• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Elna Møller

Oprindelig forfatter HD-N

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Elna Møller, Elna Møller Moltke, 12.12.1913-22.5.1994, arkitekt, redaktør. Født på Tange Skovgård, Højbjerg sg. Efter at være blevet student fra Viborg katedralskole 1933 gik M. i gang med arkitektstudiet, og 1941 fik hun sin afgang fra kunstakademiet i Kbh.

Forinden havde hun 1936-38 arbejdet på kgl. bygningsinspektør J. Magdahl Nielsens tegnestue, men det blev dog først og fremmest den udpræget gejstlige arkitektur der ret hurtigt kom til at optage hendes faglige virke.

Allerede 1939 blev hun beskæftiget ved Nationalmuseet med opmålinger og udgravninger, og siden 1944 har hun været ansat som redaktør ved det nationale monumentalværk Danmarks kirker der 1979 helt overgik i Nationalmuseets regi. 1970 afløste hun sin mand Erik Moltke som ledende redaktør, en stilling hun bestred indtil 1972 og på ny 1977-79. M. har derudover forestået restaureringen af altertavlen i Halmstad kirke og af ejendommene Nybrogade 8 og Gråbrødretorv 3 ("Wessels Hus"), begge i Kbh. For sidstnævnte arbejde hædredes hun 1945 med Kbh.s kommunes præmie.

Annonce

M.s skriftlige arbejder omfatter bl.a. Roskilde Domkirkes middelalderlige Bygningshistorie, udg. 1949 sammen med C. M. Smidt,Tømrede klokkehuse, 1960 og Ribe Domkirke, 1971 sammen med Mogens Bencard. Hertil kommer en lang række bygningsarkæologiske artikler i Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder, Nationalmuseets arbejdsmark, Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie, Hvem byggede hvad, 1952 og 1968-71, Danske opslagsværker, 1972, Strejflys over Danmarks bygningskultur, 1979 (artiklen Er moderen jævngammel med døtrene om Ribe domkirkes alder og betydning for jysk kirkebyggeri), samt artikler i diverse fagtidsskrifter.

Hendes hovedindsats har dog hele tiden været redaktionsarbejdet vedr. Danmarks kirker hvor hun var medforfatter til beskrivelserne af Kbh.s amt, de fire sønderjyske amter og Frederiksborg og Ribe amter.

Derudover har M. behandlet kirker i 17 amter i Trap Danmark, 5. udgave. M. blev 1960 medlem af Dansk selskab for oldtid og middelalder, 1962 af det særlige kirkesyn og 1968 af bestyrelsen for Kirkelig kunst. Endelig har hun fra 1972 virket som censor i middelalderarkæologi ved Århus univ.

Familie

Forældre: gårdejer Niels Rasmussen Møller (1880-1950) og Johanne Due Thomsen (1880-1959). Gift 23.12. 1949 i Hareskovby (b.v.) med runologen Erik Moltke, født 4.4.1901 i Lavrbjerg, s. af stationsforstander Carl Frederik M. (1872-1944) og Frederikke Marie Johnsen (1868-1950).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henning Dehn-Nielsen: Elna Møller i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294737