E.D. Häusser

E.D. Häusser, Elias David Häusser (Heuser, Haüsser), 26.6.1687-16.3.1745, arkitekt. Døbt i Erfürt. Død i Nyborg, begravet i Nyborg k. Muligvis var H. elev af sin far i Erfürt, senere uddannedes han som militærbygmester i Gotha og Sachsen-Polen (ca. 1703–09).

Han indtrådte 1711 i dansk militærtjeneste som sekondløjtnant i livgarden til fods. 1713 blev han kaptajn i fodfolket, 1720 kaptajn i fortifikationsetaten, 1723 chef for denne og oberstløjtnant, 1724 generalkvartermester, 1731 oberst, 1735 brigadér, 1741 kommandant i Nyborg, 1742 generalmajor. Den vigtigste beskæftigelse for H. blev dog arkitekturen, han var fra 1713 kronprins Christians (VI) lærer i dette fag, chefarkitekt for Christiansborg 1730–42 og endelig generalbygmester 1735–42.

Som ledende militærarkitekt opførte H. hovedvagten på Kongens Nytorv, 1724 (nedrevet 1875), kommandantboligen og fængslet i Kastellet, 1725. Frontespicerne på Vesterport (1722) og Amagerport (1724) samt stokhuset ved Østervold (1722–24) tilskrives også ham, stokhuset blev nedbrudt 1938–39. Disse arbejder er i den stil som J. C. Ernst og J. C. Krieger også arbejdede i, men i de svejfede tagformer på fængslet i Kastellet og hovedvagten på Kongens Nytorv røber han dog et selvstændigt formsyn.

Det var dog H.s indsats som kgl. civilbygmester som skaffede ham en plads i dansk arkitekturhistorie. 1730 bad Christian VI ham om at blive arkitekt for opførelsen af et nyt residensslot. Et bevaret første projekt fra 1731 til hovedfacaden viser stærk afhængighed af Kriegers dekorationsmåde og er i det hele taget temmelig dilettantisk. Det er svært at afgøre hvor meget indflydelse H. har haft på det næste projekt som er fra 1732.

Det fremstår i en moden sydtyskøstrigsk barokstil, og det forekommer umiddelbart utroligt at samme mand skulle have konciperet begge projekterne. Det vides at man søgte hjælp i udlandet, men det kan ikke bevises, hvorvidt en sådan blev opnået. Derimod kan der næppe herske tvivl om at det projekt, som blev det endelige resultat, skyldes H.s bearbejdelse af udkastet fra 1732.

Mens det således er usikkert hvor stor del H. har i hovedkarreens blomstrende barok, er der ikke tvivl om at han har ansvaret for ridebaneanlægget, hvortil der foreligger en signeret plan. At skabe disse enklere nyttebygninger med deres store drag har passet ham godt. Han har sikkert gjort studier i tyske anlæg af samme art som for eksempel Schloss Ludwigsburg ved Stuttgart og Schloss Neuhaus ved Paderborn.

Hovedslottets plan skyldes H., og han har støttet sig til nogle eksempler i Leonhardt Christoph Sturms arkitekturtraktat. Hans behandling af karreens ruminddeling er ikke overlegen og må for sin tid betragtes som gammeldags.

H.s oprindelige udkast til en overdækket indkørselsport blev erstattet af N. Eigtveds pavilloner ved Marmorbroen; men indretningen af ridehuset som har affinitet til J. B. Fischer von Erlachs hofrideskole i Wien, vidner endnu engang om H.s evne til at mestre de store, enkle opgaver. Et ikke udført projekt til indretningen af slotskirken røber påvirkning fra såvel wienerskolen som fra den romerske barok (Oratorio di S. Filippo Neri).

Under det langvarige arbejde med opførelsen af Christiansborg slot har kongen følt at H. næppe var mand for at indrette de fornemme suiter til herskabets beboelse og repræsentation. Den veltjente generalbygmester måtte se dette arbejde overdraget til den ny tids mænd, Eigtved og L. de Thurah, selv fik han lov til at indrette kontorerne.

Samtidig med at H. med myndig hånd fungerede som slottets chefarkitekt var han chef for hele det kgl. bygningsvæsen, en meget krævende administrativ post, og i de senere år har det mest været hans egenskaber i den retning kongen benyttede sig af. Da han 1741 blev udnævnt til kommandant i Nyborg var det et spark opad, hans tid som skabende arkitekt var, i alle tilfælde i kongens øjne, forbi.