet Balslev Jørgensen, 1979; Magtens bolig, ved samme, Hakon Lund og H. E. Nørregård-Nielsen, 1980; Kirkens huse, ved Hugo Johannsen og Claus M. Smidt, 1981.

Referér til denne tekst ved at skrive:
H. E. Langkilde: Frits Schlegel i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 13. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297059