C. F. Harsdorff, Caspar Frederik (Friedrich) Harsdorff, 26.5.1735-24.5.1799, arkitekt. Født i KM, død sst. (Nic), begravet sst. (Ass.). H. må formentlig have påbegyndt sin uddannelse på det gamle akademi for derefter at blive elev på det i 1754 oprettede kunstakademi hvor N.-H. Jardin blev hans lærer. H. fik således lejlighed til at stifte bekendtskab med nyklassicismen fra første færd under vejledning af en mand der selv kunne berette om betydningen af at have set det gamle Rom sammen med kredsen af stipendiater ved det franske akademi. Akademiets guldmedalje vandt H. 1756, og året efter fik han i sept. det store rejsestipendium der tillod ham at opholde sig tre år i Paris og tre i Rom. Rejsens første mål blev Paris, den moderne arkitekturs Mekka. J.-Fr. Blondel holdt forelæsninger i arkitektur som H. fulgte, og han kan ikke have undgået at træffe en række af den ny arkitekturs kommende mænd blandt eleverne. H. har her kunnet indsuge den klassiske, franske tradition fra François Mansart over Louis Le Vau og Hardouin Mansart til samtiden. At han var begejstret for opholdet i Paris bevises af, at han af akademiet måtte tvinges derfra da han havde været der i næsten fem år. H. fik nu kun godt ét års ophold i Rom, hvor han som alle studerede antikkens rester, fx Hadrians villa i Tivoli, men også renæssancens berømte værker som palazzo Massimo alle Colonne, palazzo Farnese og Capitol for at nævne nogle han gjorde tegninger efter. I Rom udarbejdede H. en serie tegninger til et gravkapel for Frederik V som han tænkte sig opført i forbindelse med Roskilde domkirke. Disse blade foreviste han efter hjemkomsten 1764 på akademiet hvor han blev agreeret. For at blive medlem af akademiet måtte H. som alle andre udføre et medlemstykke, i dette tilfælde tegninger til "Et kgl. Palais med al det, som deraf dependerer". I perspektiven hertil demonstrerede H. al den lærdom han havde erhvervet sig om monumental arkitektur i løbet af studieårene. 14.3.1765 blev H. optaget i den akademiske forsamling, og allerede 9.4.1766 valgtes han til professor i perspektiv. Da Jardin blev tvunget til at forlade landet 1771 efter at arbejdet med opførelsen af Marmorkirken var blevet standset, blev H. valgt til professor i arkitektur, dog beholdt han tillige professoratet i perspektiv indtil han 1783 afgav det til Peter Meyn. H. var akademiets direktør 1777–79. H. var ikke blot akademiker, men også praktiserende arkitekt. 8.8.1764 udnævntes han til bygningsinspektør, 10.11.1770 til hofbygmester, og da J. F. Struensee 9.9.1771 udnævnte en overbygningsdirektion blev H. medlem af denne, hvorved han fik vidtgående indflydelse på det offentlige bygningsvæsen. 1781, da G. D. Anthon døde, fik H. titel af første hofbygmester. I begyndelsen blev H. ikke overvældet med arbejde, det var en sløj tid for det offentlige bygningsvæsen. Arbejdet med Marmorkirken, som Jardin forestod, slugte de fleste af midlerne. A. G. Moltke blev den første som fuldt ud brugte H.s talent, da han bad ham fuldende gravkapellet ved Karise kirke (1766) der var blevet påbegyndt af Jacob Fortling. Den temmelig ordinære, rektangulære bygning Fortling havde tænkt sig omskabtes næsfen fuldstændigt, kun i facaderne ses endnu hofstenhuggerens intentioner. H. skabte et rum over kvadratisk grundplan med et vældigt, romersk inspireret loft båret af fire søjler, et interiør med en højtidelig funktion helt præget af arkitektens studier i renæssancens Rom.

