C.F. Hansen (arkitekt)

C.F. Hansen, Christian Frederik (Friedrich) Hansen, 29.2.1756-10.7.1845, arkitekt. Født i Kbh: (Petri), død på Rolighed på Frbg., begravet i Kbh. (Holmens). Trods sin unge alder vandt H. kunstakademiets store sølvmedalje 1775, den store guldmedalje vandt han 1779. C. F. Harsdorff, som var hans lærer på akademiet, ansatte ham på sin tegnestue hvor han bl.a. fik opsyn med opførelsen af Frederik Vs kapel ved Roskilde domkirke. Udnævnelse til bygningskonduktør fik han 3. 10.1781. H.s mor havde været amme og "vart-frue" for Christian VII, et forhold der øjensynlig gjorde at han nød en vis protektion ved hoffet. H. fik således støtte til en udenlandsrejse og samtidig lovning på et nyoprettet embede som landbygmester i Holsten. Med gode råd fra Harsdorff rejste H. i nov. 1782 gennem Tyskland til Italien hvor han især opholdt sig i Rom. Her studerede og opmålte han antikke og oldkristelige bygninger foruden monumenter fra renæssancen som Villa di Papa Giulio, Palazzo Massimo allé Colonne (som også Harsdorff havde målt) samt S. Andrea i Via Flaminia. I Rom knyttede han livsvarigt venskab med den tyske arkitekt Peter Joseph Krahe. Da H. skulle tiltræde sin stilling i Holsten blev rejsen kortvarig, og allerede i sept.1784 var han hjemme igen. Her blev han agreeret af akademiet og 26.3.1785 blev han optaget som medlem. Hans medlemsstykke Et søarsenal viser tydeligt at han var vel underrettet om strømningerne i samtidens europæiske arkitektur, ikke mindst den franske som han må formodes især at have orienteret sig om på det franske akademi i Rom. H. tiltrådte 24.11.1784 stillingen som la.ndbygmester og fik bopæl i Altona. Embedet har langtfra kunnet udfylde hans tid, af større bygninger opførtes kun vajsenhuset i Altona 1792-94. Desto mere arbejdede H. for private. Hamborgs rige købmænd blev hans bygherrer, for dem opførte han en lang række privatboliger og landsteder langs Elben.

Da man efter slotsbranden 1794 og Københavns delvise ødelæggelse 1795 stod over for genopførelsen af Christiansborg slot og opførelsen af det ny råd- og domhus kaldte man efter Harsdorffs død 1799 på H. Han beviste straks sin overlegne effektivitet. Uagtet han sammen med hofbygmestrene Peter Meyn og Boye Magens skulle overveje hvordan resterne af det brændte slot bedst bevaredes udarbejdede de straks en plan til genopførelsen. Der er ingen tvivl om at H. var primus motor i dette forslag hvor tanken om at nedbryde det meste af fløjen mod ridebanen til fordel for en kolonnade fremførtes. Planen som blev indleveret 6.9.1800 blev approberet allerede den 22.10.s.å. Det blev straks overdraget H. at foretage den endelige projektering af slottet. Dermed havde han de to største byggeopgaver i hovedstaden på sit tegnebord i Altona, idet han 4.3.1800 var blevet bedt om at udarbejde et projekt til råd- og domhuset. – H. må have gjort et stærkt indtryk på kronprins Frederik og regeringens ledende mænd når man uden videre tilsidesætter de to formelt ledende personer i statens bygningsvæsen, hofbygmestrene Peter Meyn og Boye Magens. H.s talent har været åbenbart og hans effektivitet uomtvistelig. Det er karakteristisk at hans indleverede projekter næsten altid godtages omgående. Tegningerne til råd- og domhuset forelægges kommissionen 29.3.1803 og approberes i april, allerede i maj s.å. godkendes tegningerne til slottet.

1808 cementeredes H.s magtposition. Efter hofbygmester P. Meyns død oprettedes stillingen som overbygningsdirektør til H. Han skulle afgive betænkning "vedrørende nye bygningers opførelse, hovedforandringer ved gamle bygninger, spørgsmål om god smag, rigtige forhold og hensigtsmæssig fordeling af plads, og skal ... tillige være pligtig at forfatte tegninger og overslag og i vigtige bygningssager at føre overtilsyn med arbejdets udførelse". Da denne instruks gjaldt alle offentlige bygninger i Danmark var det ikke tomme ord. S.å. udnævntes H. til professor i arkitektur ved kunstakademiet hvor hans indflydelse ikke blev mindre, han var således direktør 1811-18, 1821-27 og 1830-33. Både stillingen som overbygningsdirektør og professoratet bestred H. til 1844, da han var 88 år, og hans ord var således i næsten et halvt århundrede af afgørende betydning i dansk kunstliv. Englændernes bombardement af København 1807 bragte nye store opgaver med sig. Siden 1803-04 havde H. haft bolig og tegnestue i Prinsens palæ (nuv. Nationalmuseum), nu dyngedes flere sager på tegnebordene: Vor Frue kirke og Metropolitanskolen, senere tillige Soldins stiftelse.

