Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

C. Lundqvist

Oprindelig forfatter KMill
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

C. Lundqvist, Carl Lundqvist, 8.9.1883-8.5.1949, arkitekt. Født i Mariager, død i Hillerød, begravet i Nødebo. Efter at L. havde gjort svendestykke som tømrer og var dimitteret fra Teknisk skole i Århus gennemgik han arkitekturskolen fra 1906 med afgang 1914. 1915 vandt han den lille guldmedalje. Hans første arbejder, i nyklassicisme, huse i Hillerød hvor han bosatte sig, og ombygningen af Mariager rådhus betød noget af en indsats: en opdyrkelse af købstadens arkitektur. De bedste af dem forenede på en redelig og stilfærdig måde empirens gammeldags borgerlige skønhed med det der var naturligt og praktisk for hans tid. Fra denne klassicistiske periode stammer i Hillerød hans eget hus, Københavnsvej 20, villaen Holmegårdsvej 8, alderdomshjemmet på Kirsebærbakken, husvildeafdelingen Hjortholmsvej 2-6 (nu ophævet som sådan), missionsskolen (senere noget forandret) og den større lystgård Vænget, Gadevangsvej 1. Stationerne på banerne Helsinge-Tisvildeleje og Mariager-Fårup har en beslægtet karakter. Fra den klassicistiske periode stammer også de pragtfulde interiører på Karlebogård ved Hillerød, i queen Anne, Adams stil osv. samt det runde ridehus sst. Senere kom L. ind på en noget mere moderne behandling med vandrette afstribninger af facaden, udhængstage o.l. En overgang danner ejendommen Slotsgade 11 i Hillerød 1928. Som eksempel kan i øvrigt nævnes tuberkulosestationen Stenslettegård ved Nødebo 1932. Bygget over en uregelmæssig grundplan, med en udsøgt materialbehandling er den lille villa Københavnsvej 22 i Hillerød 1930. L. har tillige opført udvidelsen til Skævinge kirke med renæssancegavlen 1935 samt tegnet møbler, indrettet apoteker m.m., desuden dyrket akvarel og skrevet arkitekturartiklerne i Dansk biografisk Haandleksikon fra Jørgensen.

Familie

Forældre: dyrlæge, senere bankdirektør og borgmester Christian Ludvig L. (1845-1927) og Marie Christensen (1854-1928). Gift 26.4.1913 i Mariager med maler Anna Nielsen, født 28.12.1888 på Frbg., død 22.4.1976 i Hillerød, d. af købmand, senere fabrikant Johannes N. (1854-1903) og Ingeborg Margrethe Jessen (1860-96).

Udnævnelser

R. 1943.

Annonce

Ikonografi

Mal. af Anna Lundquist, 1915. Foto.

Bibliografi

Architekten XVII, 1914-15 221-23 (fyrtårn i Skagen); XXIII, 1921 113-19 (Mariager og Hillerød). Modern Danish architecture, udg. Kay Fisker og F. R. Yerbv, London 1927 LXXX-LXXXII (Hl.). Vor tids bolig, red. Cornelius Seydner, 1931 25 35 79f. - Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
K. Millech: C. Lundqvist i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 8. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=293798