Af Danmarks få virkelig talentfulde arkitekter er vel ingen i den grad blevet misbrugt som H. Han fik mange opgaver, men for få af betydning. Det ene ombygnings- og reparationsarbejde fulgte det andet: Operahuset (nu ø. landsrets bygning) 1769, Det Harboeske enkefruekloster i Stormgade 1772, Det kgl. teater 1773–74, Fredensborg 1176 osv. Næsten et helt tiår forløb hermed. Hovedværket fra 1770erne er den lille Herkulespavillon i Kongens Have (1773), og selv det var en ombygning af et gammelt lysthus. Det lille arbejde, helt i fransk manér, som han havde tilegnet sig den i Paris, vandt meget bifald i samtiden. Bortset fra de imponerende pakhuse nær Toldboden i Kbh. (Kieler, 1777–78, Vestindisk pakhus, 1779–81) der dog ikke gik ud over det traditionelle, var det især interiørarbejder som karakteriserede dette tiår. Marmorbadet der indrettedes for Christian VII på Frederiksberg slot var det mindste, men også det interessanteste. Det karske rum er helt afhængigt af hvad ophavsmanden lærte i Paris, Neufforge og revolutionsarkitekterne anes i baggrunden. H.s interiørstil var i det hele taget afgjort fransk. Det bekræftes af den lejlighed han indrettede for Juliane Marie på Fredensborg hvor han tillige forhøjede bygningerne om den ottekantede forgård, åbnede denne mod byen og skabte et nyt indgangsparti. Frederik Vs kapel ved Roskilde domkirke (1774–78) var det vigtigste projekt H. fik sat i værk i 1770erne men pga. en vaklende økonomi stod det ufuldført indtil C. F. Hansen gjorde det færdigt efter 1821. Udadtil er bygningen enkel for ikke at konkurrere med den gamle kirke, men interiøret er prægtigt. Her er det på mesterlig vis lykkedes H. at bibringe den indtrædende en fornemmelse af det centraliserede rums endegyldighed, rummet det er unødigt at gå omkring i, hvorfra man ikke vender tilbage. Mange af H.s bedste intentioner er blevet på papiret. Et projekt til en samlet bebyggelse i Amaliegade (svarer til nuv. 39–47) viser hvordan han ville indføje det enkelte borgerhus i en monumental enhed af karakter som de "terraces" man kender i London og Bath. I virkeligheden blev det til to ordinære huse. På Kongens Nytorv (3) byggede H. et hus til sig selv (1779–80). For H. var det ikke det væsentlige at få tag over hovedet, han havde større planer med huset. Han ønskede at højne standarden af det borgerlige byggeri og ville med bygningen eksemplificere, hvordan han mente det burde gøres. Det blev uden tvivl hans mest vellykkede foretagende. Som følge af grundens uregelmæssige omrids fik bygningen flere facader, og ved hjælp af disse skabte H. tre prototyper på facadeløsninger: femfagshuset med fremspringende sidepartier, huset med trefags midtrisalit der prydedes af pilastre og trekantgavl, samt det beskedne firefags hus også med fremspringende sidefag. Brandene 1795 og 1807 skabte ufrivillige muligheder for byfornyelse, og i de ny kvarterer som rejste sig af asken opførtes hus efter hus som fulgte de Harsdorffske modeller. Med det ene hus H. selv lod bygge på Kongens Nytorv fik han således større betydning for hovedstadens borgerlige byggeri end nogen arkitekt før ham.

For enden af Slotsholmskanalen mellem Børsen og den røde bygning skulle opføres en bankbygning som H. gav adskillige forslag til. Et af projekterne som H. selv kaldte en dekoreret facade, der var ikke råd til en egentlig, viste med sin stærkt lukkede kvadermuring og foranstillede ædicula at han stadig var helt på højde med den arkitektoniske udvikling i Frankrig. H. opgav imidlertid at opføre bankbygningen pga. de stadige krav om besparelser og overlod arbejdet til Peter Meyn. Omkring 1790 havde H. ikke meget at bestille men han udarbejdede, sikkert for egen regning, et projekt til en butiksgade, en lille samlet bebyggelse som kunne minde om senere tiders passager og gallerier. Omkring denne tid, hævdes det, skulle H. have interesseret sig for den græske, antikke bygningskunst der netop var kommet i søgelyset efter Stuart og Revetts publicering af opmålinger af græske bygninger. H. synes ikke at have ejet Stuart og Revetts bøger, og selvom det vel er muligt at han i nogen grad har studeret den græske arkitekturs detailformer har dens virkning på hans kunst næppe været stor. I de sidste år af H.s liv fik han pludselig, som om det var ved at være for sent, adskillige større opgaver. Efter Christiansborgs brand 1794 købte kongefamilien Amalienborgpalæerne, og to af dem måtte forbindes tværs over Amaliegade, en delikat opgave der krævede en sikker hånd. Der fremkom en halv snes forslag, men heldigvis valgtes H.s kolonnade, en tidløs søjlebygning der bevarede perspektivet gennem Amaliegade mod Frederik Vs rytterstatue. Uagtet der ses græske detaljer i den elegante bygning er der næppe tvivl om, at H. også har haft samtidig fransk arkitektur (Hotel d'Hallwyl i Paris af C.-N. Ledoux) i tankerne. Det franske eksempel var i virkeligheden en malet dekoration, men det har næppe afskrækket H. der så ofte havde måttet give forslag til dekorationer uden synderlig krop.

