Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Edvard Heiberg

Oprindelig forfatter HELang
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Edvard Heiberg, 10.1.1897-15.11.1958, arkitekt. Født i Oslo, død på militærhospitalet i KM., begravet sst. (Bispebjerg). H. var nordmand, men efter sin studentereksamen i 1915 tog han til Danmark for at blive arkitekt. Dengang var der ikke nogen egentlig arkitektskole i Norge, og mange af hans landsmænd søgte i disse år ind på akademiet i Kbh. Selv vendte han aldrig tilbage, men sit norske mål – med en smule tilpasning – bevarede han livet igennem. Han gik nogle år på akademiet, men tog ikke sin afgangsprøve. Det ville også stemme dårligt med hans stilfærdige, men stejlt oprørske sind der måtte reagere mod læreanstaltens konservatisme. Til gengæld fik han en lærerig tid, bl.a. som medarbejder hos Em. Monberg, inden han i 1922 rejste til Frankrig. Her studerede han videre samtidig med at han arbejdede et par år hos forskellige arkitekter, bl.a. med butiksbyggeri. Ved sin hjemkomst 1924 blev han knyttet til Allan Christensen & Co., et specialfirma for butiksindretning, og han blev en pioner -også på prent – for den moderne butiksfacade. Der røg nogle stueetager i Kbh.s gamle bydel, og det var ikke mindst H. der stod fadder til strøgforretningernes nyskabte festivitas i slutningen af 20erne.

Allerede i 1924 byggede han sit eget hus på P. H. Mundtsvej 16 i Lyngby. Det var ikke bare moderne – det var en provokation over for den rådende nyklassicisme. Inspirationen var uomtvisteligt hentet i et eksperimenthus, som Bauhaus, Dessau havde opført til en udstilling i 1923. I H.s version var typen afklaret og forenklet, men også programmatisk tilspidset. Den introducerede storstue og kamre med varierende rumhøjder og spisekrogen med lem til det rationaliserede køkken hvor arbejdspladserne var veldefinerede og ganglinjerne korte. Også i det ydre var huset revolutionerende. De hvide facader, store vinduesåbninger og næsten flade tage vidnede om kubismens formidealer. – Oprøret var i gang. S.m. Poul Henningsen og flere andre var H. med til at starte tidsskriftet Kritisk Revy i 1926. Med sit radikale skarpsyn og sit velspidsede vid spillede han en væsentlig rolle for bladet der i sin relative korte levetid kom til at sætte dybe spor i dansk kulturpolitik og bygningskunst. – I 1930 blev H. professor ved det berømte Bauhaus i Dessau, hvor Hannes Meyer havde afløst Walter Gropius som leder. Men det blev et kort ophold på grund af de politiske trængsler som snart gjorde en ende på skolen. H. var senere i Moskva hvor han arbejdede med byplanlægning hos den ekspatrierede Hannes Meyer, men det blev også et kort gæstespil. Han vendte hjem og begyndte sin egen virksomhed i samarbejde med Thorkild Henningsen der var veletableret inden for boligbyggeriet og hans fælle fra Kritisk Revys dage.

Kompagniskabet blev kort. Th. Henningsen døde i 1931, og H. fortsatte virksomheden med Henningsens gamle medarbejder, Karl Larsen, som partner. Det var boligbyggeriet der var på tegnebrættet. Fra disse år stammer Damhusene ved Roskildevej, 1931 og en del af Ryparken ved Lyngbyvej, 1932–35.1 1934 blev de deltagere i et bredere kompagniskab, Kooperative Arkitekter, hvor Ivar Bentsen, Vagn Kaastrup, Ole Buhl m.fl. var med. H. havde s.m. Karl Larsen ansvaret for nogle af blokkene i Blidahbebyggelsen i Hellerup, 1934, i Kantorparken, 1936 og i Bispeparken, 1940, men iøvrigt var det nok især bebyggelsesplanerne med de fritliggende stokke der var H.s fortjeneste. Af andre arbejder, helt i hans eget navn, bør nævnes Hellerup sygekasse, 1937 og et nyt hus til ham selv på Ådalsvej 5, 1939.

Annonce

H. var overbevist og aktiv kommunist. Han blev formand for Studentersamfundet 1933 og var redaktør af tidsskriftet Plan. Under besættelsen havnede han da også i Vestre fængsel og kom siden til Horserødlejren indtil han slap bort og kom til Sverige. Her arbejdede han indtil befrielsen for Svenska Riksbyggen. Efter hjemkomsten genoptog han samarbejdet med Karl Larsen, og de opførte bl.a. et af højhusene på Bellahøj og et afsnit af det store boligkvarter Voldparken i Husum. Foruden sine mange fortrinlige artikler i Kritisk Revy, Arkitekten m.fl. har H. markeret sit stærke sociale engagement med bogen 2 Vær. straks, 1935, et barskt indlæg i boligdebatten. H. kunne virke tilbageholdende og lidt nonchalant, han var aristokratisk i sin fremtræden og med en stilfærdig humor til hverdagsbrug. Men det dækkede over en ildhu i spørgsmål af social, politisk og faglig art, og han var yderliggående i sine standpunkter. Den milde mand var ubøjelig i sine målsætninger, og han havde et nådeløst blik for alt hvad der var hildet i fordomme. Hans vid kunne være diabolsk. Han savnede nok selv en folkelig forankring, og hans arbejder har ikke den ukunstlede og varme karakter som man finder hos hans læremestre, Th. Henningsen og Ivar Bentsen. Hans mission var at bryde med tilvante forestillinger, og hans bedste bygninger er bedst som programerklæringer.

Familie

Forældre: borgmester i Oslo Jakob Wilhelm Rode H. (1860–1946) og Kristiane Jeanette Aimée Dedichen (1872–1959). Gift 19.7.1923 med Ellen Margrethe Nielsen, født 26.11.1897 i Kbh., d. af bagermester Carl Christian Eduard N. (1861–1920) og Thyra Marie Bachmann (1869–1950). – Far til Kasper H.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

H. E. Langkilde i Arkitekten U, 1958 439. Danm.s bygningskunst fra oldtid til nutid, red. Hakon Lund og Kn. Millech, 1963 412f (eget hus).

Referér til denne tekst ved at skrive:
H. E. Langkilde: Edvard Heiberg i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 12. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290992