Den første del af H.s værk udførtes i Holsten, især i Altona og omegn. Ved Altonas Palmaille, som var den fineste gade, fik H. anledning til at opføre et antal beboelseshuse så gaden næsten fuldstændig bar hans præg. I de små byer langs Elben: Ottense, Othmarschen, Nienstedten og Blankenese opførte H. et stort antal landhuse. Endelig må det ikke overses at han byggede hen-imod en halv snes herregårde¹ i landsdelen. Det første hus, I.C. Godeffroys landsted i Nienstedten (1789-92), virker måske traditionelt, som en fortsættelse af den motivverden H. havde lært at kende hos læreren C. F. Harsdorff. Dog er det umiskendeligt at Palladios karske stil har betydet mere for ham end for læreren. Allerede i Peter Godeffroys hus i Blankenese (ca. 1790-96) spores, ikke mindst i planen, en tydelig påvirkning fra samtidens franske arkitektur, men også behandlingen af bygningsblokken trækker veksler på gallisk bygningskunst. H. synes i disse tidlige, meget produktive år at have benyttet sig af hele det store arkitektoniske register han besad, fra antikken over renæssancen og Palladio til samtidige arkitekter og teoretikere i Italien, Frankrig og England. Spændvidden er stor fra Thorntons langstrakte, engelskprægede landhus (1795-96), Blackers veritable doriske tempel (1894-95) og den komplekse herregård Perdöl (1798-1800) til Böhls palladianske landhus (1797-98) og Gebauers cirkelrunde hytte hvortil ideen sikkert hentedes i engelsk teoretisk litteratur. I denne tilsyneladende kehraus står H. imidlertid støt, hans huse fornægter ikke deres ophav. Baurs hus Palmaille 49 i Altona (1801-05) står som et afklaret hovedværk i H.s tidlige produktion.

De monumentale opgaver H. fik i København var stærkt bundne til eksisterende fundamenter og mure eller irregulære grundstykker. Dét er ikke noget under at råd-, dom- og arresthuset (1803-16), hvor kun grunden var givet, står stærkest i billedet. H. løste opgaven under mange forberedelser, skitserne viser hvordan han undersøgte forskellige muligheder i moderne fransk arkitektur for dog at ende med en monumentaliseret udgave af Palladios villaer. Det gjaldt dog kun hovedfacaden mod Nytorv, i den intrikate grundplan er H. et ægte barn af sin tid, man sporer her studietidens bekendtskab med revolutionstidens ideale planer. Arresthusets facade mod Slutterigade og de to vældige buer som forener det med domhuset taler dystert og skræmmende om domfældelse og straf. Christiansborg slot der påbegyndtes 1803 indviedes 1828 og blev aldrig fuldført. Det anvendelige af det gamle slots ruin skulle bruges, og det bandt H. på hænder og fødder. Med få midler, kunstnerisk som økonomisk, fik han et rimeligt resultat tilvejebragt. Kolonnaden og de tilgrænsende partier mod ridebanen blev hovedmotivet, en stram, klassicistisk regulering af barokslottets lidt løse disposition. I øvrigt var det især portalernes udformning H. kælede for. Så afhængig han var af ruinen har det ingen mening at tale om forbilleder. De gamle sandsten blev taget ned, og klassiske profiler og kapitæler udhuggedes af bagsiden, et forhold, der helt naturligt bestemte en stor del af dispositionen i H.s slot. Bygningens indre som pga. den lange opførel-sestid først blev indrettet i 1820erne prægedes stilistisk i høj grad af empirens franske interiørdekoration, men også K. F. Schinkels tyske arkitektur synes efter H.s rejse til Tyskland 1824 at have haft nogen indvirkning. Desuden var H.s tyske svigersøn G. F. Hetsch sikkert medvirkende ved interiørdekorationen. Ved projekteringen af den endnu eksisterende slotskirke (1810-29) (resten af slottet brændte 1884) forholdt H. sig meget frit til resterne af den nedbrændte. I denne bygning gør hans romerske erfaringer sig gældende i fuldt mål. At Frederik Vs kapel i Roskilde er en forudsætning ses tydeligt, men det hørte netop til C. F. Harsdorffs "romerske" arbejder. H.s direkte erfaringer fra den evige stad som fx hans opmåling af Vignolas S. Andrea in Via Flaminia mærkes tydeligt. Slotskirkens stærke og enkle ydre virkede på baggrund af selve slottet som en programmatisk erklæring hvor H. slår til lyd for den rene nyklassicisme. H. opførte adskillige kirker foruden slotskapellet. Vigtigst er Frue kirke (1-26), Københavns domkirke. Atter var H. afhængig af beliggenheden og i nogen grad ruinen, først og fremmest de svære tårnfundamenter der sammen med traditionen næsten råbte på et nyt tårn. Den tilsyneladende umulige kombination af tårn og tempelfront H. valgte at arbejde med var dog at finde i adskillige af de franske arkitekturbøger H. kendte. Også bygningens indre med arkader der bærer kolonnader og et kassetteret tøndehvælv var et kendt motiv. At H. var et barn af sin tid i kunstnerisk henseende skal ikke bebrejdes ham. Vor Frue kirke skal ikke bedømmes som en fritstående bygning der kan nydes eller afskys på afstand, men som en stor arkitekts bestræbelse på at indpasse de forskellige aspekter af dens ydre i det nære bybillede. H.s øvrige kirkebygninger er alle relativt små og bygget over samme læst: enskibede med gallerier i siderne samt udvendig forsynet med vesttårn (Hørsholm 1817ff., Husum i Slesvig 1828-33, Neumünster 1828-34 m.fl.). Man mere end aner at H. har ønsket at rendyrke en model til den lille købstadskirke med disse bygninger. Det er lykkedes i en grad så det endnu diskuteres om kirken i Krempe er af H. eller hans elev F. C. Heylmann. H. levede så længe at mange af hans elever døde før ham. Han efterlod sig ikke en skare beundrere, tværtom en samling frustrerede arkitekter som havde levet i hans skygge. Man fortrængte mindet om H. og talte ilde om hans kunst. Totre generationer senere fik han oprejsning af arkitekter der ville forsvare hans Frue kirke mod overgreb da man ville rejse et barok-tårn over det nyklassicistiske tempel. En udstilling af hans tegninger 1911 åbnede påny øjnene for hans geni. – Tit. professor 1791. Rang med virkelige etatsråder 1808. Konferensråd 1828.