Det økonomiske opsving i 1790erne medførte en del opgaver for private. På Amagertorvs hjørne ved Hyskenstræde opførte H. 1796 Løveapoteket for apoteker Ludvig Manthey, en bygning med det "knækkede" hjørne som var karakteristisk for husene der opførtes efter branden 1795. Huset der nu er forsvundet har sammen med Kongens Nytorv 3–5 kunnet tjene som model for de bygmestre der arbejdede med byens genopførelse. Ved Holmens Kanal opførte H. to store private palæer for to af tidens rigmænd. Grosserer Pierre Peschier påbegyndte 1796 det nuværende nr. 12, en bygning med korintiske kolossalpilastre og klassiske portaler i sidefagene. Holmens Kanal 2, som også har facade mod Kgs. Nytorv, tegnede H. 1799 for agent Erich Erichsen. Dette sidste hus fra H.s hånd er vel samtidig det vigtigste og mest afklarede af hans privathuse, et point de vue i den række han opførte eller ændrede på sydsiden af torvet: det just nævnte palæ, Det kgl. teater og hans eget hus (nr. 3–5). Før sin død udarbejdede H. et projekt, som nu desværre er ukendt, til et nyt Christiansborg; man havde gerne set i hvor vid udstrækning det havde konsekvenser for C. F. Hansens slot. Den Marmorkirke Jardin måtte efterlade ufuldført stod som en udfordring til eftertiden. Da kunstakademiet, formentlig på H.s initiativ, foreslog den fuldført, udarbejdede han selv et omhyggeligt projekt. En stor træmodel hertil er stadig bevaret på kunstakademiets bibliotek. De kolossale omkostninger som det havde vist sig Jardins projekt ville medføre fik H. til at reducere omfanget og forenkle bygningen mest muligt. Som i de fleste af sine monumentale opgaver vendte H. endnu engang blikket mod Rom, denne gang mod alle rundkirkers urmoder Pantheon. Forslaget blev approberet og pengene dertil bevilget, men H. døde kort efter.

H. var den første danske arkitekt af betydning som havde fået en regulær, civil uddannelse. Med sit talent betalte han rigeligt tilbage hvad der var investeret i det. Havde tiderne været bedre for statsligt byggeri ville han have efterladt sig et langt større æuvre, end tilfældet blev. Hans indirekte værk var imidlertid af stort omfang. Ved sit eksempel og gennem undervisningen på arkitektskolen foranledigede han en markant forbedring af den arkitektoniske standard ikke blot i hovedstaden, men langt ud over landet. Kendt er hans rørende begejstring, vakt ved synet af hovedgaden i Horsens, over de gode resultater akademiets undervisning havde givet. H. havde en fin fornemmelse for ældre tiders arkitektur, det viste han i de mangfoldige restaureringer og ombygninger han i mangel af bedre måtte foretage. En sådan indstilling var noget nyt, han blev en af de første i landet som slog til lyd for bevaring af gamle bygninger, fx frelste han Børsen fra at miste dragespiret til fordel for en kuppel. – Justitsråd 1778.

Familie

Forældre: skoleholder Johan Christopher H. (Harsdorffer) (1695–1770) og 2. hustru Anne Marie Eriksdatter (Erichsen) (1704–76). Gift 7.12.1770 i Kbh. (Petri) med Elisabeth (Elsebeth) Margrethe Fortling, døbt 5.11.1749 i Kbh. (Petri), død 16.6.1812 sst. (Petri) (gift 1. gang 1764 med hofstenhugger Johan Ernst August Braun, ca. 1733–66), d. af hofstenhugger og kgl. bygmester Jacob F. (1711–61) og Anne C. Hellesen (ca. 1724–72).

Ikonografi

En staffagefigur på J. F. Clemens' stik, 1783, af Frederik Vs gravmæle kan måske forestille H. Statue, fantasiportr., af Th. Stein, 1866 (udstillingsfonden, Charlottenborg); efter denne træsnit 1868 efter tegn. af H. Olrik.

Bibliografi

C. F. H.s værker, udg. N. L. Høyen, 1859–71. – Fr. Schiøtt i Tidsskr. for kunstindustri, 1899 37–56. Ph. Weilbach i Architekten III, 1900–01 25–27. Fr. Weilbach sst. 1917–18 124–28 134–37. Samme sst. 1933 249–58. Samme sst. U, 1935 121–23. Chr. Elling sst. M, 1940 125–40. Mario Krohn: Frankrigs og Danm.s kunstn. forbindelse I–II, 1922. L. Bobé: Die deutsche St. Petri Gemeinde zu Kopenhagen, 1925. Fr. Weilbach: Architekten C. F. H., 1928. Samme i Tilskueren, 1933 II 278–85. Otto Norn i Årbøger udg. af Hist. samf. for Århus stift XXXI, 1938 93–118. Chr. Elling: Danske borgerhuse, 1943 26–29 125 126 132. Samme: Det klassiske Kbh., 1944 22–27 70–72. Dyveke Helsted: Dronning Juliane Marie og Fredensborg slot, 1958. Hakon Lund i Guldåldern i da. konst, red. Bo Lindwall, Sth. 1963 (da. udg.: Guldalderen i da. kunst, 1964) 150–59. Samme i Danm.s bygningskunst, red. H. Lund og Kn. Millech, 1963 291–304. Jan Steenberg: Fredensborg slot, 1969 194–217. Tove Clemmensen: Møbler af N. H. Jardin, C. F. H. og J. C. Lillie, 1973 77–146.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig